8/6-2010
Fødselsdag på Hvenprammen
Tirsdagsdyk. Vejrprognosen var til Øresund, men med nogen opstramning på
vindstyrken sidst på eftermiddagen, så helst ikke for lang sejltur.
Der
var sus i vimplerne på Rungsted havn, vi kunne enten dykke lige udenfor og nord
for havnen eller tage en naturtur på Hvenprammen. Vi valgte det sidste.
Forvarslet om at vi nok skulle bliver våde på vejen ud kom blot ved et blik på
Manley som var i fuld tørdragtspåklædning selv om han havde taget roret bag ved
plexipladen og inden vi var begyndt at sejle…bekymrende. Der var lidt aktivitet
ved slæbestedet, og vores hurtighed kom os endnu engang til gavn, så vi var på
vej ud af havnen hurtigere end du kan nå at læse denne beretning. Med opløftende
hjælp fra Kim blev Kirsten proppet godt ned i sin dragt, den havde, som sådan
nogle jo plejer, krympet sig i vinterens løb. Mirjanna kæmpede også en brav kamp
med våddragten, og konkluderede efterfølgende at den var i hvert fald varm…. nu.
Sejlturen gik nu fint – frisk og jo ganske kort. Pragtfuldt at få noget
vind og saltvandssprøjt i kinderne efter at have været stillesiddende indendørs
heeeeeele dagen.
Hvenprammen blev fundet og bundet af Manley der meldte
sig frivilligt, for han havde alligevel ikke andre aktiviteter han skulle på
dykket. Skarpt forfulgt af Juhl og jeg; vi var klar straks Havgassen var bundet
på bøjerne. En udtjent svejsemaske hilste spøgelsesagtigt velkommen ved
bundtovet, som i øvrigt var bundet fast i nærmest ingenting. Nedbrydningen af
Hvenprammen er bestemt godt i gang. Vi tog en tur med uret omkring, nede ved
bunden. I den høje ende har strømmen gravet godt ind under prammen så den hænger
frit her. Der var masser af gemmeplads for rødtungerne på mudderhylder lige
præcis uden for en arms rækkevidde.

En af
de mange forskellige nøgensnegle på vraget
Sønellikkerne stod flot udfoldede
langs prammens sider og nogle stedet i pænt arrangeret buketter med bunddække af
forskellige hydroider samt hav- og badesvampe. Sigten var fin på denne del af
prammen, omtrent 2-3 meter. Tykke søanemoner havde også fundet godt fodfæste, de
stod sorteret nærmest efter farve – enkelte i shocking pink det ene sted og
nogle stribede orange/hvide et andet sted – ghettodannelse for søanemoner?
Faktisk myldrede vraget med en masse forskellige slags søanemoner…
Hen
mod den lave ende blev sigten pludselig rigtig rigtig dårlig, <1 meter. Manley
som vi netop havde passeret svømmende modsatte vej var selvfølgelig straks under
stærk mistanke for at have plumret op, og vice versa! Nærmere syn ind under
prammen viste dog at synderne var nogle andre torsk – endda i fin fin
spisestørrelse. De havde klemt sig godt op under prammen…Arrghhh!!! HvorFor lå
hapunen hjemme i bilen??? Akkeja, det var nærmest som torskene lige slog et
ekstra opmudrende slag med halen bare for at hovere.
Rundtur nummer to
var på toppen af prammen, hvor man saftsusemig skulle være opmærksom på de
rustne rester af jernstænger der stikker op som syle. Dyrelivet viste sig i al
sin pragt – pyntekrabber og eremitter spankulerede omkring og stedet viste sig
også som en snegleudklækningshave – både konksnegleæg og flere slags
nøgensnegleæg. Og sneglene var der også. Flere slags nøgensnegle sneglede rundt
– busk/kvast snegle i assorterede størrelser, en håndfladestor søcitron,
trådsnegle med højrøde tentakler på ryggen, og en enkelt stor tritonia i brun
med røde frynser i randen.

Dræber nøgensnegl, i hvert fald for dødningenhånd
Efter en god halv time på dybden, var
bundtemperaturens 7 Celsius grader trængt godt ind, så det var helt fint at
hænge nogle minutter på 5 meter, i den ganske svage strøm, og få varmen hvor
vandtemperaturen havde sneget sig op på 12 grader. På vejen op mødte jeg først
Ninn fraktionen, og kort derefter Allan H, susende mod dybet.
Kim var
mutters alene i Havgassen, men freden var hurtigt forbi, fordi alle de
vandgangne snart var oppe igen. Kim skyndte sig i netop som vi blev forbisejlet
af et fragtskib på den ene side og et containerskib på den anden side. De gik
begge imponerende tæt på, og det har helt sikkert givet noget støj til Kim på
dykket.
Alle havde haft et fint dyk. Teddi var dog blevet noget bleg og
frysende i sin 5 mm våddragt, og mukkede lidt over testen af de 2x12Liter
sidemonteret flasker – den opsætning egnede sig vist bedst til varmtvandsdykning
var konklusionen; Allan havde skudt en masse billeder, både med og uden vilje;
Kirsten var lykkelig over endelig at komme en tur i vandet; og Mirjanna havde
set en krabbe. Manley havde placeret den store tritonia strategisk ved bundtovet
så alle havde en chance for at se det fine eksemplar. Selvom det er lidt noget
rod at flytte dyrene rundt i deres habitater var det nu herligt sådan at få
serveret de fine dyr omkring bundtovet…og de skal nok selv finde hjem igen. Og
Kim var stadig tør i sin dragt, men hans ene lomme var utilfreds med sin
placering på dragten og havde valgt at forsøge at flytte sig, vistnok under
afbindingen…retur til reparation.
Samme snegl, andet lys
Afterdiverne var blevet køligt
tempererede og Kirsten havde smurt et par ekstra sandwich, så alle fik også lidt
mundgodt til den kolde øl, yummy…. og ved I hvad... Kirstens sandwich er altså
uden diskussion de allerbedste sandwich i hele verden!!!
Da alle meldte
klar, gik turen tilbage mod Rungsted i den nedadgående sols stråler. Tilbage i
Farum havde ingen travlt så det blev til en enkelt tillykke-med-fødselsdagen til
Kim, som i den grad havde holdt lav profil hele dagen om dette...
Havneræs,
lige ved at blive hentet af en sejler
En fantastisk tirsdag aften!
Lotte…… som til Kims store glæde kom
sidst