Trykkerdammen
Ja, dagdyk ved
Trykkerdammen er ikke helt frivilligt, men når man skal teste et eller andet,
man ikke vil risikere at miste et dyk på, ja så ligger det jo lige for!
Manley skulle teste det nye kamerahus, og jeg skulle teste Stens møjsommelige
reparation af min nye lynlås, der, som flere måske vil huske, ikke havde et nært
forhold til kontaktlim. Efter alskens alkymi og organiske opløsningsmidler,
lykkedes det dog til sidst at få en silikonefri overflade, hvor limen kunne
hæfte. Dragten var tillige gennemtør efter 3 måneder i kompressorrummet, så det
var med en vis spænding jeg kæmpede mig ned i dragten. Vinteren igennem havde
jeg lånt Manleys reservedragt, som på alle måder var større og mere fleksibel
end min egen.

Lidt blandet tang på 3-4 meter vand
Men nok om det – vi var kun 2, der kunne tvinge os selv af sted, og vi var
ved Helsingør ca. 15:45, så solskinnet leverede stadigvæk lys til Manleys
billeder både med og uden blitz.
Jeg havde et udpræget begivenhedsløst
dyk uden væsentlige lækager – en anelse fugt ved udluftningsventilen er en lav
pris sammenlignet med, hvad jeg tidligere har erfaret. Sigten var god på det
lave 5-8 meter, men under springlaget var der kun et par meter. Til gengæld var
springlaget ca. 1,5 meter ”dybt” og lå lige oven i vraget, til frustration for
Manley, der gerne ville ha taget et par fine billeder af PADI-vraget med det nye
setup. Der var masser – hundredvis - af flade, flest meget tynde og sløve fisk,
så man måtte lige trykke dem på ryggen og tjekke om de var i ok kondition, inden
de blev prikket. Dem som var i allerbedst form stak af inden denne øvelse, men
jeg valgte omhyggeligt 2 ud. Desværre viste det sig under fileteringen, at der
kun var kød på den ene…

PADI vraget i springlag
Men det gav godt 50 minutter i 5 grader varmt vandet, og jeg dykkede op lige mellem en flok svaner, der nærmest trampede mig i hovedet for at komme væk. Jeg ved ikke om det var dem eller mig, der blev mest forskrækket. Havde jeg bare set dem først, så havde jeg måske fået en ny overfladebøje…

Søgræs der bølger
Kim R.