10/7-2010
Hesselø syd – Themis og Anders Martin
Weekenden var de foreløbige sidste rester af sommerferien, så jeg havde
besluttet at holde en lille dykkerferie i Danmark. Heldigvis artede vejret sig
til dykning, og lørdag var 8 klar til også at holde ferie. Solen bragede
for fuldt sommerblus, og temperaturen sneg sig op omkring de 30 grader, så det
var oplagt at komme ud på havet. Vinden opførte sig rimeligt, og lørdagen kunne
godt byde på en kortere tur i Kattegat. Vi ville gerne have været på langfart,
men det har vi til gode. Themis besøger vi ikke så tit og Anders Martin er også
et fint vrag.
Vi fik krøllet os ind i få biler og trillede mod Hundested
havn. Selvfølgelig skulle vi lige en smut forbi en bager på vejen – gæt hvem der
var chauffør i den bil jeg kørte med i….. Havgassen blev pakket med krimskrams
og skildpadder og så gik det af sted mod nord. Trods den lidt friske vind gik
det fint over Kattegat og vi blev næsten ikke sjasket til med havvand før det
var meningen.

Den flotte skrue og ror på Themis

Themis anker der ligger ude ved stævnen

Stævnen i modlys
Fremme på positionen blev bøjerne smidt overbord, skarpt efterfulgt af Kim der bestemt ikke havde positiv opdrift, han var hurtigt væk og nedstigningshastigheden kunne beskrives som 0 til 10 meter på 1 sekund. Mens Kim bandt på tøffede vi lidt rundt i overfladen og Manley fik lagt agter og stævn positioner for Themis ind på navigatoren. Min nye harpunspids med springfjeder fik ikke lov at komme i brug på gårdsdagens dyk, men i dag var der gode chancer. Morten var makker og spurgte noget bekymret inden dykket om jeg sagde til nå jeg var harpunskydeklar eller om han selv skulle gætte det…Jeg mente han nok skulle opdage når jeg havde fået øje på en torsk, men den oplysning syntes ikke helt at berolige ham. Sigten var fin og lyset stærkt på Themis. Havkatte x mange kiggede skummelt frem fra deres gemmesteder, søfjer vejede let over sandbunden og taskekrabber havde gravet fine huler i det ral Themis sejlede med da hun sank den mørke februar nat i 1949… og torsk; det er en god harpunspids – to fine torsk kom i nærkamp og den ene blev så overrasket at den slap livet øjeblikkeligt. Morten var imponeret over mudreriet og over hvor hurtig og overbevisende jeg kunne ødelægge den ellers overordentlig fine sigt. Der var heldigvis en lille smule bevægelse i vandet, så sediment og småpartikulært torskeindvoldssnask blev ført væk fra vraget.

En kølig forfriskning
Overfladetiden gik med strandløve og -gazelle stemning ombord i det
pragtfulde sommervejr – badning fra båd, med forfriskninger til badedyrene, lidt
godt til maven og Sten havde taget kaffe med. Peter B havde medbragt gode
rabarbermuffinkagerester fra dagen før – på stærk opfordring – han kunne jo ikke
bare sådan løbe fra en tradition han selv havde sat i gang!
Men næste
position fandt jo ikke sig selv så vi måtte surre fast og sejle de 5 sømil til
Anders Martin.
Samme procedure som på første dyk – vi er jo
rutinevante. Der var noget strøm i overfladen men nede på vraget var der fint.
Sigten her, var også rigtig god. Det hvirvelløse dyreliv på Anders Martin er
altid imponerende. Flere steder står sønellikerne så tæt at det ikke er muligt
at se vraget. Torsk var her også – flere kom farende forbi i vild fart. Manley
havde tilsyneladende drillet, i hvert fald en torsk så meget, at den
rundforvirret og med brag var svømmet direkte ind i vraget, og det var den ikke
blevet mindre forvirret af. Der sad hårhvarrer enkelte steder på vragsiden og
rødtunger lå oppe på vraget. Skruen manglede stadig på Anders Martin, og dem der
har taget den afleverer den sikkert heller ikke tilbage. Det blev til et par
runder på vraget og både roret og stævnen stod fint i det lyse klare vand.
Opstigningen var noget af en udfordring. Brandmændene stod så tæt at kollision
var uundgåelig. Man måtte hele tiden dukke sig for at undvige de
allestedsnærværende brændende tentakler. Og netop som det ene monster var
undgået, kom det næste farende. Avavavavavavavavavav…. En kold øl som min makker
havde medbragt på dybden hjalp heldigvis på de brændende smerter.

Nede ved "skruen" og roret på Anders Martin
Tak for en rigtig fin feriedag
Lotte – som igen lod sig købe til
beretningsskrivning!

Fotografen fanget af eget kamera over Themis