5/7-2011

SMS Undine 
God vejrudsigt og tidlig afgang så vi kunne nå at komme på Undine. Alt gik som smurt, Sten og jeg kørte fra Farum kl. 6.30, motorvejen var åben igen efter oversvømmelsen, og der var ingen trafikpropper, så vi nåede frem til tiden i Kastrup Lystbådehavn, hvor vi parkerede, læssede om og kørte af sted i et par varebiler med Andens ”Flyvepap” på slæb.
 
Vi kom ubesværet gennem de utallige vejarbejder på vejen til Smygehamn. Gensynet med Smygehamn var behageligere end frygtet, havnen lugtede kun lidt grimt, og, til en afveksling, var havnebassinet relativt klarvandet. Og der var faktisk levende småfisk ved slæbestedet!

Østersøens perle

Turen til Undine tog en lille times tid, og lige inden vi nåede helt frem, kunne vi se en anden dykkerbåd på vraget. Det var jo bedre end en fiskerbåd, der lagde garn ud, men ikke lige så godt, som at ha’ det hele for sig selv. Det var P-dyk, der havde været tidligt oppe – klokken var endnu ikke 10:00, og de var næsten færdige med deres første dyk. De skulle ikke dykke mere, men de havde vist nogle lange dykketider, og vi var jo lidt utålmodige. Der var jo dykkere nede, og vi kunne derfor ikke smide vores lod ned i hovedet på de fremmede mennesker. Jeg tog derfor loddet i hånden og kurede ned af deres bundtov, mens der blev givet line. Jeg var tvunget til at holde fast i bundtovet for ikke at styrte i dybet med loddet, men der var ikke bundet på båden, der var blot en 25 l dunk. Jeg fik generet alle de dykkere, der holdt deres dekostop på tovet, og en enkelt af dem var endda lige ved at få en ekstra tur i dybet, da kæden slog en tørn omkring hans stageflaske. Men han blev viklet fri, og jeg fortsatte alene nedad. Sigten på bunden var i bedste fald ussel < 0,5 meter, og jeg kunne ikke lige finde ud af, hvor på vraget jeg var, bortset fra, at der var en del løst vraggods, dybden var 46,8 meter og man måtte formode at være på bunden på ”dæksiden”, med alt det løse gods, der var. Jeg kunne ikke se vragets silhuet, men fik viklet kæde og det tunge lod og al den line, det venlige overflademandskab blev ved med at gi, godt ind i noget af det løse ”lort”, der var dernede.
 
Mens jeg søgte lidt efter et sted at gøre fast, f. eks. et vrag, kom Flemming forbi og fortsatte uden at hjælpe. Jeg tænkte, at han havde da vist planer og måske havde han en ide om, hvor på/ved vraget vi var. Senere skulle det vise sig, at han blot ledte efter vraget. Jeg brugte en del tid med at slæbe loddet lidt på må og få, men til sidst gik jeg lidt op og håbede at kunne se vraget lidt oppe i vandet. Sigten under 38 meter var ikke brugbar, og jeg kunne ikke se noget som helst, så jeg lod lod være lod og returnerede til båden med uforrettet sag. På vejen op kunne jeg ikke la’ være med at undre mig over hvorfor man ikke smider loddet i vraget. Vi holdt lidt udkig efter Flemmings bobler, og vi fik også halet loddet op og smidt det der, hvor vi gerne ville ha’ det – nemlig på vraget. Da Flemming sendte en dekobøje op, droppede vi en stageflaske med ilt ned til ham. Da Flemming havde fat i flasken, kastede vi linerne overbord og lod ham klare sig selv, mens vi kastede Sten i vandet ved vores egen bøje. Herefter fik Anders lidt udstyr på, så han kunne komme ned binde på. Alt imens dette skete, fik Flemming ordnet sine dekoforpligtelser, som jo var ubetydelige, da han dykker med en Cochran computer og hellere vil ha’ ondt i skulderen, end tage sin deko som en voksen mand!
 
Da Flemming var oppe og fik rigget af, kom Sten op fra et dyk på kølsiden af vraget. Vi hentede ham ved bøjen og gjorde båden fast, og kunne omsider slukke motoren og nyde stilheden, mens Jonas gjorde klar, så han kunne komme i vandet, inden Anden kom på dækket og stressede.

Kun en tåbe frygter ikke Anden...

Da alle var i båden efter første omgang, som jo ikke var den helt store succes bl. a. pga. den dårlige sigt, kunne vi slappe lidt af i solskinnet og debriefe lidt over formiddagens episoder, mens køleskabet blev etableret i dybet.

Kølemontør på sommerjob

Efter nogle timer oppe i solen var jeg klar til næste omgang. Og det var usigeligt meget bedre, end den første mislykkede tur. Sigten på vraget var væsentligt forbedret, muligvis på grund af den raske strøm, der løb langs med vraget. Sigten var 5-6 meter over vraget, nede på bunden var den stadigvæk ret dårlig, men dog meget bedre end før. 1-2 meter var der vel. Inde i vraget var sigten meget varierende. Alt fra 10 til 0 meter. Og Undine lignede sig selv, stadigvæk et dejligt og smukt vrag med masser af detaljer og rare sager. Og temperaturerne lignerde også sig selv, varmt på toppen, koldt i midten og varmt på bunden. Og der var hundredvis af torsk, alle store nok til at dø! De overlevede dog for denne gangs skyld. Meget kan man sige, men Undine er dyr i deko, og hvis vi ikke havde brugt ilt, havde vi nok ligget der endnu. Smart med Andens manifold, der sendes ned fra båden, så vi ikke behøver at svømme med stageflasker. Det kræver selvfølgelig, at man kan finde tilbage til bundtovet…
 
Da vi havde dykket færdigt, fik vi os en lille forfriskning, inden turen gik mod land, så chaufførerne kunne nå at dampe af og overholde de stramme promillegrænser i Sverige, inden vi skulle køre hjem.
 
Kim R