8/5-2010

Årets første tur i Østersøen 
Så blev det endelig vejr til en tur i Østersøen, efter en laaaang vinter. Vi mødtes i Kastrup vanen tro: Asger, Henrik, Rune og jeg, fulde af forventning og gåpåmod, båden var tanket og trods morgenkulden, var vi nu endelig på vej.
 
En lille time efter, stod vi og lavede kuskeslag på havnen i Ystad. Temperaturen har ikke helt fulgt kalenderen og i kun 5 - 6 grader celsius pakkede vi båden, efter at have stået i kø ved havnens eneste toilet, med det halve af Sveriges jægerkorps, som var på øvelse.
 
Godt klædt på forlod vi nu havnen, med kurs mod det ukendte, som en anden dykkerekspedition. Jeg havde et par dage forinden læst på No Diving Limits hjemmeside, at de var nødt til at afbryde en ”ekspedition” i Køge Bugt, fordi de var ved at løbe tør for brændstof(ja i Køge Bugt ;-)). Det måtte ikke ske for os, så vi havde tanket båden helt op, med tanke på, at det formentligt er logistiske forhindringer som gør, at de ikke for længst har fundet og bjærget Hans Hedtoft.
 
Nå, men efter at have ledt i 15 – 20 minutter på første position, som lå bare 5 sømil ret syd, måtte vi erkende at det ikke altid er så let. Andet vrag måtte også opgives, efter en lille halv time, der var simpelthen ingenting – ikke engang sten. Nu havde tilliden til mine positioner lidt et knæk og var det ikke de rareste mennesker jeg var i båd med, havde de måske straffet mig og med god grund. Jeg fik en chance mere, måske fordi det var fuldstændigt stille og kulden derfor ikke føltes så slem, enedes vi om at sejle yderligere 4 sømil mod sydsydvest.

Blankt vand over Ukendt vrag

Her var der jackpot! Vraget tonede straks frem på sonaren og kort efter, rejste vraget sig en hel meter over havbunden. Skal – skal ikke? det var et meget lille lodskud og jeg kunne godt se på de andre, at begejstringen ikke var stor. Men på sonaren tegnede der sig tydeligvis omridset af et vrag på bunden, omkranset af planker i et stort område, så jeg ville da lige give det en chance når vi nu var her. Sigten var fænomenal, jeg kunne fra overfladen og helt til bunden på 41 meter, følge tovet med øjnene mindst 10 meter foran mig. Vraget tonede snart frem foran mig og bekræftede hvad jeg allerede havde set på sonaren – total smadret. Jeg cirklede først en enkelt gang omkring tovet, men fandt så ud af at sigten var så god, at jeg kunne se min forbindelse til overfladen, uanset hvor i vragområdet jeg befandt mig, jeg svømmede derfor bare videre, ud til områdets kant og hele vejen rundt.
 
Mellem de mange planker, var der flere steder knuste flasker, nogle knækkede tallerkener og et sted 2 kobbergryder inde i hinanden, som havde fået et gok, så de nu sad uhjælpelig fast i hinanden. Jeg valgte efter kort tid at afbryde dykket, i håb om at kunne bruge luften et bedre sted. Lige inden jeg forlod bunden, snuppede jeg blandt de knuste tallerkener en skål, hvor der stod noget i på engelsk, som ikke umiddelbart gav mening.

Skål med tekst (bibelcitat).

De andre ville også se vraget, hvor karrigt det end måtte være, jeg forstår dem også godt og har selv ondt i maven hver gang vi sejler fra et sted, hvor jeg af en eller anden grund ikke selv har fået dykket. Imidlertid havde de andre samme oplevelse af vraget som jeg, derfor blev det hurtig besluttet, at dykke på noget stort jern og da vi kunne begynde at mærke kulden i de våde dragter, skulle det være noget på vejen ind mod Ystad. Pan blev valgt, da vi på grund af dybden ville kunne dykke med det samme og ikke skulle vente et par timer i kulden.

Klargøring

Sådan blev det og vi havde alle et langt, godt og fornøjeligt dyk på stedet, igen i 10 – 15 meter sigt, så det var jo en ren leg at svømme rundt og iagttage de mange detaljer på 20 meter vand, samt torsk i størrelse XXL. Det tre mil til havnen, nåede vi efter endt dyk på et øjeblik og pakning af bilerne gik også tjept, så vi var for en gangs skyld tidligt hjemme og uden at have fået en eneste øl hele dagen.
 
Allan Jensen