3/5-2009

Otto d. 3. maj 2009 - det er tanken, der tæller!
Dagen startede optimistisk med solskin og udsigt til nul strøm ved Helsingør. Mine forberedelser var lidt hæmmet af, at jeg aftenen før havde forsøgt at flytte et bord ved at tordne min storetå ind i et bordben, så jeg humpede en del og havde ondt af mig selv. Heldigvis havde flere af de andre også ondt af mig og hjalp med at slæbe mit udstyr og hjælpe i øvrigt.
 
Egentligt ufatteligt at denne dejlige dag kun kunne tiltrække 4 havbasser, men for os som var af sted, var det jo fint nok! På havnen i Helsingør mødte vi en anden dykkerklub – Rødovre(?) - og en bil fra Masterdive. Rart at se, at der er andre der dykker i Danmark – det kan man ellers godt tvivle på hen over vinteren!

Gæster på vores vrag!

Da vi nåede ud til Otto havde Rødovre (?) sat et anker fast i vraget, men havde endnu ikke folk i vandet, så vi smed vores eget lod, og kastede Manley i vandet for at gøre fast. Herefter var det PIV og Bent, der fik fornøjelsen. Vejret var stadigvæk fint, solen skinnede og den regn, der var truet med, blev væk! Der var ingen nævneværdig strøm i overfladen og bølgerne var yderst moderate.

50+ på Otto

Efter ca. 50 min dukkede Manley op, og jeg kunne komme i. Jeg blev briefet om, at der var en del trådnøgensnegle på en stolpe lidt foran styremaskinen, og der var bundet på i bagbordsside langt tilbage. Jeg hoppede i og det var rart ikke at kæmpe med strømmen på et Ottodyk. Jeg kom ned og svømmede indover vraget og fremefter. Overalt myldrede det med liv, trådnøgensnegle var der særligt mange af og buskhoveder, de var overalt.

Skeløjet?

De fleste af sønellikerne var foldet helt ud, så der var et lyst og farverigt skær overalt på overbygningen. På bunden var der masser af flade, primært isinger, der ikke var alt for store, og der var adskillige gode torsk i spisekammeret. Efter 40 minutter var det ved at være tid til at returnere til bundtovet, temperaturen var også lidt under komfortgrænsen, for jeg var blevet åd i det ene ærme. Der må vist limes lidt i Lysekil!

Trådnøgensnegl

Oppe i båden igen stenede vi lidt i forårssolen, mens vi diskuterede om vi så på en lille lappedykker eller en dværglappedykker, der opholdt sig i vores umiddelbare nærhed, men vi blev enige om, at det hed en lille lappedykker – måske!
 
Efter godt halvanden time var det tid igen, først Manley, dernæst PIV og Bent, og så blev der helt stille. Nabobåden var væk, de ville kun ha’ et dyk.
 
Da jeg omsider kom i vandet igen, var der mange ting, jeg lige skulle se. Ingen af de kendte steder husede stenbider, og der var ikke noget ekstrausædvanligt på denne tur. Torskene lå skudklare i hullet i en arm + 5 cm’s afstand inde under vraget og var ellers helt ligeglade med den gribende hånd, der famlede forgæves efter en halerod. Vores bundtov og lod var blevet beriget med et anker og en kæde, som har ligget og flydt på fordækket af Otto. Ankeret var gjort fast til loddet med en karabinhage. Jeg tænkte, at der var meget det kunne hænge i inden det kom indenbords.

Da jeg kom i overfladen var de andre godt i gang med hyggen, de sad i solen med kolde øl. Jeg selv skulle jo ud af udstyret og tænkte, godt det ikke er mig, der skal hive det tunge bundtov op. Tjansen gik til PIV og Bent, og alt imens de hyggede sig med jobbet, spøgte de med at man ku’ få dykkersyge af at arbejde hårdt efter et dyk, jf. den retssag der var for 5-6 år siden.

Your place or mine…?

Vi tøffede herefter ind mod havnen og den tur var kort og behagelig. Da vi nåede slæbestedet var der optaget, et par fiskere skulle absolut lege med det elektriske spil, og det gik langsomt! Vi lagde til ved broen og skulle til at læsse udstyret af Havgassen, da PIV sagde, at han var følelsesløs/lam i det venstre ben. Vi tænkte, at han havde siddet skævt og trykket eller et eller andet, men han insisterer, og vi enes om, at en iltmaske, ned at ligge og et hurtigt telefonopkald nok var på sin plads. Vi fik pakket Oxyboksen ud, og heldigvis var sættet komplet og med fuld iltflaske. PIV ville dog ikke suges, lidt ærgerligt, når der nu var et offer der ikke kunne løbe væk. Mens vi var i gang råbte Allan Jensen os an fra søsiden. Han var på fisketur i sin egen båd, og var tilfældigvis i Helsingør for at få lidt at spise. Han skyndte sig at sprede rygterne om PIV’s uheld, så det behøvede vi ikke selv at bekymre os om.

Utroligt – så meget besvær for at undgå at slæbe udstyr

Imens dette skete var der etableret kontakt til SOK, og derfra til en dykkerlæge og igen derfra til en ambulance, der skulle bringe PIV fra Helsingør til Rigshospitalet. Efter ilt i ca. 10 min. kom følelse og førlighed langsomt tilbage i PIV’s ben, men han følte sig lidt svimmel. Han blev lagt på en båre i ambulancen med mobil, tegnebog og dykkercomputer på maven, fik en ny iltmaske på og et drop i armen og så af sted på det offentliges regning. Bent fulgte efter i PIV’s bil.
 
