2/12-2009

En halvkold fornøjelse 
Så var der endelig ophold i blæsevejret, for en kort stund. Jeg kan ikke mindes, at det har blæst så meget at vi ikke har kunnet sejle så længe, i de mere end 25 år jeg har dykket, men måske husker jeg bare forkert.
 
Nå, men vi var hurtig fire raske Havbasser, som enedes om en tur i Østersøen: Peter, Lis, Henrik og jeg selv. En længere tur ville det ikke blive, med de få lyse timer og selv i svag vind bliver man hurtig kold i en åben båd. Men vi bestemte os for et mindre trævrag vi fandt i 2007 og hvor kun jeg dengang havde et enkelt kort dyk. Her er 36 meter dybt og hvis vi så tog Pan på vej ind til Ystad, med sine bare 21 meter som bunddybde, så ville vi stort set kunne nøjes med den overfladetid, som svarede til sejltiden og sådan blev det.
 
Allerede mens vi pakkede båden, kunne kulden mærkes betydeligt. Den gejst jeg havde haft om morgenen, reduceredes noget som tiden gik og fingrene blev koldere og koldere, men snart var vi alligevel på vej ud af havnen. Der var mere vind end ventet, ikke meget vind, men kold vind og de som har prøvet det, ved hvor stor forskellen er på ingen vind og bare 4-5 m/sek., når lufttemperaturen er 0 grader celsius. Nu har det ikke stor betydning under sejladsen, hvor vi alligevel bevæger os over bølgerne med 25 knob, men dette varede kun i 20 minutter, så var det tid til omklædning, mens vraget blev fundet. Den tid det tog for Henrik at smide loddet forkert, hale det op igen og smide det lidt tættere på vraget, passede præcis med min omklædning, så jeg hoppede i vandet kort efter loddet var landet.

Altid Gentleman (eller not)

Om det havde hjulpet at smide loddet om ved jeg selvfølgelig ikke, men det lå ca.5 meter fra vraget, med de små flade vrag er det ikke let. Men i 10-15 meter sigt er dette imidlertid ikke noget problem, loddet lå på styrbord side cirka midtskibs og jeg fik hurtig slæbt det op i stævnen og slået kæden omkring et af de store stokankre. Bunddybden er 36 meter og vraget er kun 1½ meter højt, trawlet i smadder gennem årene, lasten er pitprops, som er korte afbarkede tømmerstokke, som anvendes til afstivning af minegange.
 
Det er i dag svært at skelne, hvad der er vrag og hvad der er lasten, en forhøjning på 20 meters længde og 5-6 meters bredde, indikerer dog tydeligt at her er vragets bund, men omkring dette ligger der tømmer i en radius af mere end 10 meter, omkring vraget. Master, spil, stykker af dæk, spanter og knæ, ligger nu væltet rundt i en pærevælling, med de tusinder af pitprops som udgjorde skibets last. I selve vraget ligger dog stadig pitprops fint stablet og i vragets længderetning, dette hjælper lidt med at finde rundt, ligesom ankre og kædebunker tydeligvis er stævnen.

Rulllllleeee

Nok om træ for denne gang, efter 35 minutter i det lune vand (omkring 10 grader), måtte jeg igen op i vinden og fryse, Peter har fravristet Manley hans opskrift på trylledrik og en tår af Peters termokande tog toppen af pinslerne. Henrik passerede mig da jeg var på vej op og Peter og Lis sprang i vandet kort efter min entré, så efter at have opholdt os på positionen i kun 1½ time alt i alt, var vi nu på vej til noget jern, nemlig den danske damper Pan, som ligger på bare 21 meters dybde, læs mere her: http://www.vrag.dk/vrag/pan.htm
 
Pan er nedsprængt, men alligevel en stor oplevelse hver gang, nok også mest på grund af lyset og den gode sigt. Der plejer også altid at være mange og store torsk på stedet, men siden vi fandt vraget i 2007 og positionen slap ud, er torskebestanden reduceret gradvist og i dag var der ikke én eneste. På andre vrag i nærheden vi har for os selv, har vi set masser af torsk i sommerens løb, noget tyder derfor på at Pans bestand af torsk har været stationær. Nå, jeg vil ikke gøre mig klog på den slags, men de vrag der bliver dykket meget på, indeholder sjældent store torsk, hvorimod vi stadig har kystnære vrag, som bugner af torsk, jeg er derfor ikke så bekymret for bestanden som sådan.

Igen i dag var Pan en god oplevelse, dejlig lyst og sigten var også af de bedre, jeg nåede godt omkring i den halve times tid jeg var der, uden dog at falde over noget af særlig interesse. Oppe i båden igen, var solen allerede på vej ned og inden Henrik som sidste dykker havde bundet af, var himlen mørk og skummel. Heldigvis begyndte det først at regne, da vi havde pakket båden sammen og sad i bilerne. Nu var det bare hjemad over Skånes flade landskab i total mørke, varmen fyldte atter kroppen og vi var da fuldstændig enige om, at dette havde været en dejlig dag.
 
Allan Jensen