12/12-2008

Torskevraget I og II
Efter 3 mdr. tørke, så har jeg dykket 2 dage på en uge i december i ØSTERSØEN. Det er første gang i karrieren. Der er meget få dykkerdage derovre på denne årstid og med relativt dybe vrag og langt til dem, så stopper sæsonen normalt i november. Som i onsdags var målet torskevragene nær Trelleborg, der med en relativ lav dybde ville kunne gå an som vinterdestination uden for meget deko.
 
Først skulle 2 hårde hurdles overstås. Først det at skulle forlade den varme seng i mørke, da mødetidspunktet var kl. 8 i Kastrup, en hård opgave for et udpræget B-menneske som undertegnede og det sker heldigvis kun en håndfuld gange i løbet af en vinterJ. Dernæst skulle båden ud af sit mudderhul og med et halvt døgn yderligere med regn, så var marken foran laden ikke mindre mudret.
 
Efter rigtigt meget kaffe og med båden på det tørre, så steg energiniveauet og forventningens glæde forplantede sig i kroppen og da sneen også stoppede med at falde idet vi ankom på havnen, ja så var humøret rigtigt højt.
 
I onsdags dykkede vi kun et dyk, så i dag startede vi med Torskevraget I, som vi ikke nåede sidst. Vraget ligger på 29m på ren hård sandbund. Thomas og Henrik Juhl dykkede først og dernæst undertegnede og L. L kom i lidt efter mig men måtte tilbage til stigen for (igen) at få en tør tørhandske. Jeg sad lidt og ventede på L nede på vraget. At sidde her på 26m og kunne se L svømme i overfladen, fange tovet og komme ned til mig, det var næsten for godt til at være sandt. WAW for en sigt! Torskevraget er et gammelt trævrag uden maskine og er godt smadret, men med masser af gemmesteder til de store torsk det er kendt for. Og store torsk var der, flere end der plejer og med maverne der snart bugner af rogn, er de ikke blevet mindre. Overalt stod der store torsk og i 25m sigt gik de 40min bundtid alt for hurtigt.


Juhl i overfladen

Og helt oppe

Alle havde et godt dyk og vi tøffede videre til det andet torskevrag. Her er der lidt længere mellem torskene, men vraget ligner mere et skib, agter er høj og roret sidder på endnu. I stævnen står et stort spil og anker og der er mange store taljeblokke, samt en enorm mast der ligger i 3 dele ude på bunden. Vandet var tålelige 8 grader i hele vandsøjlen, så det var nogle gode lange dyk på en fed nitrox uden at fryse, andre syntes måske det var en anelse koldt. Men når man både skal grave, fange fisk og svømme meget, så var det ikke noget problem. Jeg bandt af og blev trukket på langs med vraget, blev liggende 5 meter over vraget og på et tidspunkt kunne jeg se hele vraget på én gang og det er alligevel 25-30m langt!


Hjemad mod smygehamn

Da L og jeg atter var i båden, havde det luftet lidt og kong vinter viste tænder. De små 10 mil gik dog relativt smertefrit, alle puttede sig bag vindspejlet og bølgerne blev aldrig rigtigt ubehagelige. Fedt at det kan lade sig gøre i december, synd at der ikke var flere der kom med, det var virkelig en fed oplevelse.
 
Tak for en fed dag.
 
Henrik