På Rigshospitalet blev det hele lidt for meget for PIV, så han ørlede øllet op på gulvet – en meget fin entré, når man kommer ind med dykkersyge! At kvalme kan være et af symptomerne på dykkersyge kan være en formildende omstændighed, men når de så skvulper rundt med ham på diverse bårer og senge, så må de selv ta’ følgerne. At der kun var tale om én øl var sikkert svært at lugte for de stakkels sygeplejersker, der skulle tørre op. Men det var da et statement, der var en havbasse værdigt!
 
Herefter gik det slag i slag for PIV, først 6 timer i tanken søndag og natten til mandag, yderligere 90 minutter mandag, 90 minutter tirsdag, 90 minutter onsdag– nu siddende, og endelig 90 minutter torsdag lige for udskrivningen. Hans svimmelhed, som i parentes bemærket, ikke kom af for mange øl, var næsten væk på udskrivningstidspunktet. Han skal efterfølgende have scannet hjertet for at se om han lider af PFO, altså hul i væggen mellem de to hjertekamre, som kan være en mulig forklaring.
 
Hvad der skete og hvordan det føltes vil PIV nok selv fortælle om på et tidspunkt, men fælles for begge dyk var, at de lå på den konservative side af, hvordan vi (og PIV) normalt dykker. Og Bent, som var makker, havde ingen symptomer overhovedet! Årsagen er givetvis ophalingen af det tunge bundtov, hvor en sammenkrøbet stilling har forøget trykket i brystkassen (det mener de også på Rigshospitalet). Og måske kombineret med, at bobledannelsen i blodet er størst fra en halv til nogle time efter afsluttet dyk.

Det er tanken, der tæller…

Men, historien stopper jo ikke her, for vi var jo et par stykker, der var efterladt i Helsingør med en masse udstyr og en båd. Og da vi skulle ha’ båden op ad slæbestedet ville trimmotoren ikke hæve motoren. Vi kunne lige få båden på traileren, men vi turde ikke køre hjem med motorbenet få centimeter fra jorden. Efter lidt telefoni fik vi en kyndig til at se på sagen, men han kunne ikke gøre meget på stedet. Vi fik dog aflastet trykket på hydraulikken, så vi kunne løfte motoren og køre hjem uden at smadre alt for meget.
 
Da vi nåede Farum fik vi båden på plads, smidt udstyret i garagen. Vi gad ikke engang at gå op i klubben, så vi kørte direkte hver til sit. Hvis kortet til bommen i Helsingør ikke er i turkassen, så er det stadigvæk i Manley’s bil!
 
Men hvad kan vi lære af denne episode? 
Vi har jo efterfølgende overvejet, hvordan man skulle kommunikere denne episode ud. Skulle vi, som de fleste, prøve at tie den ihjel, eller skulle vi skrive det som det var? Nu er vi ikke ret gode til at holde kæft, så det var jo næsten afgjort på forhånd. Uheldet bliver naturligvis indberettet til DSF, når PIV og vores sikkerhedsudvalg (Lotte) får talt sammen, og PIV er med på, at både historie og billeder sættes på hjemmesiden, som fra enhver anden tur.
 
Vi gjorde jo egentligt ikke noget, vi ikke plejer at gøre. Ankertovet bliver jo hevet op hver gang vi er ude, selvfølgelig ikke med ekstra vægt på hver gang, men det er da set ofte før. Og vi (inkl. PIV) var bekendt med at hårdt arbejde efter dyk kunne trigge dykkersyge. Han prøver nu at få hospitalet til at lave et skriv til klubben om, at han ikke må trække anker op og lignende fysiske anstrengelser efter dyk. Men til gengæld må han sidde musestille og nyde et par kølige øller!
 
Set retrospektivt skete symptom-behandlingen hurtigt og effektivt fra symptomernes opståen i havnen til PIV’s udskrivning.
 
Årsager?:
 
Ja – det var koldt i vandet, men det er det jo altid
Ja – Vi drak nogle få øller efter dykket, men det gør vi altid, og de maskerede ikke symptomerne, og dehydrerede ikke nok til at dette tillægges betydningen af trykkammerets læger.
Ja – de hev et bundtorv op – men det skal altid gøres – man bør dog overveje ikke at anstrenge sig kraftigt i denne forbindelse. Lægerne mener, at dette var den udløsende faktor.
Nej – Dykket var ikke aggressivt – 30m indenfor NDL endda.
Nej – Der er intet at se på dykkerprofilerne.
Nej – PIV’s Nitrox var ikke fejlblandet!
Nej – Vi har ikke Acetylsalicylsyre (Aspirin m.fl.) i kufferten, og tager det ikke inden et dyk
Nej – PIV burde ikke have fået et ret kraftigt Type-1 Hit for dette relativt banale dyk.
 
Qua ovenstående, står vi noget uforstående overfor hvorfor PIV røg i tanken, men heldigvis slipper han formentligt helt uden mén. Tilbage er en mulig kendt fysiologisk årsag, Patent Foramen Ovale (PFO), og det tjekkes ved lejlighed, dvs når der er plads på hospitalet.
 
Kim R