12/10-2008

S/S Otto og Kronborg d. 12. oktober 2009
 
Omsider var vejrudsigten acceptabel – ikke god, men acceptabel! Og tilmed på en søndag, hvor Havgassen kunne komme på vandet. Sædvanen tro havde Manley set en gunstig strømprognose ved Helsingør, og argumenterne fra alle andre med dårligere prognoser, blev hurtigt fejet af bordet. Og det var jo egentlig også længe siden vi havde været på Otto, så vi var nemme ofre. Manley var også den eneste med hængerkrog, der kunne lokkes ud på denne solbeskinnede søndag, så vi føjede ham, men han plejer jo heller ikke at pive, når det er ham selv, der skal binde på i strømmen.
 
Havgassen blev sendt i forvejen med Manley og Sten, mens vi andre fik fordelt os i et par biler, og for en gangs skyld var bilerne fyldt op ved afgang. Det vil sige, Nicolai H kørte alene (hjemmefra), men hans lille Lupo var alligevel fyldt helt op!
 
Da vi nåede Helsingør Nordhavn var der masser af dykkere på kajen, og der lå hele tre dykkerbåde i vandet(!). Den ene var Dykkertaxi, der skulle en tur ned mod Hven, den anden var fra Københavns Sportsdykkerklub, de skulle på Otto og den tredje var Havgassen.

Fyldt slæbested

Nu er Otto jo vores vrag, så vi lod os ikke afvise. Vi sejlede ud lidt efter KSDYK, slog vraget, smed loddet og lod Manley binde på. Måske kan det lære ham ikke at tro på den eneste ud af fire prognoser, der viste mellem en halv og en hel knob, når de andre viste mindst halvanden knob. I hvert fald var det store jordbær knapt synligt i overfladen (min. 2 knob), men det viste jo, at loddet sad fast på vraget. Solen blændede lige bag bøjerne, da Manley hoppede i vandet og han missede næsten tovet, men efter en hektisk svømmetur fik han fat i strømbøjen og kom ned.
 
Herefter skulle Nicolai J og Jesper (en gæst fra Randers) lufte deres Inspiration’s på Otto. Jeg tænkte i mit stille sind, at jeg nødigt ville slås med stageflasker i strømmen, men det skulle jeg heldigvis heller ikke. Nicolai J kom i, og så skulle vores gæst så i. Nu er det ikke så nemt at hoppe i Øresund i stærk strøm, når man ikke har prøvet det før, og det gjorde det jo ikke bedre med stageflasken. Man har jo kun en hånd (højst) til at ordne grej, lufte ud og ind, og strømmen kan få løse regulatorer til at blæse. Og det var lige hvad, der skete, bail-out’en blæste voldsomt, og Jesper måtte gå op igen. Han fik også lige en tur på stigen i strømmen, men det hjalp, da vi fik bundet af! Vores gæst havde fået syretræning for resten af sæsonen, hans arme var i hvert fald ikke meget bevendt, da han endelig havde kæmpet sig op i båden.
 
Vores venner fra KSDYK sejlede langt frem foran os, og hoppede i vandet et halvt hundrede meter opstrøms. De kunne så sigte efter Havgassen og gå ned ad vores bundtov. Når de så kom op igen, så kunne de bare drive og blive samlet op af deres RIB, en ret behagelig metode, når strømmen er frisk.
 
Rækkefølgen af de øvrige og hvem, der dykkede med hvem, er ikke helt klart, men Nicolai H dykkede vist nok med Nicolai H, Allan dykkede med Allan, Sten dykkede med Lennart og Morten og jeg dykkede sammen på sidsteholdet.

Kim i søndags tøjet

I hvert fald var næste mand på stigen Lennart, der skulle prøve den stige, han selv havde lavet. Han fik ikke lige fødderne på den rigtige side af stigen og efter en kort kamp bandt vi båden af, og så var alting meget lettere. Tilbage til bøjen og da vi greb den med bådshagen, fik vi jaget en KSDYK-dykker væk fra den. Han var vist bange for at blive enten sejlet ned eller halet op i Havgassen. Og hvad der så er værst er vel et spørgsmål om smag og behag! Men Sten skulle jo også lige vise sig! I stedet for at holde i tovet på Havgassen lod han sig flyde med strømmen og troede han kunne krydse benene om stigen. Men selvfølgelig kunne han ikke det – han torpederede stigen med finnerne, så hårdt, at hans ene finne blev siddende fast på stigen. Vi bandt selvfølgelig af og så sejlede af sted efter ham.
 
