Østersøen 10. november
Jacobus Fritzen
November er ikke potentielt en aktiv dykkermåned, derfor
så SKAL der altså rykkes når
106 m lang og næsten 16m bred. Læs mere om vrag på: http://vrag.dk/vrag/jacobus.html
På denne årstid, med få timers dagslys til rådighed,
plejer vi at dykke 2 dyk på samme vrag og vi koncentrer os om de vrag der ikke
ligger alt for langt ude. Vi havde en plan. Jacobus Fritzen blev stukket ud ca.14 mil ude. Der stod lidt gammel
sø, men vi skar den fint og det blev, bortset fra temperaturen, en behagelig
tur. Kan man ikke ramme dette vrag med loddet, så kan man ikke ramme nogen som
helst og der blev smidt omkring broen som vanligt. Steen bandt på og Flemming
lige efter. Steen stod atter på stigen og kunne fortælle om go sigt og at der
var bundet på lige bag broen. Jeg var hurtigt i udstyret og kom i baljen. Vanen
tro tændte jeg ikke min lygte før jeg var lige over vraget, for at gi øjnene en
chance for at vænne sig til mørket. I dag var det dog en dårlig plan. Min lygte
tændte ikke! Der var faktisk lidt lys på vraget, på trods af at vraget ligger
på siden. Jeg kunne se havbunden tydeligt oppe fra øverste lønning og da Allan
ville være nede om en stund, valgte jeg at blive, nasse lidt lys fra ham, i
stedet for at gå til overfladen og få en ny lygte. Vi svømmede lidt sammen, men
Allan forsvandt lidt ind i vraget og så var jeg ret alene uden lys igen. Vi
kiggede ned i det samme hul og pludselig virkede min lygte igen! Skønt, så var
det bare af sted på eventyr. Først helt ned på bunden, hvor det er det fedeste
syn at kunne se hele brobygningen i det klare vand. Herefter svømmede jeg helt
ud i agten for at se nødrattet som jeg gravede lidt
fri sidst. Det var dog mudret helt til igen og der gik faktisk lidt før jeg
fandt det. Det er tankevækkende at rattet er lige i bundniveau, dvs. halvdelen
af vraget er under mudderet! Vraget har mange spændende steder at lyse og
kravle ind, men en blanding af mudder, nedfaldne brædder fra møbler og
aptering, trawl og garn, samt at vraget ligger på siden, så skal man tænke sig
godt om inden man svømmer ind og med min noget ustabile lygte, så holdte jeg
mig pænt udenfor.
Sidst på dykket lå jeg og kredsede lidt omkring torpederingshullet.
Den har godt nok fået et knald. Hullet er vel 5m i diameter og de forvredne
jernplader bukker ind i vraget. Her kan man lyse ind i maskinrummet dybt nede i
vraget. Det må ha suget noget vand ind i en fart! Jeg mødte Allan for en kort
bemærkning på deko. Temperaturen var 10 grader, fint
nok til dekodykning lidt endnu.
For det utrænede
øje lignede det et stykke
rustent læder, men for den trænede og ihærdige,
samt lidt afsyring…
Steen og Flemming dykkede et dyk mere. Allan og jeg ville
bruge vores andet skud i bøssen på et gammelt trævrag
ca, 10 mil derfra, så vi surrede sagerne og krydsede
Østersøen. Allan sagde ikke så meget, men sad med et lidt anspændt udtryk.
Positionen kom fra en uvant kilde og der var lidt uro omkring tallene. Meget
uro fristes man til at sige. For der var ikke skyggen af vrag. Nu var gode råd
dyre. Vi havde afskåret os fra endnu et godt dyk på JF og her hvor vi lå, var
der ikke det store
udvalg i sigte, ikke uden en længere rejse. Jeg valgte et gammelt trævrag der rager en meter op på 42m vand. Det var ikke
noget der trak rigtigt meget, men vi skulle jo dykke igen. Loddet blev smidt og
der blev konstateret en let strøm i overfladen og jeg alene konstaterede at den
varede ved helt til bunden, der var kendt for at være den meget mudrede og
flyvske af slagsen. Sigten var god helt ned til 2 meter over bunden, hvor det
lignede at tovet forsvandt ned i en skål med mælk. Jeg fortsatte helt ned til
kæden der var spændt lidt ud af strømmen og konstaterede at loddet ikke lå på
vraget, der var dog vragdele flere steder, men sigten var max 50cm. Jeg trak
kæden ud til siderne uden at slippe og fandt ikke selve vraget og fik i øvrigt
mudret yderligere om, til det eneste jeg kunne se var ud til glasset af min
maske. Når jeg strakte armen ud forsvandt lyset fra min lygte og jeg tog mig i
at lukke øjnene bare for at konstatere at sigten var uforandret med lukkede
øjne! Jeg slap tovet og følte mig henover bunden, velvidende at det højst
sandsynligt betød en fri opstigning. Jeg opgav dog hurtigt, jeg ville kunne
svømme lige ind i vragdele, trawl og garn uden at mærke det før det var for
sent. Tovet var væk, men så snart jeg kom 2 meter op over mælkelaget, så jeg
det stige op af mudderet , 5m væk, fangede det og
påbegyndte bandende min opstigning.
Imens alt var
fryd og gammen
Vel oppe i båden igen, begyndte aftenen og regnen og Allan
resignerede for videre dykning og vi sejlede i havn. Sådan kan det gå når man
satser på nye eventyr og ikke bare vil spille på den sikre hest.
Men skønt at være på vandet og
selskabet fejlede ikke noget. Hov vi glemte helt at drikke øl!
Henrik