3/8-2010

Ålesund – dag 2-4 
Her er ingen stres og jag. Huset er nu fyldt op. Mads og familie er ankommet og i går kom Juhl og Oliver. Så nu har vi friskbagt brød. Pandekager har vi også fået. Så der er bestemt ingen nød.
 
Vi er jo kommet for at dykke. Så det er præcis hvad vi gør. Både i det lidt større og så lidt mindre ambitiøst for de unge. De unges dykkeri foregår bl.a. her i den lille havn ved klubhuset. Mikkel har allerede vist store evner og leveret den eneste hummer, som endnu er set. Flot fangst efter en dramatisk jagt på lavt vand. Midt i jagten måtte der dykkerhandsker på, for bæstet var ikke sådan i humør til nærmere berøring. Men op kom den og til stor lykke for de øvrige. Der blev straks lavet et ”følebassin” hvor den kunne gå sammen med nogle taskekrabber og et udvalg af forskellige søstjerner, søsole og søpuder. Desværre levede den ikke til næste dag og da ingen rigtigt havde lyst til at smage den, når nu den var selvdød så røg den i havnen. Det er jo også forbudt for dykkere. at tage hummere her i Norge. Billedet heruder er derfor hentet i havbasse-arkiverne, og er alene medtaget så læseren får et indtryk af hvordan sådan en hummer ser ud.

Hummer og hummerjæger

Dykningen har indtil videre koncentreret sig om nærområdet. Dvs. husvraget og diverse naturdyk ude i fjorden syd for klubhuset. Havets Dronning er jo ikke rigtigt til lange ture, når den bliver invaderet af fire-fem fuldt udstyrede dykkere samt en bådfører. Men på de korte ture fungere det perfekt.
 
Det går lidt sløjt med at fange fisk. Kim har ellers sagt at alt spiseligt skal søges ombragt. Det er altså ikke fordi der ikke arbejdes på sagen. Men flere af de på forhånd udråbte ”fiskebanker” har skuffet fælt. I går lykkedes det ikke for 8 ihærdige undrvandsjægere at nedkæpe en eneste havtaske på ”gavflab-sletten”, selvom det eneste fangstredskab som ikke blev anvendt i jagten var dynamit.  Men der må være løbet et rygte om at Havbasserne var opstemt på blodrus, for havtasker blev der ikke set en eneste af. Til gengæld, var der en helt fantastisk sigt når man var kommet ned på den anden side af de 35 m. Lyset og farverne hernede var også ret utrolige. Vandet virkede med sin stærke blålige toning næsten ”tropisk”. Så i hvert fald et par af dykkerne var helt høje efter  det dyk.

Havbasse (Mads) i det klare vand.

En glad formand efter et godt dyk

I dag (tirsdag) har vi udvidet aktionsradius noget og to hold har besøgte vraget af Iris. Det ligger jo nærmest midt inde i havnen og vigtigste pejlemærke skulle være en stor olie-silo inden på land. Det var helt fra morgenstunden tydeligt, at nu kom udfordringerne. Logistisk var der ged i den – hvem skulle med på førsteturen, hvordan skulle vi finde vraget (der var ingen position !), skulle der bindes på og markeres med bøje, måtte vi overhovedet dykke osv. osv. Men på vanlig havbassevis blev enhver panik undgået og lidt efter lidt kom der styr på tropperne. Da alt endeligt var klar til afgang – alle dykkere stort set på plads i båden - syntes Juhl åbenbart at forberedelserne alligevel havde været alt for udramatiske. Pludselig var hans computer nemlig væk. ”Jeg havde den altså lige her i munden og nu er den her ikke !” udbrød han. ”Så har det sku ikke været min …. !” svarede Søren ”så lille er den nemlig ikke !”. Andre begyndte at spekulere på om Juhl simpelthen havde slugt computeren. Han er jo en stor mand med god appetit og kendt for at spise meget forskellige ting uden synderlig præference og tit i store mængder. Men computeren var væk. Gummibåden blev gennemsøgt, der blev sendt en ind i klubhuset for at søge, og Juhl undersøgte sin mundhule endnu en gang. Stadig ingen computer. Så måtte den jo være faldet over bord og ligge på bunden af havnen. Så måtte Juhl jo der ned og lede. Da han havde været væk en ti minutters tid var der en praktisk person, som lige gik gummibåden igennem igen. Nu var der nemlig den fordel, at den var blevet tømt for havbasser, så det var måske lidt mere overskueligt. Og sandelig om ikke computeren lå der. Juhl blev hentet op og endelig kunne vi komme af sted. På vej derover blev der arbejdet intenst med indkodning af koordinater i ”rejse-GPS-maskinen”. Da det endelig lykkedes lød det glædestrålende ”Vi er der snart – sænk farten”. Endnu en praktisk anlagt havbasse sagde så: ”Mon ikke vi bare skal sejle hen til den dunk der ligger der henne – det ligner en markering”. Og ganske rigtigt. Vraget var allerede markeret. Så det var sådan set bare at følge linen de godt 20 m ned og så var man nede ved broen.
 
Der var god sigt på den øverste del og de store sej som cirklede rundt var et rigtigt fint skue. Det øvrige dyreliv var noget begrænset med der gemte sig da enkelte taskekrabber og rødtunger var der også. Flere af tungerne måtte med en tur op og der blev også nedkæmpet enkelte sej. Især Juhl gi til den, men han var også udstyret med en harpun med ”gashåndtag”, ekstra lange liner og et sådant virvar af strips, elastikker og O-ringe m.v., at det stod helt klart for os andre, at dette dræbervåben var udformet til og alene kunne anvendes at en militært uddannet drøber-dykker.
 
I aften skal vi have bortssssch (rødbede-suppe – jo flere s-er der indgår i stavningen des bedre fik vi forklaret). Der er kun det problem at vi endnu ikke har fået fat i nogen rødbeder. Men køkkenholdet er gået i gang med det øvrige, som skal i suppen og der er udsendt eftersøgningshold ind til Ålesund med strenge ordre om at finde og straks opkøbe den samlede beholdning af rødbeder. Vi håber det lykkes.

Bortssssch-holdet i gang – endnu uden rødbeder

Fortsættelse følger.