12/10-2011

På tur med Sirius 
Den korte version (den lange version følger nedenfor):
Solen skinner fra en skyfri himmel og mens Bo genberetter fortællingen om vraget kommer vi i udstyret. Historien går på at det er et træskib af portugisisk herkomst med straffefanger, der plages med torskefiskeri til bakalau. Om skibet har succes og var tungt lastet med saltede torsk er uvist men vinteren indhenter dem og de kommer for sent afsted mod varmere himmelstrøg. Det er i slutningen af 30’erne eller starten af 40’erne, hvor amerikanerne er ved at etablere basen i Søndre Strømfjord op og basen anmodes om overvintring til skibets besætning. Det afslår amerikanerne. Portugiserne tager dog ikke et nej for et nej og skibet sejles ind i en bugt og bundproppen lirkes op, hvorefter basen efter international lov er nødsaget at hjælpe de nødstedte.
  
Vraget ligger således ret på kølen på en skrænt i området ved Fiskemesterens Havn. Jeg svømmer ned langs ankertorvet temmelig spændt på hvad der er for enden. Sigten er imponerende og lyset trækker godt ned gennem vandsøjlen. Men brrr… her er koldt. Allerede på 8 meters dybde lurer konturen af noget, der absolut ikke er sandbund, jeg har glemt kulden og jeg når bagbord ræling ved de 11 m. Skibet hælder en del mod styrbord side ned af sandbunden, som nås omkring 15 m dybere. Jeg svømmer langs rælingen, som består af nogle kæmpe imponerende stykker træ, et godt stykke ned agter, og inden jeg når enden, er jeg indhentet af Bo og vi besigtiger sammen skruen og roret. Meget flot skrue, 3 bladet bronzepropel, men meget lille af sin størrelse (måske 70 cm diameter) vidner den om ikke at være den primære fartkilde for skibets fremdrift. Altså et sejlskib! - og vi finder i alt 3 stks master som ligger knækket ud over bunden styrbord. Turen går videre op på dækket, hvor rattet står som kaptajnen forlod det i et styrehus, der kunne være langt mere forfaldent. Jeg ser selvfølgelig straks en buskhoved der trykker sig ind i et eller andet rør, men Bo er forsvundet og er vist slet ikke interesseret i at se min yndlingsfisk. Jeg fortsætter turen langs rælingen styrbord fremad, hvor jeg finder endnu en overbygning. Det er som hele fronten består af én overbygning delt op i flere sektioner og der er en masse store dimser, jeg absolut ikke aner hvad er. Efter laaaaang tid når jeg stævnen, hvor jeg forundres af et påhæftet bovspryd af overordentlig størrelse, der rager mindst 10 meter ud. Så imponerende og selv en kæmpetorsk ser lille ud som den gemmer sig i den vajende kelp. Kelpen er faktisk enormt talrig på det meste af vraget og efter længere tids selskab af arktiske ingeniører er der ikke langt til tanker omkring en eventuel udnyttelse. At dømme efter kelpens smidighed, styrke og elasticitet, må der helt sikkert være noget værdifuldt i dem - måske der skulle forskes lidt i udnyttelse af antioxidanter eller planteolier til brug i kropssmøreprodukter. Blot gode ideer – men hug dem bare - måske de allerede er taget. Tilbage på vraget svømmer jeg en tur væk fra vraget. Det er et vældigt stort velbevaret træskib og virkelig imponerende at se helt forfra. Hvor ville det være sjovt at se uden bevoksningen og al mudderet på dækket.

