17/6-2010

Kapitel 1. Ostmark, Kattegat.
Prognosen bød umiddelbart på rimelige forhold til en kattegattur. Dagen startede allerede aftenen før hvor der ikke var fuldstændig enighed om afgangstidspunktet, hvilket betød at jeg kom for sent selvom jeg faktisk var klar 40 minutter før afgang… Afsted gik det mod Gilleleje og Ostmark. Vi ankom til Gilleleje samtidig med at Havgassen blev bakket ned af rampen og fra havnen så havforholdene fine ud. Havgassen blev pakket, og klar i en ruf stævnede vi mod nord. At prognoserne ikke altid holder, fik vi klart at mærke ganske hurtigt.

Himlen var dækket af et tykt grå-sort skytæppe, og vindstyrken var 5-6 m/s. Dønninger på 1½ meters gav nogle mægtige gyngende, rullende op og ned ture for Havgassen, og for indholdet af dykkere og grej blev det en nyreknusende oplevelse. Efter 5 sømil måtte gassen af og der var rådslagning ombord. Sært nok syntes flere ombord pludseligt, at de da udmærket var klar over dagens forhold i Kattegat, men pigerne havde jo insisteret….

Vragene tættere på kysten syntes jeg måske godt besøges, men det var dagen, hvor udelukkende tre vrag kunne accepteres – Ostmark i Kattegat, Undine i Østersøen og Wawe i Storebælt – og det stod ikke på nogen mulige måder til diskussion! Der var ikke andet for end at vende 180 grader og retur til Gilleleje med uforrettet dykkersag.

Lotte 
 
Kapitel 2. Undine, Østersøen.
Efter det grundige tjek af vejrforholdene i Kattegat blev kareten (eller nok nærmere badekarret) efter et par tidsberegninger og et fjerntelefonisk tjek af vejrforholdene i Østersøen vendt mod sydøst. Nogle gange må man jo gi sig…. Lotte havde dog ikke ubegrænset tid til dykning den dag og stod af i Gilleleje. Selv hoppede jeg over til Flemming og Sten og det varede ikke mange kilometer syd for Gilleleje før end vejret også havde foretaget en radikal 180 grader vending fra sorte skyer til klar blå himmel.

Rask gik det hen over broen og jo nærmere vi kom Smygehamn - jo bedre blev vejret, og palmerne blev flere og flere til Stens store glæde (der blev taget foto, red). Hvilken dejlig dag det alligevel så ud til at kunne blive. Og sikke en dag det blev!!!

En lille lur i vente tiden

Smygehamn blev nået – vandet var næsten fladt og der var lige tid til en slapper inden PPP og Søren dukkede op med Havgassen. Havnen var godt pakket med danske transportmidler for både både og mand – både Erbs, Haddock og os var draget mod solvendte kyster. Med båden pakket på forhånd gik det hurtigere ud af havnen end Haddock ville have kunnet færdiggøre en af sine påskyndningssætninger – hvis han altså havde været dér. Og det var han jo ikke, for han, Manley, Allan og Asger havde allerede lagt sig på positionen ved Undine. Skøn skøn tur henover et næsten spejlblankt østersøvand. Sikke en forskel på de nordlige og sydlige vande! Selvom positionen til Undine var blevet transmitteret fra Manley (der var en del usikkerhed om gummibassens GPS nogensinde havde været i Østersøen før) – var det ikke svært at følge sporet derud – de havde vist været lidt tørstige undervejs i Haddocks båd og brugt havet som skraldespand – skam dem!

Efter den skønneste sejltur jeg længe har oplevet – i hvert fald til sammenligning med de sidste tre ture i Kattegat, nåede vi positionen og de andre. Dræget blev smidt lidt ved siden af de andre og lidt ved siden af vraget, skulle det vise sig. Flemming bandt på – fint sådan cirka midtskibs. Søren hoppede i som nummer to og PPP derefter, mens Sten og jeg udgjorde overflade mandskabet og nød solens varme stråler. Det var svært ikke at glæde sig en smule til at se Undine for første gang. Og forventningen blev absolut ikke mindre af at Søren brød vandoverfladen med det største smil, jeg nogensinde har set Søren præstere efter et dyk. Wow… det kunne vist kun gå for langsomt med at komme i vandet.

