9/2-2011

S/S Otto 
Det havde været “forår” et lille stykke tid, eller i det mindste en smule mildere for en tid. For en kort tid, for som vi nærmede os onsdagen, så lignede det den sidste dag i en relativt mild periode og vinteren ville atter stå for døren. Hvis man ville spille sine sparepenge på noget sikkert, så var det nok at forholdene ikke ville være de bedste, efter at vi var ramt af stormen døgnet før. Allan Jensen talte om 1 meter over daglig vande i Rungsted havn tirsdag aften, al det overskydende vand måtte jo ud af Sundet på et tidspunkt, med strøm til følge.

Crew i Helsingør

Nå, men det kunne ikke lade os kue og vi var og vi var 4 Havbasser og en gæst, der mødtes på Helsingør havn lidt over middag. Dvs. 4 og en gæst, for Kasper tog sig god tid, det fik han også at høre for. Vejret var dejligt, en let vind fra NV, der senere skulle slå over i V og helt flove. En smule sol prøvede ihærdigt at dæmme op for den kolde nordenvind. Fra havnen kunne man se midtfarvandsbøjen stå lodret, hvilket den ikke gør så ofte, så ikke meget strøm, so far so good. Men vi manglede vi lige direktøren fra Mlarsen og af sted det gik, til gengæld vidste vi hvem der skulle binde på. Nu skal det jo ikke lyde sådan at vi straffer folk der kommer for sent, åh jo, det gør vi jo!

Lad de sidste blive de første

Lidt hård dønning i snuden, men de under 2 mil til Otto er jo ingen sag, vi fik dog et par skyller ind over. Bøjen havde ret, ingen strøm i overfladen og det var faktisk lidt underligt at finde et godt sted at smide dræget uden den sædvanlige afdrift, men smidt blev det. Kasper var hurtigt i grejet og hoppede i og Thomas derefter, lige inden det var tid til at samle bøjen op. Da båden var bundet i, gjorde Frederik sig klar og jeg lige efter.

Så kan det ikke blive meget bedre at se på

Vandet var ret mælket i overfladen og lyset forsvandt fuldstændigt fra 10m og nedstigningen gik i bulder mørke. Jeg tændte ikke lygten som jeg plejer, for at vænne øjnene til mørket, hvilket resulterede i at jeg næsten mærkede vraget før jeg så det. Sigten var under 2m på vraget og der var som nat. Jeg tændte lygten og genkendte hurtigt den david vi var bundet på i. Frederik lå for enden af kæden og talte kædeled. Som om den dårlige sigt ikke var nok, så løb der også en god strøm over vraget og man skulle lige finde balancen, den var så kraftig at man blev nødt til at hive sig frem på vraget, i hvert tilfælde så kraftig at det ikke var rart at slippe kontakten med vraget, blev man bare skyllet en meter væk fra vraget så kunne man jo ikke se det!
 
Jeg svømmede en vilkårlig vej og genkendte hurtigt hvor jeg var, krydsede over vraget og ud over siden for at finde lidt strømlæ. Der var godt turbulent på bunden og turde ikke forlade skibssiden for at lede efter rødspætter ude på bunden. Så en enkelt stor taskekrabbe og begav mig op på lønningen igen og fik et chok da der kom drivende noget hvidt tovværk lige i hovedet på mig. Jeg fik lidt styr på bundtet og prøvede at hive den lange ende til mig. I den ende sad Thomas, der havde fundet et paraplyanker med tov tilhørende og fine tekdekoringe dekoreret på. Jeg troede først at Thomas ville binde mig til vraget med det og med en næsten tilsvarende oplevelse frisk i erindringen med Kim der sidste år også fandt et anker. Jeg skulle lige til at stikke af, da jeg forstod at Thomas ikke helt vidste hvor bundtovet var. Han slap tovet og fik en guidet tur tilbage. Herefter tog jeg turen ud i stævnen op på bakken for at studere livet i strømmen på ankrene. Når sigten er så dårlig, så opdager man mere at smålivet, fordi man skal helt tæt på. Aldrig har jeg set så mange nøgensnegle, flere forskellige slags og anemonerne struttede i strømmen for at æde sig mætte.
 
Vandet var 6 grader her på bunden, for 3 uger siden var det 8. Jeg tror stormen har vendt godt op og ned på det hele og blandet noget af det kolde overfladevand op med bundvandet. Sidst var der også et tydeligt termoklinlag på 12 meter men nu var der en mere flydende overgang, kun 4 grader lige over vraget og 2 i overfladen. Det var på tide at forlade vraget og slukkede lygten da jeg fik fat i kæden og ikke kunne se daviden mere. Helt sort og det tog lang tid før lyset fra overfladen trængte igennem. Ingen deko og intet stop før jeg brød overfladen. Sten og Juhl fik også dykket og Juhl, en stor prægtig mand, frøs som en lille pige om fingrene, så vi tøffede stille og roligt i havn og fik lidt forfriskninger undervejs, og vejret var skønt.

En lille øl og så videre.... (Kasper ligner en gøgeunge)

Vi fik rigget af og fik en burger på vej hjem alle var enige om at det havde været en god dag trods forholdende.
 
Her er videoen fra turen. Den er meget groft redigeret og undervandsoptagelserne passer meget godt til det øjet så!

Tak for turen.
 
Henrik