1/8-2011

S.S. Tanja og S.S. Minos 
Allerede fredag aften så vejrudsigten fornuftig ud for den kommende uges første dage, og der blev hurtigt lidt gang i mail og sms. Enden på kommunikationen blev, at vi skulle en tur i Østersøen med Henriks båd. Mødetid kl. 7:00 i Kastrup, og vanen tro blev vejrudsigten i sidste øjeblik ændret til noget, der alligevel ikke var så godt som lovet. Vi valgte at tage over og se lidt på forholdene og derefter vælge målet for dagens tur. Hurtig ompakning i et par biler, mens vi mukkede lidt over det tågede vejr. Da vi krydsede Øresund, kunne vi se noget meget smukt lys med en sol, der næsten kunne skinne igennem tågen, men nede på vandet var der ærtesuppe. Vi håbede, at solen i løbet af kort tid ville få gjort kål på tågen, men tågen fortsatte hele vejen sydpå, og i Smygehamn var den til at tage og føle på. Faktisk kan man sig at Smygehamn sjældent har været pænere, for vi kunne ikke se så meget af den! Mens vi læssede båden, kom en fisker og advarede os mod at sejle ind i hans garn, der lå kurs 130° og et kvarter ude… Vi tænkte, at medmindre det var enorme drivgarn, så havde vi en chance for at undgå dem. Vi hilste også lige på en gruppe af bekendte inkarnerede vragrøvere, der skulle på eventyr. De havde vist noget nyt, de skulle søge lidt på.

På vej mod ?

Vi kom ud af havnen, bølgerne var endnu til at tag og føle på, så vi sejlede lidt mod syd, mens vi så lidt efter et passende mål for dagen. Bølgerne var ikke så slemme endda, så vi valgte at tage på langfart – kursen mod S.S. Tanja blev udstukket, og så gik det ellers et parogtredive sømil mod sydøst – ca. kurs 130°…
 
Sejlturen var pissekold og ikke en augustdag værdig! Der var så tåget, at alt blev vådt og fartenvinden kølede en hel del. Vi var nødt til at tage inderdragter på for at holde varmen, men så måtte man jo også beskytte den mod at blive gennemblødt. Jeg havde ikke de store kvaler, for jeg vidste, at jeg ville blive våd, når jeg kom i, men det var alligevel ikke rigtigt behageligt. Henrik havde også tændt for radaren, og det var da rart at vide lidt om, hvor medtrafikkanterne var henne, for de truttede godt i deres tågehorn undervejs. Nogle af dem virkede meget tæt på, men vi kunne kun se dem på radaren, så vi blev ikke så urolige, som vi ville ha’ været i en båd uden dette praktiske hjælpemiddel.
 
På positionen var vandet næsten helt fladt og vi havde vel en sigt – over vandet – på et par hundrede meter og vi mente at vi godt kunne dykke. Der var jo en sømil til den nærmeste officielle sejlrute.
 
Men vi fik smidt loddet, og der løb kun en aldeles minimal strøm, så forholdene til selve dykningen var fine. Vi fik kastet Henrik og Thomas i vandet og holdt lidt udkig imens, for der kunne jo komme en lystsejler der ikke havde set os. Hvis det var en sejlbåd ville der ikke ske alverden, for vinden var flovet helt! Tågen hang dog stadigvæk ved, så det var lidt irriterende. Det var heldigvis nemt at se hvor folkene i dybet opholdt sig, boblerne var ganske tydelige på det flade vand. Efter ca. 45 min var der folk på deko, og PPP hoppede i; jeg selv gjorde klar, så jeg kunne komme i, når der var folk tilbage i båden – altså, så klar man kan blive, når dragten ikke lukket og man har ryglynlås.

Nu kan det kun blive værre!

Da 1. holdet var oppe, fortalte de lidt om forholdene i dybet, hvor nathuset, kompassokkel, koøjer og meget andet lå og flød, kun skjult af guld og diamanter. Men der skulle alligevel bindes af – synes Henrik, mens Thomas afgjort mente, der var potentiale i vraget. Jeg kunne så selv bestemme. Peter var på vraget, så han kunne ikke komme med sit besyv!
 
Jeg hoppede i, gik ned ad tovet og på ca. 20 meters dybde blev vandet iskoldt og klart, men når man kom 15 meter dybere blev vandet igen varmere og sigten dårligere. Ikke Øresundsdårlig, men der var nok kun 6-7 meter sigt på toppen af vraget og noget ringere ved bunden. Tanja ligger på siden, hvilket selvfølgelig giver en ekstra udfordring, da man måtte gå noget dybere og ind bag/under mange af de ting, der stadigvæk sad fast på vragets dæk. Den rest af lys, der nåede toppen af vraget var jo også helt væk. Der var mange detaljer på vraget. Masser af koøjer, der alle sad godt fast, trædækket var også nærmest intakt, og der var beslag og messingdimser mange steder. Hele vraget var rigt draperet med liner og kroge, så vraget var kendt af andre end os. Der var også nogle fine torsk, der luskede omkring dernede.