På vraget

Jeg forlader stævnen og svømmer atter ned mod agter. På vejen finder jeg Michael, som får forevist rattet i styrehuset. Der ligger mange mindre dimser spredt ud, som jeg heller ikke ved hvad er – lidt gravearbejde her ville sikkert være spændende. Hele dækket er dækket med 10-15 cm mudder, og selv om jeg fornuftigt nok har tørhandsker på, kan jeg ikke helt stå for fristelsen. Min hånd rammer noget glat og stort – ihhh tænk om jeg har fundet skattekisten i guld med portugisiske ædelsten. Det er noget ret glat noget og noget svært at bugsere op gennem mudderet, men jeg jubler højt og Bo kommer ilende til og hjælper mig med at hive et vinduesglas op… suk suk suk – så gider jeg ikke grave mere. Jeg er ellers ret overbevist om at der gemmer sig gode ting og sager i mudderet og helt sikkert også ude på sandet ved styrbord side. Men jeg er ikke den eneste der ønsker en souvenir og ved torvet er to dimser hægtet fast og danser i den lette strøm. Brrrrr…. her er sgu lettere koldt, men eftersom jeg ikke helt ved hvornår jeg kommer til at dykke her igen suser jeg lige en hurtig tur rundt på dækket, tænk om jeg har overset noget spændende. Pludselig dukker en trappe op – men der ser noget mudderet ud nede i hullet.

Mine fingre er ved at knække af som istapper, tiden siger 38 minutter og de andre ligger an til at forlade vraget, så jeg følger med op. Skønt vrag som jeg allerede glæder mig vanvittigt til at se igen en dag. Brrr – mine fingre er stivfrosne nu og gør ondt, så sikkerhedsstoppet bliver ikke så meget som overvejet. Oppe bliver jeg hurtigt hjulpet ud af udstyret og jeg hopper lidt rundt for at få varmen, mens Bo bugserer hans souvenirs ombord. Jeg kan tydeligt mærke misundelsen stige mens han skraber mudderet ud af kompashuset og overvejer om jeg vil miste mine fingre, hvis jeg hopper i igen.

Vel oppe overfladeberetter vi en del. Både Michael og jeg er vanvittigt begejstrede og jeg må indrømme, at udover buskhovedet, kelpen og udnyttelsespotentialer har jeg ikke skænket biota’en en tanke under dykket. Bo er årsagen til mudderet nede i hullet for enden af trappen, og udover to trapper der leder ned til to dækshuse, beretter han om flere detaljer, så der begynder at tegne sig et billede af vraget.  Der har været spændende og vi er alle tre enige om at det ikke er sidste gang, vi dykker der.
 
Den lange version:
Sommerudstationeret på Grønland og efter næsten 2 måneder på tur i Vest-Grønland og flere helt absurd skønne grøntsagsdyk, hvor bl.a. nøgensneglene er så talrige at de observeres promenerende på sandbunden, er det på tide med et vragdyk.  En spontan invitation fredag eftermiddag fra Sirius byder på en 4 dages tur fra Sisimiut ned til syd for mundingen af Kangerlussuaq til Grønlands største bygde, Kangaamiut, der synes at være i en tilstand af behov for ny kaj-belægning og nye kaj-zinkanoder.  En tur med drengene er svær at sige nej til, især når dykkerudstyret trænger til at blive skyllet og hjemrejsen synes alt alt for tæt på. En hurtig beslutning og jeg annullerer fornøjeligt hjemrejsen og dykkerudrustningen fundet frem i en ruf.

Lørdag morgen bliver der pakket dimser og andet godt – en dykkers rod er jo proportional med pladsen – og pyyy… der er god plads på Bo’s Targa et eller andet. Et arbejdshold er sendt afsted ugen i forvejen og venter nu på at Bo dukker op til dykkerarbejdet under kajen, så kajen atter kan stå smuk i sin nye kjole af nyt træ og glitrende metal. Så ad sti af sted med os. Vejret er ikke helt perfekt, og vi når ikke langt uden for Sisimiuts havn før Bo spørger mig om jeg har sejlet i store bølger før. Om jeg har? – tænk at han tillader sig at spørge sådan en garvet dykkerrotte som mig om det! Der skal ikke simres meget før der dukker adskillige tegnefilm af Havgassen frem i dårligt vejr – jeg kan sågar huske et så dårligt vejr at badekarret blev omdirigeret fra 5 sømil ude i Kattegat til en tur på Undine i Østersøen. Men vi når nu ikke meget længere end ud af Ulkebugten før gigante bølger i mange meter klassen viser tænder og vælter imod os, og den førnævnte Targa 35 med matros og skipper er usynlig for omverdenen! Men vi er heldigvis ikke i Havgassen her! Jeg surrer mig godt fast i matrossædet og er glad for, at det kun er et par åbne områder, der skal krydses, førend vi kan krybe i læ indenskærs.  

