24/4-2010

Robert og Hvenprammen 
Afgang kl. 13:00. Så sen en afgang burde man jo snildt kunne nå, men desværre kan man jo også nå at starte en masse andre ting op, så jeg kom halsende kvart i, og mødte Havgassen på vejen. Men jeg skulle jo hente flasker og andet udstyr og kunne ikke bare vende om og køre efter.
 
Ved svømmehallen var der heftig aktivitet. Der blev boostet og diverse andre ting, så jeg havde pludselig god tid og var bestemt ikke den sidste, der blev klar! Jeg brugte tiden på at forsøge at flytte turen fra Rungsted til Helsingør, hvor Farvandsvæsnet lovede nul strøm og de hvide pile pegede i alle retninger. Nu har de strømfyldte vande ved Helsingør sine absolutte modstandere – Karin og Søren, ikke mindst - og de stoler jo ikke på nogen som helst prognoser - og da Lotte så samtidigt faldt mig i ryggen med, at hun ville på Robert, ja – så vidste jeg jo godt, at vi skulle køre til Rungsted…

Thjek Søren

Vi kom til Rungsted, Havgassen lå i vandet og vi fik fyldt båden til randen med grej på ganske kort tid. Man bruger jo den til enhver tid tilrådighedværende plads, så ikke mange kvadratcentimeter af dørken var synlige.
 
Vi sejlede mod Robert med friske sprøjt fra de krappe bølger i ansigtet, fik smidt loddet og efterfølgende smidt PPP i havet for at gøre fast. Herefter hoppede Lis og Lotte i, mens Tech-Søren og PIV gjorde klar til deres tur. Søren skulle lufte en ny dekoflaske og havde medbragt et linehjul/hundesnor til formålet. Vi er i bestyrelsen bekymrede over udviklingen – både dekoflaske og linehjul – og, ikke mindst, den mentale kovending!
 
Karin og jeg skulle binde af. Vi kom ned - og selv om det efterhånden er lang tid siden, vi sidst dykkede sammen, så var alt ved det gamle – kommunikationen var stadigvæk ubegribelig og efter få øjeblikke var vi svømmet hver sin vej. Der var masser af liv vraget– sjældent set bedre! Alle sprækker vrimlede med liv, foråret er også kommet ned i dybet, selv om temperaturen er den samme som i januar! Jeg mødte Karin, da hun var på vej tilbage til tovet, men hun viftede hektisk med lygten, hun havde fundet et eller andet interessant. Hun ville lige vise mig en stenbider i agten ved søgelænderet.

Lidt af livet på vraget

Herefter stod Hvenprammen for tur– her er livet dog ikke helt så spændende, som på Robert, men chancen for en torsk eller to er der jo altid, og de mordlyste fiskere havde kløe i triggerfingrene. Jeg startede med at rykke feederslangen af, da jeg væltede i vandet. Jeg fortsatte ned, vraget er jo kun på ca. 20 meter på toppen. Jeg havde det som en velsnøret rullepølse, da jeg fik Karin til at give mig feederslangen. Da jeg fik den monteret blev alting lidt mere komfortabelt. Vanen tro gik der kun et øjeblik, så var Karin væk. Det var jo ikke mig, der var væk, jeg vidste jo hele tiden, hvor jeg var! Der var lidt småtorsk og en enkelt sej under den lave ende, hvor sigten i bedste fald var ringe. Ovenpå vraget var sigten i den høje ende 3-4 meter. Og man kunne se et par mindre rødtunger og masser af trådnøgensnegle deroppe.
 
Men tiden går jo hurtigt når man hygger sig, så snart var det tid til afbinding og opstigning. Hele vandsøjlen var ca. 7 °C i hele vandsøjlen, så det føltes ikke koldere at komme op til dekostoppet. Ikke at deko var påkrævet, men hvis nu man nu skulle…

Bøjer over Robert

Herefter hjem med en kold øl i hånden og solen lige i ansigtet.
 
Dejlig dag – vi gør det sgu igen i morgen!
 
Kim R