Morten og jeg skulle i, som de sidste, og vi skulle binde af efter vore dyk. Vi skulle blot lige koordinere med KSDK, så de ikke manglede nogen dykkere på vej ned eller op. Vi klarede da nogenlunde samlet ned gennem strømmen og skulle lige orientere os på vraget. Jeg havde på forhånd hørt forskellige meldinger om, hvor der var bundet på, og hvor dyb strømmen var. For ikke at blive alt for forvirret valgte jeg ikke at tro på nogen af dem! Strømmen var stærk, ca. 2 knob i overfladen og ned til ca. 15 meter, hvorefter den aftog en del. Lige over vraget var der nok tæt på en knobs strøm, så strømmen i dybet var nok tiltaget. Ingen havde sagt, at der var så meget strøm på vraget! Manley havde bundet på inde i vraget, tæt ved en lugekarm ved det agterste lastrum, lidt til styrbord. Sigten var max 2 meter, så det tog et minut eller to, før jeg var helt sikker på, hvor vi havde bundtovet.
 
Herefter gik vi med strømmen hen over vraget og ned i læ af skibssiden, ned på bunden for at se, om der var fisk i spisekammeret. Der var flere rødtunger, bl. a. en stor en under en plade, som jeg lige ville vise Morten. Men hvor var Morten? Jeg gik op til rælingen, lyste omkring, men jeg kunne ikke se ham eller hans lys nogen steder. Jeg tog en runde på et par minutter uden held, og blev lidt nervøs. Skulle jeg binde af, og hvornår? Og så lidt skrupler, for Morten er jo endnu ikke en af de ”gamle”, som man er helt ligeglad med!

Pigvarre, dog inde ved Helsingør

Jeg tog en hurtig tur op ad bundtovet for at se og høre om han var i båden, men det var han ikke. Jeg ræsede hurtigt ned igen, og jeg søgte rundt længere og længere væk fra bundtovet. Men så hørte jeg Havgassen blive startet og, da jeg tjekkede bundtovet efter, kunne jeg mærke, at der ikke længere var en båd for enden. Fint nok! Så er han kommet op, og så kunne jeg lige se om der var noget spændende. Lidt senere blev der bundet på igen, og jeg tænkte, at jeg som den eneste kunne få en behagelig opstigning. Jeg regnede med at blive trukket op til lige under 15 meter, når jeg bandt af, så jeg gjorde mig lidt tung inden jeg bandt af. Jeg blev trukket, men ikke op, kun hen, og dermed måtte jeg arbejde hårdt for, at lod, kæde og jeg selv ikke skulle ramle ind i diverse ting på vraget. Strømmen var dyb og derfor var jo ikke noget træk opad, som jeg havde regnet med.

En af mindst 15 herreløse åleruser fyldt med ål som blev sat fri

Andet dyk skulle foregå ud for Kronborg. Vi kommer der jo ikke så tit efter dykkeforbudet i det meste af Kronborgbugten. Der var et sted helt inde ved land, hvor strøm og vind gik lige op, dvs. der var næsten ingen vind og strømmen umærkelig, så vi smed ankeret og gjorde klar alle sammen samtidigt. Vi blev nok fotograferet lige så meget som Kronborg, og Sten kom med på mange af billederne, mens Sten gjorde det, han altid gør før et dyk! Men han er jo lidt af en linselus, så det var nok med vilje!

Krabber var der jo rigeligt af

Vi hoppede i havet i spredt orden. Allan blev i båden, så vi kunne afvikle dykkene på en gang, mere eller mindre! Jeg tog turen med Morten. Jeg dykkede på sjatten fra Otto, og vi forventede en dykketid på ca. 20 minutter. Vi startede med at gå ud over skrænten, hvor vi havde god sigt (5-6 meter) i starten, ok (3-4 meter) ned til 15 meter og dårlig sigt (<2 meter)fra 15 til 26 meter. Der var ikke meget andet end muslingeskaller og mudder på det dybe, men der var en anelse strøm, så vi vendte ret hurtigt om og gik op på lidt lavere vand, hvor der var bedre sigt og mere liv, uden det dog var prangende. Morten benyttede lejligheden til at træne lidt opdriftskontrol med sin nye tørdragt. Forholdene var også ideelle til den slags øvelser, og han brugte vel et kvarter ved ankertovet.

I det rigtige lys bliver selv brandmænd pæne (de fleste)

Da alle var ombord igen, var der blot en kort tur tilbage til havnen, hvor Nicolai H på bedste havbassemanér fik masser af velmente råd om, hvordan man skal manøvrere Havgassen, når pladsen er trang, og der er sidevind. Han kvitterede også på bedste havbassevis ved at sejle lige ind i broen!
 
 Kim R