10/12-2008

Østersøen 
Sent mandag aften bippede en sms omsider ind fra Henrik J, og han lokkede med en tur onsdag. Lad det være sagt med det samme, jeg har og havde egentlig ikke tid til at lege en hel dag, men jeg kunne på den anden side heller ikke holde ud at blive i land, når der omsider var udsigt til lidt ordentlig dykning. Dette efterår har været det magreste siden jeg genstartede min dykkerkarriere.
 
Men med hiv og sving og efter et par tidlige timer på jobbet nåede jeg omsider Kastrup, hvorfra Henrik og jeg, efter en hurtig omladning, drønede mod Smygehamn. Kasper var kørt alene i forvejen, for trods reklamer for turen, både på havbassemailen, dk.fritid.dykning og Dykkerforum.dk var der ikke andre, der ville med. Vi nåede til Smygehamn før Kasper, han sagde han havde været inde og tanke, og vi ved jo alle, at de sælger andet end benzin på tankstationerne, så vi troede på ham. Vi var endda blevet stoppet i tolden som ville vide hvorhen vi skulle, hvad vi skulle og hvor længe vi skulle, men tolderen opgav at rode bilen igennem, for den var proppet med dykkerudstyr og benzindunke.
 
Ved Ingemar’s lade var marken foran porten ikke helt fast, den bær præg af den seneste tids heftige regnvejr, og da traileren samtidigt havde ”fastgroede” bremser, var det lidt af en udfordring, at få trukket båden ud på vejen. Men efter lidt møje og besvær og da Henriks ene forhjul fangede grusvejen kom båden på sikker grund. Vejen og marken så efterfølgende ikke for godt ud, og Henriks bil havde fyldt skærmkasserne med den fedeste lerjord.

Lettere opkørt mark

I havnen var der de sædvanlige faste beboere, der lige skulle opdateres, for det var jo efterhånden et 2-3 måneder siden, ”Ran” sidst havde været i vandet. Men bortset fra at der skulle pumpes pontoner, så gik det faktisk let. Motoren startede i første hug, og alt det elektriske fungerede. Vi sigtede mod Torskevrag I og II, og nåede hurtigt frem til der, hvor vi troede positionen var. Desværre havde Henrik ikke fået overført positionerne fra den gamle navigator, så vi brugte lidt tid og et par sømil på at søge. Da vi fandt den og fik smidt loddet, blev Henrik helt bleg, for det var alligevel ikke torskevraget, men et kedeligt vrag, vi allerede havde dykket ”færdigt”.
 
På den igen! Vi valgte den sikre løsning med Torskevrag II, for vi var nødt til at være i land før mørket frembrud, hvis nu det drillede med at få båden ind i laden.

Hvad man ikke har i navigatoren må man jo have på hækken

Torskevrag II lå til gengæld lige der, hvor vi havde efterladt det sidst, og kort efter var jeg klar til at hoppe i og binde på. Kasper og Henrik havde jo ikke været i vandet, siden de var i Rødehavet for et par måneder siden, så de var jo ikke vænnet fra at ha’ slaver til det grove.  Jeg kom i vandet og bemærkede, at bøjelinen var rigelig lang og der skulle svømmes ligeså meget hen som ned. Men jeg kunne se linen - helt ned på vraget! Fuldstændigt surrealistisk, sigten var mere end 30 meter, og der var masser af lys på bunden. Jeg var lidt befippet, det var jo ikke lige det, jeg havde regnet med. Jeg havde naturligvis forventet god sigt, meeeeen! Jeg kunne se flere grupper af mindre torsk svømme lidt væk fra vraget, ude på sandbunden. Jeg ville ikke ha’ set dem under normale gode forhold, så det var ren bonus.

Bare derud af.......

På vraget valgte jeg blot at slå kæden omkring en af de massive tømmerstolper og så lige slå den et par gange omkring sig selv. Og så bare af sted for at finde de store torsk, der plejer at være så talrige. Vraget er tydeligvis kendt af lystfiskere, og de havde af hensyn til den forestående højtid pyntet fint op med guirlander af gummiblæksprutter og fine blanke ting. At lystfiskerne også kender størrelsen på de faste beboere syntes også klart, da pirkene var store og linerne fortrinsvis var af den spundne slags, der ikke er til at rive over.
 
