25/9-2011

Hanöbugtens kolde gys
Selv om der er langt at køre og positionerne vi ville undersøge også gav lang sejltid, lykkedes det alligevel at finde et par Havbasser, som ville deltage. Henrik og jeg har talt om disse vragpositioner i omkring 5 år og nu, men nu skulle det være. Vi har før været tæt på, men så er der hver gang dukket noget andet op, som har tiltrukket vores opmærksomhed. Nu var der ingen vej tilbage, Kim Røn og Nicolaj var klar og vi skulle mødes i Simrishamn, ved slæbestedet.

Første indtryk da vi svingede ned på havnen, var tågen som lå tyk over havet. Det er selvfølgelig ikke noget radaren ikke kan løse, men det er nu alligevel rart at se hvor man sejler, når man skal 20 sømil ud i havet.

På vej på eventyr

Østersøen lå spejlblank foran os og det skulle vise sig, at så snart vi forlod kysten, klarede vejret noget op og nu havde vi blot en let dis, med en sigt på et par sømil. Efter en herlig, - men kold – sejltur, var vi fremme ved første position. Efter længere tids søgen, måtte vi konstatere at der intet vrag var. End ikke stenet, eller ujævn bund som kunne have narret finderen af ”vraget” og som kunne have undskyldt fejltagelsen, var at se. Nå men det er jo ikke første gang vi har ladet os narre, så vi sejlede omkring 5 sømil mod næste position. Her var der et vrag og positionen var meget nøjagtig, der var bare det, at bunddybden var 55 meter og vraget var bare 1½ meter højt. Vi havde forberedt os på, at dykke på den behagelige side af 50 meter og havde derfor nitrox 28 på flaskerne. Havde vraget været 5 meter højt, havde jeg nok kunne lokkes i vandet, men der var bred enighed om, at vi ikke behøvede dykke på stedet som det nu engang var.

Af sted over havet igen, mod dagens tredje position. Her havde vi været tidligere for et par år siden, men i dårlig sigt og vi forventede derfor at kunne fravriste vraget nogle af dets hemmeligheder, såfremt sigten denne gang var bedre. Bunddybden er 48 meter på stedet og vraget lodder 4-5 meter op, havet lå stadig blankt omkring os og solen havde også brændt så meget dis væk, at man nu kunne kalde det en solskinsdag.

Mindre udstyr kan gøre det, men sig det endelig ikke til Nicolaj

Nicolaj på vej, ned gennem det kolde klare vand

Der var rigtig god sigt denne dag, men pivende koldt. Det nev i fingrende, allerede efter 10 minutters dykketid og herefter kom der kuldesignaler fra andre kropsdele også. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har afkortet et dyk på grund af kulde, på denne årstid. Selv på deko klaprede jeg tænder i samtlige 15 minutter, det var jo nærmest vinterdykning. Men bortset fra det, havde vi en rigtig god oplevelse på vraget, med masser at se på.

Lidt ting og sager omkring styrehuset

Også et par hele lanterner, stod og grinede til os

Lidt hygge mellem dykkene

Da alle havde fået set og rørt og filmet på vraget, sejlede vi mod Simrishamn igen, dog ville Kim og jeg lige se vraget af ”Villon”, en kedelig coaster som sank i 1980-erne og som ligger lige udenfor havnen, på 37 meters dybde. Vi har sejlet over den mange gange efterhånden, men nu ville vi altså se den med vore egne øjne. Loddet blev smidt og jeg fulgte efter, uanset min ringagt for coastere fra 1980-erne, var det altså betagende at lande foran broen i 20 meter sigt og se masterne tårne sig op, både foran og bag mig.

Sonarbilledet viser foruden vraget, også dykkeren på vej ned

Det var 25 minutters svømmetur både ude og inde, jeg ikke vil fortryde. Herefter var det bare ind i havnen og op med båden og igen af sted over Skåne. Men næste gang vi skal i Hanöbugten, bliver det med nogle bedre positioner og med en tykkere inderdragt.

Allan Jensen og foto, Kim Rønn.