Ikke hel skarp men klar

Vi sejler forbi en gigantisk gruppe > 50 stk grønlandssæler som puffer op over vandet på skift – det ligner det der spil hvor man skal slå nogle frøer i hovedet med en kølle. Ikke at jeg endnu kan prale af at have taget livet af en sæl – og jeg tror at jeg til det formål vil foretrække en riffel, men sjovt ser det ud – og der er langt flere grønlandssæler her end frøer i spillet.

Ikke nok med at vi har ramt et vejr med relativt høje bølger der tvinger os indenskærs, så viser tidevandet også sin vilje og rammer os. Selvom Sirius ikke stikker særligt dybt kan jeg tydelig ane på Bo’s øjenbryn at han gerne vil have en anelse mere end 45 cm vand, så et sted lige før en særdeles smal og lavvandet passage skal passeres smider vi anker og venter på højere vande. Det er skønt med ro til en kop kaffe, lidt historiefortælling og andre fornødenheder - inkl et besøg af dr House - i disse meget smukke omgivelser.

Imens man venter på højvande

Efter et par timer med stigende vande sejler vi videre på vores færden og krydser mundingen af Kangerlussuaq. Lige syd for sejler vi ind i en lille vig kaldet Fiskemesterens havn. Der er nu ikke meget havn over det og Sirius er den eneste båd i miles omkreds udover et træskib på havets bund, der fint træder frem på skærmen. Ihh - hvor jeg glæder mig til at hoppe i vandet her.

Omgivelserne er så fine og jeg lytter med store ører til Bo’s eventyrfortælling om skibet som ikke gør det mindre spændende. Men ak – speederhåndtagene er i havnet i Bo’s store grabber og han mumler noget om arbejde før fornøjelse, matrosjob, kahytjomfrujob samt andre særdeles ukendte og uhørte eder. Og før jeg er færdig med at plage om et hurtigt dyk skyder vi atter 24 knob frem med kurs direkte sat mod Kangaamiuts kaj… suk.

Kaangamiut

Kaangamiut er en rigtig fin bygde, der med sine 300 indbyggere udgør den største i kategorien i Grønland og der er vist noget med at det oprindelige Sukkertoppen blev anlagt ved Kaangamiut som koloni, før den blev flyttet til sin nuværende placering Maniitsoq pga dårlig eller manglende opankringsplads for større skibe. Det må have været dengang for længe siden, for med de nye dæksplanker kan der vist ikke ønskes en finere kaj.

Vi ligger os på ydersiden af Sirius anden båd, Vega, en 50 fod kingfisher, så her er masser plads til mere dykkerrod. Efter en overfladisk inspicering af Michael med crew’s arbejde, aftensmad og et par obligatoriske afsnit af Topgear kryber jeg i soveposen i jomfruburet i Targa’en og hvis det ikke er for den konstante hårde gnubben af båd mod fendere, sover jeg skønt.
Om morgenen har vinden lagt sig og selvom solen ikke ligefrem skinner fra en klar himmel, lover dagen godt. Jeg har vist sovet lidt længe og de andre har nået at spise morgenmad to gange, så jeg snupper hurtigt hvad jeg finder egnet til morgenmad – og det er ikke den rå klump sildepisker der ligger i kabyssen...