Sidder der endnu!

Jeg returnerede til bundtovet, og blev enig med mig selv om, at jeg havde set det nok for i dag. Jeg skulle jo binde af, og det blev så dagens eneste udfordring, udover at nå Kastrup kl. 7:00. Heldigvis var der bundet fast højt i vraget, og vel havde Henrik advaret mig om, at der var en del liner,og jeg nok skulle bruge kniv, men det var alligevel tæt på, vi skulle ha’ haft andet dykket samme sted.

Udfordring!

Julepynt

På båden var tågen ved at lette, der var vel en 5-600 meters sigt og vi kunne se en trawler, der havde sejlet rundt om os mens vi dykkede. Vi ville lige prøve, om vi kunne slå dem for et par nye positioner. Vi sejlede hen til dem og de talte tilmed dansk. Trawleren var fra Bornholm, og vi fik en enkelt position ud af dem. Ved nærmere eftersyn i navigatoren var det desværre en, vi havde i forvejen.

Er der mon noget godt i posen?

Vi sejle mod nord og ville dykke på den rigtige Minos, som ingen af os havde dykket på før. Solen var brudt igennem og den dårlige vejrudsigt holdt ikke – der var ikke en krusning på vandet, og varmen var til at tage og føle på.Da vi nåede vraget, kunne vi se skyer af fisk over vraget på ekkoloddet, og skipperen skulle naturligvis frarøve naturen et par kilo frisk fisk. De huggede også med det samme, 2 fine torsk, og så var der kun små for resten.

Ikke den største…

Vi fik smidt lod og dykkede samme rækkefølge som før. Strøm var der mindre end lidt af, og solen bagte hårdt, så dem, der skulle i først havde travlt med at komme i vandet.

½ salto med kvart skrue

Rækkefølgen var som sidst, og kort efter sad jeg alene tilbage i båden, kun med selskab af de måger, der havde nydt godt af fiskenes indmad. Jeg svedte mere end bravt og ventede til der var folk på tovet. Da de lå og betalte prisen for dybets glæder, kom jeg i dragten og få sekunder efter den første var ombord, kom jeg i vandet. Varmen var ulidelig, selv efter få minutter i solen i en halvvåd tørdragt.
 
På vraget var sigten god – 8-10 meter, vraget stod kølret, der var godt med torsk ovenpå selve vraget, selv om de reelle stimer af fisk befandt sig tæt på grænsen for at være synlige. Der var alligevel mange fisk inde på og i vraget. Der var tønder og trækasser rundt om på vraget og der var også resterne af rattet, der lå spredt ved lønningen i styrbords side. Der var adskillige døde torsk på vraget, alle med en krog og pirk i kæften, og vraget var i øvrigt spundet godt ind i liner. Godt at sigten var så fin, og mange af linerne er farvede. Efter en god halv times tid, var det igen tid til at binde af, og denne gang gik det mere smertefrit. Op i det varme vand, hvor min, ikke helt tørre, krop kunne opnå normaltemperaturen, mens dekogassen gjorde hvad den skulle i et kvarters tid. I øvrigt var det en sand befrielse at være fri for brandmændene på deko.

Surt show!

Op, og caféen på Ran var åben. Parasollen var kommet op, og der var trængsel i skyggen under den. Solen bagte ubønhørligt og vandet var heeelt fladt.

Caféen er åben
 
Skygge og kolde øl – næsten lige så godt som at være på arbejde…

Efter en kold forfriskning gik det hjemad med solen lige i fjæset. Ikke fordi vi manglede sol i hovedet, for vi havde vist alle fået mere, end godt var. Det var rart at sejle, fartvinden kølede lidt, men da vi nærmede os Smygehamn pakkede tågen igen til, og det blev faktisk koldt.

Godt man kender vejen, for man kan ikke se en skid!

Helt inde under land klarede det op igen. Inde i Smygehamn kunne vi se, at vores ihærdige venner ikke var kommet i havn endnu, deres biler stod der i hvert fald stadigvæk, så vi fik ingen nye løgnehistorier ved denne lejlighed. De ses nok til vragudstillingen eller på en eller anden tur, og historier har det jo som god vin med at blive lidt bedre med tiden. Vi tømt båden og spulet den ren for Smygehamns forbandelser, så skulle vi lige op i laden med båden, og, til allersidst, hjemad for at fylde flasker ­- man skal jo være klar til morgendagens udfordringer...
 
Kim R