Langt ude på bunden ved toppen af masten kunne jeg se lys og liv. Det var Henrik, der lige skulle se, om der sad noget spændende i toppen af masten. Masten virkede enorm i forhold til resten af skibet, så det var lidt svært at forestille sig, hvordan skibet engang havde set ud!
 
Der var ikke så mange store torsk, som jeg havde regnet med, men der var alligevel en del mellem 10 og 20 kg. Jeg var helt ubevæbnet, når man ser bort fra min lille kniv på vesten, som ikke engang er spids, så jeg havde ikke modet til at gå i clinch med de store fisk. Henrik havde derimod medbragt en lille harpun, som passende kunne bruges til at sikre lidt godt til bordet. Han fik skudt en pæn torsk, men hans lille ærtebøsse kunne ikke skyde så hårdt, at pilen kunne trænge gennem skallen på torsken. Den var heldigvis lidt lamslået over at blive prikket i hovedet, og Henrik brugte derefter harpunen som håndspyd og fik på den måde sikret fangsten, og fik dyret overmandet og aflivet. Den var ikke helt indstillet på at dø, men et par knive, der blev vredet rundt i hjernen på den, fik den til at slappe af. Henrik svømmede hen mod bundtovet med torsken, som efterlod et grønligt spor af blod i det krystalklare vand.

En god torsk er jo ikke at foragte

Min tid i dybet var ved at rinde ud, jeg havde haft 40 minutter på bunden, og tiden var fløjet af sted, så jeg rettede også min opmærksomhed mod bundtovet. Jeg kunne se den hvide tamp af tovet ved kæden gynge op og ned, præcis som en gople (talte vi også efterfølgende om), og så kunne jeg skrå lidt op, og spare lidt deko. Jeg kiggede op og så båden ligge og bøjen ved siden af. Vandet var helt ustyrligt klart, jeg har aldrig tidligere set noget lignende i ”hjemlige” farvande. Jeg har hørt fra norske dykkere, at de kun gider dykke om vinteren, når sigten er god, og jeg tror, jeg omsider fattede, hvad de mente. Det var sådan en følelse af – ”Rødehavet – gå hjem og vug!” Mens jeg klatrede op ad tovet så jeg Henrik fjumre lidt med en hævesæk og en karabinhage, og pludselig kom hævesækken drønende op ad tovet med torsk og harpun under sig!
 
Få minutter senere blev Kasper smidt i vandet. Vi var blevet enige om, at dagslyset ville forsvinde inden vi kunne afvikle anden omgang, så Kasper skulle binde af. Han havde kun luft på, så hans bundtid blev 30 minutter og hans deko 10 minutter. Men han kunne selvfølgelig se ned på vraget imens han lå på deko, men det er jo ikke helt det samme. Vandet var 7 °C i hele vandsøjlen, det var jo varmere i vandet, end det var i luften - som Henrik lakonisk sagde, da jeg foreslog ham at lade torsken hænge i vandet, i stedet for at hive den indenbords. Da den blev renset tjekkede vi lige maveindholdet, den havde spist en torsk lige over mindstemålet, så man forstod hvorfor de små torsk ikke var inde over vraget! Og hvorfor lystfiskerne bruger så store pirke.
 
Op med Kasper og tilbage mod Smygehamn i den svindende sol. Vi skulle ikke bruge tid på at spule båden, for der var lukket for vandet. Til gengæld kunne vi beundre en stor flok silkehaler, der var kommet på vintervisit. De var ikke særligt sky, så vi kunne nyde dem på ret tæt hold!

Ombord efter et godt dyk

Og så til det mest spændende denne dag, kunne vi bakke båden ind i laden hen over den smattede mark? Det lykkedes efter et par forsøg, hvor hele vogntoget kørte sidelæns i mudderet, men det var vist godt, at Henrik havde skiftet til vinterdæk.
 
Herefter gik det mod Danmark, og på vejen opdagede vi et visitkort under vinduesviskeren. Det glemte vi alt om, indtil Henrik vaskede forruden. Kortet havde en håndskrevet besked, og vi nåede hverken at se navn eller tekst. Nu ligger der måske en invitation fra en barmfager svensk blondine eller 15 nye vragpositioner fra en fisker til ingen verdens nytte på en skånsk motorvej!
 
Kim R – som ikke forstår hvorfor vi ikke var flere af sted!