Arbejdet på kajen kalder en stor del af bygdens mandige indbyggere ud af husene – mændene står med hænderne i lommen og kigger nysgerrigt, mens den yngre del i form af små drenge rask væk okkuperer hamre og andet værktøj og invaderer bådene. Det hele kumulerer da Bo bliver iført sin gule hjelm og bumler i vandet – meget spændende - jeg må med på andet dykket!
Faktisk er det lidt interessant hvordan manden med den gule hjelm skærer og svejser under vandet, og muslinger og søstjerner kalder til bal med det fineste disco lys. Det er dog begrænset, hvor længe jeg gider danse med de femarmede, så jeg svømmer væk fra kajen og over på modsatte side af den smalle sejlrende. Michael har givet mig et hint om at jollerne lægger til en flydepram i en mindre vig, så der er formodning om at kunne dykke blandt hvalknogler og sæl kadavere.

Lidt sæl kadaverer

Og ganske rigtigt finder jeg masser af halvfede sæler liggende blandt noget større knogler og hundredvis af gamle ølflasker – der vist tilhører versionen før panten blev indført. Interessant sted at dykke – masser af bunddyr og udover de meget levende kadavere bliver jeg angrebet af flere ulke på størrelse med hvalhajer… ps alting ser en tredjedel større ud under vand! Vandet er nu småkoldt, så da jeg har set nok suser jeg tilbage. Oppe tiltusker jeg mig varmen med en kop amputeret trylledrik, suk… varm solbærsaft keder sig trætteligt uden en sjat rom eller to, men det varmer nu de frosne fingre alligevel. Manden med den gule hjelm dukker op af dybet og frigør Michael fra kontroltårnet som bliver lukket ud af den røde container.

Lidt fra vraget

Aftensmaden byder på klumpen af sildepiskeren og jeg må tilstå at havde jeg ikke fået varmen, så stiger temperaturen da der lokkes et stykke med matek’en ind. Tyggeligt, men slet ikke i stil med det bacon der bliver stegt af fedtlaget og slet slet ikke med den sildepiskerbøf, Michael tryller frem – mums!
Det bliver endnu en sen aftensmad og der går ikke mange afsnit Topgear til før jeg forlader Vega og drengene og finder jomfruburet på Sirius.
Næste morgen springer jeg ud af køjen ganske tidligt synes jeg, og når da også at sætte det store morgenmadsbord frem, fremtryllet af det sparsomme udvalg bygdens brugseni byder på, før drengenes tarme når at skrige efter morgenmad nummer to.

Solen skinner fra en skøn blå himmel og dagen forsvinder alt for hurtigt med at være turist i bygden og på fjeldet. Her er temmelig fint. Husene ligger på en fjeldside og er forbundet med hinanden i et virvar af trapper og gangbroer og flere gange på min tur ender jeg i en blindgyde foran hoveddøren på et af de farverige huse. Det er en skøn årstid med kræs for sanserne. Luften er mild med en anelse frost, sortebærrene er modne, grønlandsposten står stadig grøn og velduftende, jagten er sat ind og der er hængt rensdyrkød ud på husvæggene til tørring blandt gevirer og moskuskranier. Jeg passerer de sidste huse og går videre ud i fjeldet, hvor den smukkeste udsigt ind over Evighedsfjorden dukker op og afkræver sin tid. Vel tilbage på kajen er vandet stigende, men anoderne er nået udskiftet og fastsvejset og kajen står færdig og funklende. Det bliver til en sen frokost, proviantering af fornødenheder, oprydning og skurren og så ellers ad sti af sted videre på tur. 

