19/3-2011

Robert d. 19. marts 2011 
Endelig forår efter en alt for lang og isfyldt vinter- og selv her, den 19. marts, var der lidt morgenis inderst i havnebassinet efter nattefrosten, der hæmmede manøvreringen.! Anders var kommet hjem fra en af sine utallige skiferier og ville en tur på vandet, og det var jo meget passende for os andre! Kl. 10 i Rungsted, og så af sted … Det tog sin tid at gøre klar, men vi fik da fundet, samlet og læsset vores grej, og det meste fungerede nogenlunde efter overvintringen, selv om der var et par regulatorer, der var lidt trætte.

Gæster på Robert

Vi kom efter en halvkølig sejltur ud til Robert, hvor der var gæster på ”vores vrag”. ”Vores vrag” er efterhånden så meget sagt, for vi har ikke været der siden november, hvor vinteren lukkede Rungsteds slæbested helt til. Scansub havde kroget vraget, men havde ikke dykkere i vandet, så vi kunne lige nå at smide loddet, og derefter Anders i efter det. Herefter skulle Flemming og Sten dykke, og Marianne og jeg skulle slutte feltet af. Dykningen afvikledes udramatisk, og meldingen fra dybet var en sigt på 2-3 meter og en temperatur på 3-4 grader på bunden. Overfladetemperaturen var mellem 0 og 1 grad, og der var ikke strøm af betydning, til gengæld var der elendig sigt i overfladen.
 
På vraget var der en del trådnøgensnegle, masser af små rejer, mange rødtunger, enkelte buskhoveder og glyser. Ingen af de fast residerende gamle kendinge, sortvelsen og langen, var at se, men om de var der eller ej, må stå idet uvisse, for det var ikke langt fra ”gæsternes” bundtov og sigten var mildest talt noget udfordret… Ellers ikke noget nyt, så jeg havde god tid til at blive irriteret på mit lortekamera, der simpelt hen ikke kan stille skarpt på noget, der er tæt på, men man kan vel sige at det ”langt fra er godt nok”..

Buskhoved under sønellike

Efter en lille halv time var det tid til afbinding, og her kom dagens næststørste udfordring efter at have taget sig sammen til at komme af sted. Den stolpe, der var gjort fast i, var blevet trukket hen til og ind igennem søgelænderet, og der skulle arbejdes hårdt for at få trukket stolpen så langt tilbage, at kæden kunne frigøres, og båden huggede i de stadigt større bølger. Under denne aktivitet fik jeg vredet mig så meget, at halsmanchetten tillod en spand koldt vand at løbe ind, og det var ikke dagens rareste oplevelse. Men jeg fik til sidst frigjort kæden og fik hurtigt overhalet Marianne op ad tovet. Jeg var heldigvis velsignet af en fed nitrox lige på grænsen af det fornuftige, så jeg skyldte ikke noget på tovet.
 
I båden var foråret for alvor kommet og vi kunne rigge af i solskin, hvilket jeg satte stor pris på, da jeg, bogstaveligt talt, stod i vand til knæene!
 
På sejlturen tilbage til Rungsted kunne vi nyde den store mængde fugle, der lå på revet nord for Hven, og vi fik bl. a. jaget en flok sangsvaner op. De var lidt gumpetunge, så vi kom tæt på de store fugle, men vi ramte ikke nogen af dem.

Hjemme i havnen igen.

I havnen var isen væk, og der var ikke trængsel på slæbestedet og vi var hurtigt på vej hjem.
 
Kim R