Fred og ro over Undine

Sten nåede dog at hoppe i vandet før jeg blev helt klar med tørhandsker og sådan. Afsted ned ad torvet med store forventninger og vraget blev nået på omkring de 39 m. Det var helt fantastisk at nærme sig de sidste meter på torvet og opleve at både sigten og lyset var fulgt med mig hele vejen ned. Vraget må simpelthen have vist sig fra sin bedste side med en sigt på omkring 15 meter og med lys nok til at lygten ligeså godt kunne have været forblevet slukket til min tur frem og tilbage på rælingen. Jeg tog turen tilbage mod agter på rælingen og så de to fine kanoner på vejen. Sikken en sigt og sikke et vrag, det var godt nok spændende. På tilbagevejen fandt jeg Sten og forsøgte at identificere del større vragdele dimser på vraget, men pyha jeg må vist øve mig lidt mere i vragdele-dimse-kataloget. Mange af delene var enten lidt svære eller måske ikke så godt beskrevet, at det ikke var før end vi nåede Farum og Thomas sent på aftenen, at mange af ’dimserne’ ved hjælp af tegninger blev klassificeret. I hvert fald påstod Thomas at dimsen (den store firkant) jeg havde set med de tre store huller i jeg havde set ved pansertårnet, var et komfur. Det havde jeg jo nok aldrig gættet, men jeg havde også snydt mig selv ved ikke at børste mudder af siden på dimsen, så kaklerne skulle komme frem. ØV – det må jeg huske til næste gang. Dykketiden går nu hurtigt på sådan et dyk, men fint nok jeg skulle jo dykke igen og glædede mig allerede til om 2 timers overfladetid, da jeg kravlede op af torvet.

Sikken et dyk. Overflade tiden gik med fremvisning af Flemmings vragfund, lidt mobning, lidt kagespisning (godt at jeg alligevel ikke i frustration havde overleveret hjemmebagen til Manley), lidt distance kommunikation over til de andre og en lille slapper i solen. Og hurtigt blev det tid til anden tur på vraget.

En af de fine kanoner i den fine sigt

På de 40 m dybde var der dog skruet lidt på lysdæmperen men sigten var stadig fantastisk de steder hvor der ikke lige havde været en mudderbasker. Denne gang fulgte jeg rælingen mod stævnen og så undervejs store pullerter og nogle ikke 100% identificerede stænger der ragede op i luften – måske rester af david’er med lidt garnrester på?

Også dette dyk var helt spektakulært. Efter at have rundet stævnen var der tid til at kigge lidt rundt midtskibs og prøve at danne et overblik over lidt flere af vragdelene der. PPP kom ned og svømmede direkte ned mod bunken af granater, der lå lige ved siden af pansertårnet. Spændende at se hvad han skulle! Jeg blev dog nødt til at forlade ham, da jeg synes at der var løbet rigeligt med deko minutter på computeren, så jeg nåede desværre ikke at se ham finde kassen med guldet. Efter 15 kedelige minutter på torvet (ikke engang en enkelt gople lagde vejen forbi) var jeg nu også glad for at kunne stige op i varmen.

Flemming for fuld DAMP

Igen havde alle haft super aldeles gode dyk, Flemming havde haft fyldt lommerne med lidt mere metal og glas, PPP rodet i trækasser og vi andre bare nydt og kigget. Skøn dag – men skulle vi nå hjem inden midnat var det vist tid at stikke næsen ind af igen. Haddock med besætning var stukket af for længst, men de havde jo også været på positionen et par timer før vi ankom, og Havgassens hækbølger var nærmest de eneste krusninger, der brød havoverfladen. Positionen for Smygehamn var smuttet fra GPS’ens hukommelse, og de udadgående spor var også udvisket, så vi styrede efter solen, ved hjælp af PPPs kompas kurs, Stens mobil og Flemmings sømandskab og nåede Smygehamn uden de store udsvingninger. Modsat udturen, hvor havnen var tæt pakket med danske transportmidler både for båd og mand, var vi de eneste tilbage og efter pakning af biler, lidt spark af dæk og bremser, eller hvad de nu lavede, gik det raskt mod Farum som vi nåede allerede lidt før kl 22.
Sikke en fin turbotur til Undine: 5 mand, 2 dyk, 2½ times overflade tid på ialt 11 timer fra Gilleleje og retur til Farum….

Lang dag og hjemme før solnedgang

Så skøn dag det endte med at blive – tak for det og godt man er en smule bredskuldret…..

Lis