Grønlandsk hygge

Jeg er heldig. Inkluderet i turen er en svipstur til Maniitsoq, hvor der skal hentes en båd. Der skulle også være ganske pænt og der har jeg heller aldrig været før, så jeg tager matrostrøjen på og smutter med. I mens gør Michael klar og sejler Vega mod Fiskemesterens Havn, hvor vi har planlagt at mødes til aftensmad. På trods at der ikke bruges meget tid på at studere de hvaler vi ser undervejs… hmf, tager turen dog noget længere tid end planlagt og vi sejler afsted fra Maniitsoq i tusmørket med et tiltagende blus på nordlyset. Trods nordlys og projektør synes jeg at spændingen stiger som vi med fuld fart frem sejler indenskærs og her dukker flere og flere små rev frem af mørket. Bo er dog cool som altid og er der en mand hvis hænder jeg tør ligge mit liv i, så er det Bo’s store grabber – men en kold øl ville være godt lige nu. De kolde øl er dog efterladt til køl på Vega men bliver snapt knappet op, da vi endelig når frem til Fiskemesterens Havn, Vega og vraget der venter på bunden.

Brandmænd findes også deroppe

Stjerner og nordlys er på fuldt blus – men her er temmelig grønlands koldt og den varme aftensmad på Vega trækker, så portugiseren lader jeg vente til dagslys.
Et par øl, en sjat jägermeister, en god sjat rom og masser af nordlys og røverhistorier senere klatrer jeg over rælingen til Sirius og kommer først ud af fjerene noget senere end forventet. Solen skinner fra en skyfri himmel og mens Bo genberetter fortællingen om vraget kommer vi i udstyret. Historien går på at det er et træskib af portugisisk herkomst med straffefanger, der plages med torskefiskeri til bakalau. Om skibet har succes og var tungt lastet med saltede torsk er uvist men vinteren indhenter dem og de kommer for sent afsted mod varmere himmelstrøg. Det er i slutningen af 30’erne eller starten af 40’erne, hvor amerikanerne er ved at etablere basen i Søndre Strømfjord op og basen anmodes om overvintring til skibets besætning. Det afslår amerikanerne. Portugiserne tager dog ikke et nej for et nej og skibet sejles ind i en bugt og bundproppen lirkes op, hvorefter basen efter international lov er nødsaget at hjælpe de nødstedte.   

Vraget ligger således ret på kølen på en skrænt i området ved Fiskemesterens Havn. Jeg svømmer ned langs ankertorvet temmelig spændt på hvad der er for enden. Sigten er imponerende og lyset trækker godt ned gennem vandsøjlen. Men brrr… her er koldt. Allerede på 8 meters dybde lurer konturen af noget, der absolut ikke er sandbund, jeg har glemt kulden og jeg når bagbord ræling ved de 11 m. Skibet hælder en del mod styrbord side ned af sandbunden, som nås omkring 15 m dybere. Jeg svømmer langs rælingen, som består af nogle kæmpe imponerende stykker træ, et godt stykke ned agter, og inden jeg når enden, er jeg indhentet af Bo og vi besigtiger sammen skruen og roret. Meget flot skrue, 3 bladet bronzepropel, men meget lille af sin størrelse (måske 70 cm diameter) vidner den om ikke at være den primære fartkilde for skibets fremdrift. Altså et sejlskib! - og vi finder i alt 3 stks master som ligger knækket ud over bunden styrbord. Turen går videre op på dækket, hvor rattet står som kaptajnen forlod det i et styrehus, der kunne være langt mere forfaldent. Jeg ser selvfølgelig straks en buskhoved der trykker sig ind i et eller andet rør, men Bo er forsvundet og er vist slet ikke interesseret i at se min yndlingsfisk. Jeg fortsætter turen langs rælingen styrbord fremad, hvor jeg finder endnu en overbygning. Det er som hele fronten består af én overbygning delt op i flere sektioner og der er en masse store dimser, jeg absolut ikke aner hvad er. Efter laaaaang tid når jeg stævnen, hvor jeg forundres af et påhæftet bovspryd af overordentlig størrelse, der rager mindst 10 meter ud. Så imponerende og selv en kæmpetorsk ser lille ud som den gemmer sig i den vajende kelp. Kelpen er faktisk enormt talrig på det meste af vraget og efter længere tids selskab af arktiske ingeniører er der ikke langt til tanker omkring en eventuel udnyttelse. At dømme efter kelpens smidighed, styrke og elasticitet, må der helt sikkert være noget værdifuldt i dem - måske der skulle forskes lidt i udnyttelse af antioxidanter eller planteolier til brug i kropssmøreprodukter. Blot gode ideer – men hug dem bare - måske de allerede er taget. Tilbage på vraget svømmer jeg en tur væk fra vraget. Det er et vældigt stort velbevaret træskib og virkelig imponerende at se helt forfra. Hvor ville det være sjovt at se uden bevoksningen og al mudderet på dækket.

