31/10-2009

Mirs vrag 
Fire havbasser var alt, hvad en ellers vejrmæssigt lovende lørdag kunne trække af huse. Der var en dreng og hans kæreste, en lidt undseelig ældre mand og så mig. Da jeg ankom – ”sidst som sædvanlig” er mit nye motto – blev der allerede lagt store planer. Jeg blev også spurgt lidt til råds, men fandt ikke rigtigt at jeg havde alverden at bidrage med. Føler tit – og det gør mig heldigvis ikke det mindste – at der på havbasse-ture sådan per automatik er en som tager den overordnede styring af slagets gang. I dag var det tydeligvis drengen, som havde taget bukserne på. Det virkede helt OK selvom jeg ikke kender ham så godt og også havde hørt i krogene, at der skjulte sig et voldsomt temperament bag hans rolige og smilende facade (og det i sær hvis noget af mekanikken på båden kunne finde på at drille). Så jeg fulgte villigt anvisninger og ordre og bad i mit stille sind til, at der ikke kom tekniske problemer på turen.

Havgassen på vej ud af Gilleleje Havn

Mindre en to timer senere lå vi perfekt placeret over Mirs vrag. Vi skulle have været længere nordud i Kattegat, men søen var ikke helt til lange stræk og jeg var faktisk lettet over at vi stoppede halvvejs. For hold kæft hvor kan man dog blive godt banket igennem på den båd.
 
Drengen ville personligt verificere om nu teknikken viste rigtigt, så han røg i som den første. Jeg skulle i som toer og havde planer om lidt stilfærdig torskejagt nede i Mirs rodebunke. Vandet virkede koldt men det hjalp heldigvis på temperaturen at komme ned af tovet. Sigten var helt OK og de bedste steder vel op imod en tre-fire meter. Der var også pænt lyst på vraget. Nu var det så bare at finde den torsk der skulle med hjem til køkkenet.
 
De første fisk jeg fik kig på var lidt for små. Så ledte stilfærdigt videre og nød alt det andet liv der var at se på. Der var bl.a. nogle rigtigt store taskekrabber op på en kort afstikker jeg lavede ud på mudderbunden fandt jeg nogle søfjer. Fandt endelig en rigtigt pæn torsk i en ”hule” under en stor plade. Fik den harpuneret fint lige bage ved øjnene. Men jeg kunne ikke få den ud af hullet. Prøvede at tage fat i kæberne og får den på ret kurs men det var ikke muligt. Indså at den måtte være kommet ind i hulen på en anden måde, men det var umuligt at se hvordan. Som et sidste helt desperat forsøg tog jeg fat i pladen for at se om den evt. kunne rokkes.
Jeg havde sluppet harpunen, og det skulle jeg ikke have gjort, for nu var den umulig at se i muddertågen. Eder og forbandelser men jeg måtte indse jeg måtte opgive at lede videre og se at koncentrere mig om resten af dykket. Min bundtid var faktisk ved at være mere end passende.  
 
Mirs vrag kender jeg ikke så godt at jeg umiddelbart kan orientere mig og det irriterende roderi med torsk og harpun havde svækket min orienteringsevne yderligere. Det måtte blive en fri opstigning med dekobøje. Det gør jo heller ikke noget at prøve det en gang imellem. Kom dog op så tæt på båden, at jeg kunne svømme hen til tovet og gasse af. Så drengen slap da her i første omgang for at binde af for at hente mig.
 
Mellem første og andet dyk blev der spist lidt frokost og jeg fik tid til lige at få varmen og nyde en smøg eller to. Var godt  pissed over det med harpunen. Ikke mindst fordi der var monteret en lille 3w led-lygte på, som jeg faktisk er ret glad for. Men jeg måtte jo se om jeg kunne finde den på andetdykket.
 
Da drengen var dykket ned for anden gang gik der ikke lang tid før hans dekobøje kom til overfladen. Det måtte være min harpun mente de to andre så jeg fik lynet tørdragten i en fart og hoppede i efter bøjen. Det gav varmen ! Ikke mindst tilbageturen til båden i den lette modgående strøm. Harpun var det nu ikke – men loddet til bundtovet som var sendt op. Nå hvad fanden nu var varmen der så det var jo bare på med resten udstyret. Så måtte jeg jo selv finde den harpun. Det var nu ikke helt let og bundtiden løb for hurtigt syntes jeg. Men til sidst fandt jeg stedet. Gjorde ikke flere forsøg på at få fat i torsken, som der i øvrigt ikke var meget liv i mere. Tiden var også mere end gået og der var ikke andet for end endnu en fri opstigning. Denne gang blev det et næsten 15 minutter langt og pissekoldt dekostop hængende i det rene ingenting for enden af linen op til dekobøjen.

Sidste dykker vel ombord – hyggen breder sig i Havgassen

Jeg blev afhentet hurtigt og elegant og ikke ret lang tid efter var kæresten også tilbage fra det sidste dyk på den dag. Humøret var fint, drengen havde fanget en fin torsk og jeg havde fået fat i min harpun. Et par dåser blev knappet op og så blev kursen sat og der kom fuld fart i skruen. Det var blæst en smule op så jeg trak ned bagved for alt slippe for det værste bumperi. Oppe foran læskærmen viste den ældre herre sig utrolig galant. Han sikrede med sine brede skuldre at kæresten var i læ for den kolde vind og med sine stærke arme sikrede han et fast greb om det hele. Så vi kom sikkert og glade i havn.

Den ældre herre sikrer læ og holder rigtigt godt fast

Det var blevet til en rigtigt dejlig dag på Kattegat. Jeg følte mig både glad og godt brugt, da vi var tilbage i Farum og fik afregnet. Vidste jeg ville sove tungt og glædede mig til søndag, hvor der også stod jagt på menuen. Og det ville ikke blive torsk der skulle skydes efter.
 
Tak til Flemming, Marianne og Sten for en dejlig dag. Jeg ved godt at denne beretning kunne have været færdiggjort noget før – men som sagt indledningsvist er mit nye havbassemotto: Sidst som sædvanlig.
 
Peter B.