11/9-2010

Furesøen 
Tja, pisøsende regnvejr og udendørs arrangementer er ikke den bedste kombination, og jeg må erkende, at jeg ikke var i det mest festlige humør, da jeg omsider fik taget mig sammen og kørte mod Fiskebæk Naturskole. Jeg var vel et par timer efter de første, og det var mere følelsen af pligt end lyst, der var fremherskende. Til gengæld kom jeg samtidigt som tørvejr og solskin, og det hjalp en del på humøret!

Imens vi ventede på Kim kom gryden i kog

Jeg var uigenkaldeligt den sidste, der skulle i vandet – alle andre var allerede kommet op efter deres dyk. Deres sikkert ihærdige anstrengelser havde ikke fyldt så meget i fangstposerne som forventet, men sådan er det jo, når man skal leve af naturens spisekammer. Altså ingen vej udenom, jeg måtte i vandet, hvis jeg ikke ville risikere at gå sulten fra bordet, og det var en trussel, som ingen ægte havbasse kan sidde overhørig! Jeg mukkede lidt over at de andres utilstrækkelighed, uagtet at alle de traditionelle storfangere allerede havde givet deres magre bidrag til fællesskabet, men man er jo altid lidt optimistisk før kampen. Der skulle dog gå forbløffende lang tid før jeg endelig fik øje på bare en lillebitte krebs. De krebs der var, de gemte sig i den meget tætte vegetation på 2-5 meters dybde, og ikke, som tidligere, i huler under trærødder og dybe huller i skrænten. Eller helt frit fremme på bunden! Jeg var meget omhyggelig, men den invasive art var ikke så invasiv længere – i hvert fald ikke, hvor jeg var. Jeg fik vel fyldt posen med ca. en tredje-fjerdedel, og det er klart det dårligste resultat nogen sinde. Det var samtidigt tankevækkende, at man faktisk så enkelte døde krebs rundt omkring, og at der ikke var nogen huller ude på de dybere skrænter (10-14 m). Mudderskyer var der til gengæld i rigelige mængder – men det var jo forventeligt, når man badede sidst.

Lejren lidt på afstand

Men ikke alt var ad helvede til, der var store mængder af fisk, og specielt gedder og aborrer ser ud til at trives i søens forbedrede sigtbarhed. Jeg så flere stimer af aborrer, nydeligt sorteret efter størrelse, og flere pænt store gedder, blandt andet en stor en, der svømmede frit midt i en stime velvoksne skaller under broerne ved Farum Marina. Og når man rodede efter krebs, så kom de nysgerrige aborrer hen for at se om de kunne hjælpe med at rydde op. De jagtede de små krebs, der flygtede og er måske en af grundene til, at bestanden af galiziske sumpkrebs ikke længere er så stor, og at mange af de individer, der ses, mangler en eller begge kløer..
 
Jeg returnerede efter godt halvanden times tid og fik heldigvis hurtigt serveret en kold, for man bli’r godt nok tør i halsen af at dykke så længe. Og hvad bedre var, de fleste havde fået stillet den værste sult, så jeg skulle ikke vente på serveringen, som i år forgik oppe ved den store bålplads, hvor vi normalt fejrer juleaftensdag. Krebsene blev kogt i en selvregulerende gryde over bålet, den kogte over og dæmpede varmen, når det blev for voldsomt. Godt vi har erfarne procesfolk i klubben! Der var tæt og opmærksom betjening fra køkkenholdet gennem hele forløbet, men til sidst var jeg også den eneste, der ikke var færdig!

Søren og den selvregulerende gryde

Jeg ved ikke om havbasserne er ved at blive voksne, men stemningen var knapt så løssluppen, som ved de fester vi normalt holder. Det skyldtes sikkert manglende eller sparsom indtagelse af snaps. De eneste, der blev lidt højlydte var hundene, der pludselig ville stå for et adspredende indslag. Men det var alligevel en hyggelig aften, hvor der som sædvanligt var alt for mange krebs, selv om vi undervejs tvivlede på det. Men det er jo blot endnu et eksempel på, at øjnene er sværere at mætte end maven!
 
Af skandaler var der vist ingen, ingen officielle i hvert fald, og kameraerne blev pakket væk meget tidligt… Måske er vi bare ikke særligt fotogene, når fotograferne er ædru! Den fede tudse, som Oliver fandt et eller andet sted i den mørke skov, viste sig som noget af en linselus, og blitzlysene lynede, så den stakkels tudse nok er blind nu!
 
Endnu en gang har vi haft krebsegilde med fint vejr, denne gang kom det dog i sidste øjeblik, men til gengæld var det varmere end de foregående år – eller føltes sådan, men det kan selvfølgelig være, at det velvoksne bål hjalp lidt på det!

Det blev mørkt og der faldt lidt ro over de sultende

Hvis krebsene overlever vores og andres indhug i bestanden, forsøger vi nok igen næste år. Nu er det jo politisk ukorrekt at ønske, at en invasiv art klarer sig, så det gør vi ikke, men de smager jo meget godt…
 
Kim R