Skitse af vraget

Jeg forlader stævnen og svømmer atter ned mod agter. På vejen finder jeg Michael, som får forevist rattet i styrehuset. Der ligger mange mindre dimser spredt ud, som jeg heller ikke ved hvad er – lidt gravearbejde her ville sikkert være spændende. Hele dækket er dækket med 10-15 cm mudder, og selv om jeg fornuftigt nok har tørhandsker på, kan jeg ikke helt stå for fristelsen. Min hånd rammer noget glat og stort – ihhh tænk om jeg har fundet skattekisten i guld med portugisiske ædelsten. Det er noget ret glat noget og noget svært at bugsere op gennem mudderet, men jeg jubler højt og Bo kommer ilende til og hjælper mig med at hive et vinduesglas op… suk suk suk – så gider jeg ikke grave mere. Jeg er ellers ret overbevist om at der gemmer sig gode ting og sager i mudderet og helt sikkert også ude på sandet ved styrbord side. Men jeg er ikke den eneste der ønsker en souvenir og ved torvet er to dimser hægtet fast og danser i den lette strøm. Brrrrr…. her er sgu lettere koldt, men eftersom jeg ikke helt ved hvornår jeg kommer til at dykke her igen suser jeg lige en hurtig tur rundt på dækket, tænk om jeg har overset noget spændende. Pludselig dukker en trappe op – men der ser noget mudderet ud nede i hullet.

Nat huset på vej op

Mine fingre er ved at knække af som istapper, tiden siger 38 minutter og de andre ligger an til at forlade vraget, så jeg følger med op. Skønt vrag som jeg allerede glæder mig vanvittigt til at se igen en dag. Brrr – mine fingre er stivfrosne nu og gør ondt, så sikkerhedsstoppet bliver ikke så meget som overvejet. Oppe bliver jeg hurtigt hjulpet ud af udstyret og jeg hopper lidt rundt for at få varmen, mens Bo bugserer hans souvenirs ombord. Jeg kan tydeligt mærke misundelsen stige mens han skraber mudderet ud af kompashuset og overvejer om jeg vil miste mine fingre, hvis jeg hopper i igen.

Det fine nathus

Vel oppe overfladeberetter vi en del. Både Michael og jeg er vanvittigt begejstrede og jeg må indrømme, at udover buskhovedet, kelpen og udnyttelsespotentialer har jeg ikke skænket biota’en en tanke under dykket. Bo er årsagen til mudderet nede i hullet for enden af trappen, og udover to trapper der leder ned til to dækshuse, beretter han om flere detaljer, så der begynder at tegne sig et billede af vraget.  Der har været spændende og vi er alle tre enige om at det ikke er sidste gang, vi dykker der.
 
Tiden er løbet fra os, og Bo og jeg skal skynde os hjem – mine forsøg venter, så efter en hurtig frokost siger vi farvel til resten af crew’et, som tager videre på eventyr og moskusjagt. Ad sti af sted og afsted suser vi – krydser Søndre Strømfjord, sejler indenskærs gennem meget lavvandede områder og krydser flere fjorde, hvor bølgerne er i flere meter klassen, og godt tre timer efter dukker Sisimiut frem på fjeldsiden.   
 
Sikke en skøn tur og trist at der ikke er mere for denne gang – men som oftest slutter de alt for gode ting alt for hurtigt.