7/7-2011

Endnu et nyt vrag 
Så oprandt endnu en dag med stabilt vejr, svage vinde og hermed muligheden for at nå langt ned i Østersøen. Jeg havde nemlig et vrag mere, blot et par sømil fra de sidste par stykker vi har fundet og selvom der stod ”lille vrag” på kortet, ville vi alligevel se hvad det var.
 
Selvom havet lå fladt foran os, var det overskyet og dunkelt. På vej over Skåne havde det endda regnet, men det holdt op da vi lagde båden i vandet. Sådan et gråvejr, dæmper iveren efter langfart noget, der er jo også vrag nok at vælge imellem tættere på land, men vi besluttede alligevel at sejle den lange tur.

Mastvraget ligger sådan cirka der

Fremme på positionen, kunne vi straks på ekkoloddet konstatere, at vraget ikke var så lille endda. Det havde nogen udbredelse og foruden at lodde 2-3 meter op, var der noget som stak yderligere højt op flere steder. Det kan være svært, at se præcis hvad der gemmer sig på havbunden, selvom båden er forsynet med sidescan sonar. Når dybden som her er 48 meter, er det lige på grænsen af hvad sonaren kan vise, så det er bare at komme i vandet og se efter. Men netop disse signaler fra instrumentere, hvor noget stikker højt op i vandet og som flere steder ikke har kontakt med havbunden, skaber altid lidt utryghed. Det kan være store mængder torsk som holder til ved vraget, men det kan også være mistede garn og trawl, som venter i mørket.
 
Nu må vi ikke glemme, at vi gør dette fordi vi elsker det og fordi vi ikke kan lade være. Det, at kaste sig ud i det uvisse og derved sætte sine evner og disciplin på prøve, for så at vende sikkert tilbage med ny viden, er ret opløftende. Så også denne gang oversteg forventningsglæden frygten og alle betænkeligheder var pist væk, da jeg gled ned gennem det tiltagende mørke. Før jeg ventede det, så jeg i det klare vand, noget af vraget under mig. Forreste mast står endnu på vraget og rager langt op i vandet, det må have været den vi kunne se på ekkoloddet. Ikke så langt fra masten, stikker noget andet tømmer højt op og imellem disse punkter og ned mod vraget, er alt spundet ind i fiskeliner, kniven måtte derfor frem og i brug, inden jeg kunne nå kæden og gøre fast i vraget. Mange store torsk mudrede op nede på vragets dæk og sigten her var ikke god, blot et par meter.
 
Herefter startede en rejse i eventyrets land, at betragte et af fortidens levninger, er aldrig den samme to gange. Der er selvfølgelig ofte de samme ting på et vrag; ankre, master, taljer og jomfruer fra riggen, spil og meget meget mere. Men det er alligevel vidt forskelligt fra vrag til vrag og der dukker også altid uventede oplevelser op. Det være sig positive, ved at man finde en eller anden interessant ting, eller nedslående oplevelser som her, hvor der var adskillige store torsk, døde og surret fast til vraget, af de liner som skulle have trukket dem til overfladen.
 
Vejret var klaret noget op og efter at Henrik og Johan havde haft deres dyk, enedes vi om at tage et dyk mere samme sted. Blandt de effekter vi havde observeret på vraget, valgte Henrik at bjærge en stentøjsdunk med noget inskription i, så vi måske ad denne vej kunne nærme os en identifikation.
 
Foreløbig lyder teksten i mit arkiv: ”MASTVRAGET”, bund 48 meter, vrag 46 meter, trævrag med jernstokankre, ingen last, agten smadret, stævn hel, sunket i starten af 1900-tallet. Fund: dunk med tekst: L.Wright & Son, South Shields, Bonded Store Merchants (dette viste sig at være en bisquit fabrik, som stoppede produktionen under dette navn i 1966).

Dunk til kiks?

Efter et par gode dyk på vores nye vrag, sejlede vi nu mod Excelsior for at tage et 3-die dyk her. Det var altså noget anderledes, at dykke på 29 meters dybde i solskin og 15 meter sigt, end på 48 meter i overskyet og måske kun 2-3 meter sigt. Jeg så roret og agterenden af Excelsior, allerede på omkring 15 meters dybde og blev helt opløftet, jeg svømmede de 35-40 meter op til stævnen, 3-4 meter over vraget og skabte lidt panik blandt de mange torsk. Tilbage langs bunden og så lige en tur mere igennem det hele, for at tage en af de store torsk jeg havde set gemme sig. Jo det var rigtig easy-diving, i forhold til dykkene tidligere på dagen; ingen mørke, ingen mudder og ingen fiskeliner at hænge fast i.

Glade drenge på vej hjem

Efter endt dykning her, var vi alle godt trætte og glædede os til at komme hjem, efter en hård, men dejlig dag på havet.
 
Allan Jensen