30/4-2010

Polaris, Vargön og Otto 
Dykkerture har det med at blive arrangeret, når man er optaget til anden side, og denne tur var ingen undtagelse. Men som så ofte før – er der en vilje, er der en vej, og ved at ”hugge en hæl og klippe en tå” lykkedes det heldigvis at nå på jobbet og alligevel næsten være på Helsingør Havn kl. 10:00, hvor Manley, Sten Nicolai, Rune og Allan J ventede. Der var hverken vind eller bølger og det ud til, at der ikke var strøm – præcis som prognoserne havde forudsagt! Til gengæld pissede det ned – sikkert noget Manley hensynsløst havde arrangeret for at prøve sit nyerhvervede vejrbestandige kamera.

Det blanke vand over Wagöen

Vi kom af sted, alle i lukkede dragter, og for en gangs skyld var det ikke fordi vi frygtede Havgassen skulle vælte havet indenbords, men det før omtalte regnvejr, der var lige ved at ta’ pippet fra os. Øresund var fladt som stuegulv – regnen slog enhver ansats til oprør ned, så vind og bølger var vi forskånet for, bortset fra hækbølgerne fra den imponerende samling af krigsskibe, der skulle nordpå gennem Sundet. Vi vinkede pænt til den forreste, for Stefan var jo ombord på en af dem – vist nok!
 
Manley foreslog Polaris, et vrag vi sjældent dykker på, og vi tav og samtykkede. Vi fik fundet vraget, smidt loddet, bundet på og blev mindet om hvorfor vi så sjældent kommer der! Dårlig sigt - under en meter – og ikke meget struktur på vraget. De eneste sammenhængende linier på vraget var de fastsiddende monofilgarn, der har været der næsten altid. Og så noget af en skibsside og en del papir eller celluloseballer. Vi havde aftalt, at man blot kunne lave fri opstigning, for det var svært at forestille sig, at alle kunne finde tovet igen og der var ingen overfladestrøm. Det gik nu meget godt – ingen missede tovet, og da jeg skulle ned, mest for at binde af, blev vi enige om, at jeg startede med at binde af, hvis nu… Jeg kom dog også op det rigtige sted, men jeg så nu også kun en mindre del af vraget.
 
Vi, dvs. mest Allan og mig selv, fik sneget Vargön ind som et lille intermidiært dyk. Sten og Rune sprang over. Ved Vargön hoppede først Allan og siden Nicolai og jeg i for at binde på. Der var nul strøm i overfladen, men der kom lidt på vejen ned. Vargön var sammenhængende som en mindre kopi af Otto, sigten var vel et par meter. Vraget var som sædvanligt fint overvokset med masser af liv - sønelliker og dødemandshånd var helt udfoldede og gjorde det til et farverigt dyk. Der var rødtunger og småtorsk (efter vores besøg er der ikke helt så mange), og lige før opstigningen fandt jeg en fin lille orange stenbider, godt gemt og ikke langt fra bundtovet (Nicolai kaldte den for lilla – han må vist passe lidt bedre på, hvad han blander i gasserne!). Båden var ikke bundet på – det opdagede jeg, da jeg fik spolen fra bundtovet i nakken og her var der tale om en ren serviceforringelse – vi måtte selv svømme de 5 -10 meter, der var hen til Havgassen. Men det var jo også offentlig ansatte der var i Havgassen, og aviserne er jo fyldt med eksempler på serviceforringelser i det offentlige!
 
Herefter stod Otto for tur, Manley skulle ordne et eller andet med torsk og svigermor og insisterede, som han i øvrigt også gjorde før Vargön… Det gik stærkt, vi fik stort set hevet loddet overbord ved første lodskud og med god fart på båden. Alligevel – eller måske derfor – valgte vi ungersvenden og alderspræsidenten til at binde på, og da de havde stået over på Vargön, passede det jo meget fint. Herefter skulle Nicolai ned, så han kunne nå sin deko, og Manley skulle ned og ordne de der torsk. Allan og jeg gjorde klar for ikke at spilde for meget tid, når det blev vores tur. Rune og Sten kom op efter en halv times tid og var vældigt fornøjede over den gode sigt, og kort efter kom Manley med tre fine middagsgæster på slæb i bæltet. Herefter gik det ned til ad tovet, hvor strømmen tog lidt fat et stykke nede. Sigten var ok, 3-4 meter og strømmen gik på tværs af vraget. Li’som på Vargön var der masser af liv og meget aktivitet overalt, bl. a. hos eremitkrebsene, der åbenbart er blevet forårskåde. På sandbunden ved siden af vraget var der en meget fin rødspætte, der desværre ikke havde tålmodighed nok til at jeg kunne nå at sætte et søm i ryggen på den. Herudover masser af mindre isinger og andre små flade. Manley havde ikke fået ryddet helt op, så der var stadigvæk torsk under vraget.

Lidt mundgodt

Jeg fik bundet af, og da der var strøm på vraget, håbede jeg på en lille tur ud over bunden for måske at se sømrokker, som var set i området for mindre end en uge siden – men nej! Strøm var der jo kun dybere end 15 meter og det hjalp ikke meget, når Havgassen var drivanker, så loddet stod urokkeligt fast på en sandbanke lige ved vraget.
 
Op til noget der mindede om solskin og en øl, mens vi sejlede mod havnen med udsigt til Kronborg og alle de fiskere, der skulder ved skulder hev hornfisk i land. Men for lige at vise, at lystfiskerne ikke styrer verden, gassede Allan op lige inden havneindløbet og klippede mindst en af de snører, der var der, med en lakonisk kommentar: ”Havnen er bygget til skibe”…

Tøffe hjem i ølfart

Kim R.