20/11-2010

Robert 
Årets første dykkertur i vintervejr eller rettere efterårets første dykkertur i vintervejr med sne på bilen og sjap på gaden. Men hvad gør det, når man kan komme på havet i næsten helt vindstille vejr og helt uden at blive blændet af den lavthængende sol, der gemte sig bag skydækket. Jeg kom sidst på havnen, hvilket ikke kan bortforklares med andet end, at jeg tjener to herrer – mig selv, der vil dykke og firmaet!
 
Der var lovet noget strøm ved Helsingør, så Robert blev målet for dagen og vi nåede derud i fin stil, eneste forhindring var den slalomtur i havneindløbet, vi måtte ta’ for at komme udenom en halv snes jollesejlere, der sad og gloede på deres slappe sejl. Der er så meget jeg ikke forstår, bl. a. hvorfor man etablerer en sejlbane med bøjer og det hele lige i havneindløbet, men så’n er der jo så meget! Vraget blev fundet og loddet kastet i en fart. En ting var sikkert, der var tov nok ude, så vi var helt sikre på, at loddet lå ovenpå vraget. Thomas ville binde på, han var utålmodig efter at teste hans nyeste vidunder af en computer, og han var i vandet øjeblikket efter. Han blev fulgt af Flemming og senere også Sten og endnu senere af Marianne. Jeg selv skulle rigge til, og underholdt mig lidt med Thomas, da han kom op igen og viste, hvor meget vand, der kunne være i hans tørdragt str. xxl. Der kunne faktisk være en hel del!
 
Vi enedes om kun at dykke en gang. Jeg hoppede i og følte mig noget uoplagt, det var koldt, mørkt og ubekvemt – sidste gang jeg var i vandet var det jo i varmt vand i en shorty, men man skal jo tilbage på sporet igen! Sigten var vel et par meter, hvor den var bedst, og hvor den var værst, var den helt væk. Der kom en irriterende strøm på langs af vraget og den gavnede bestemt ikke sigten. Der var gjort fast i en david og masser af fiskeliner og tovværk var viklet med kæden omkring daviden. Thomas havde skåret en del af det væk, men jeg lurede, at jeg hellere måtte returnere i god tid. Der sad en i øvrigt en ganske smuk trådnøgensnegl lige ved siden kæden, men (ikke overraskende) var det kun Marianne og undertegnede, der havde set den…
 
Der var ikke meget nyt på vraget udover at det vist er ved at falde endnu mere sammen, men det har jo også holdt til mere end 100 år på havets bund. Havålen var stadigvæk borte, huslangen var borte og de store torsk under pladerne i styrbords side var også borte - de eneste fisk, der stadigvæk var der, var rødtungerne, der dels lå på rælingen og dels under pladerne.
 
Herefter tilbage og slås lidt med kniven for at få gjort kæde og lod frit, og derefter en tur hen over vraget på langs, inden jeg kunne droppe loddet på bunden og begynde min opstigning. Der var jo løbet et par minutter på dekokontoen, så jeg kunne ligge og kede mig i det meget klare overfladevand – sigten var vel ca. 15 m.
 
Herefter op og sympatifryse med de andre og i særdeleshed med Thomas. Vi følte os alle våde og kolde, og personligt var jeg helt sikker på at være våd. Heldigvis viste det sig at være ”fantomfugt”, men jeg frøs nu bravt alligevel. Og det selv om vandet var 8 °C i overfladen og 11 °C på vraget.
 
Men selv om man fryser kan man jo godt nyde en kold, selv om dåserne med sne på var ”smeltet”, mens jeg var nede.
 
Kim R.