14/9-2008

Robert
Da jeg nåede Farum holdt Lottes bil foran bommen, og jeg tænkte, at jeg lige kunne nå ind før hende, men en eller anden åbnede for bommen, så hun kunne nå at afskære vejen, og dermed blev jeg sidste mand. Da jeg kom ud af bilen var planen allerede lagt, Robert fra Rungsted, så det var bare med at få smidt grejet ind i Manleys bil og fordele os i et passende antal biler herudover.
 
Inden vi vidste af det stod vi i Rungsted Havn, hvor et par andre dykkerbåde var ved at gøre klar. Vi satsede på at blive klar før dem, og det viste sig hurtigt, at der ikke var nogen konkurrence der, for de andre havde en del små elever med, så de var dårligt nok begyndt at læsse grej i bådene, da vi sejlede. Og vi var endda blevet forsinket lidt, for Nicolai H var så eksalteret og utålmodig efter at komme i vandet, at han hoppede i havnen. Måske var det fordi han smed den nye møtrik til targabøjlen i vandet, men med Nicolai ved man jo aldrig! Hans toneleje nåede for øvrigt nye højder, da han fik krænget sin halsmanchet indad, da han dykkede efter møtrikken. End ikke Juhl har kunnet vride så høje toner ud af ham før!

Af respekt for smeden

Der var store bølger fra havneudløbet og over mod Robert, så vi fik bank og sprøjt på turen. Så mange, at Manley valgte at glide af på bølgerne og sejlede på tværs af dem, til vi kom i læ af Hven. Han kunne selvfølgelig ikke drømme om at slække på gassen! Nicolai H’s computer havde også fået bank! Han indstiller normalt computeren ved at banke på den med en pegefinger, men sejlturen over det urolige Øresund havde gjort hans Liqvision computer så kåd, at den bippede lystigt hele vejen. På det sidste stykke af den ukomfortable tur skulle vi lige nå at overhale en båd med lystfiskere, der ville fiske på Robert, men vi nåede først frem og fik smidt bøjerne i en fart. Herefter skulle der findes en til at binde på, og der var larmende tavshed, indtil jeg meldte mig (til en afveksling), og da jeg havde det halve af kroppen ude over rælingen sagde Manley, at han da godt kunne binde på…
 
Jeg fortsatte nedad, mens jeg så på min computer i håbet om, at den ville skifte fra Low Battery til den velkendte skærm med de informationer, der er så rare at ha’, men ak nej! Den blinkede og bippede, tiden var den eneste brugbare parameter på den lille skærm. Det kom ikke rigtigt bag på mig, for den viste Low Battery oppe i båden og ville ikke tillade, at jeg ændrede iltprocent, men heldigvis havde jeg et analogt manometer. Mit udstyr er i øvrigt ikke helt på toppen i øjeblikket, dragten lækker en smule hist og pist og halsmanchetten er blevet så løs, at dobbelthagen ikke længere er nok ril at tætne den. Oven i det, så er jeg tvunget til at dykke med min HID-lygte, mens jeg prøver at skifte batteriet i min halogenlygte - men det skal jo ikke ødelægge et godt dyk! Pludselig tonede Robert frem dybt under mig, mens jeg prøvede at huske uddrag fra Standardtabellen og ækvivalente luftdybder vedr. minutter på tovet, når man har været styg i dybet, og endte med at tænke, hvis jeg dykker som jeg plejer, så går det jo sikkert udmærket.

Kanonfotograf på job

Sigten var formidabel – 5 meter, mindst – blot ikke lige der på overbygningen, hvor jeg bandt på en david. Der var mange fiskeliner og loddet havde fanget de fleste. En kraftanstrengelse fik dog viklet kæde og fiskegrej omkring daviden, og så kunne jeg glæde mig over, at jeg ikke skulle binde af! Herefter en relativ kort tur rundt på toppen af den bageste del af skibet for at se, om vraget lignede sig selv – det var jo efterhånden 2-3 måneder siden, at jeg havde været der sidst. Men alt så ud til at være i den skønneste orden, selv om vraget var faldet endnu mere sammen. Der var, som sædvanligt, et righoldigt liv på vraget af alle mulige slags organismer, og for en gangs skyld også mange fisk - torsk, rødtunger, havkarusser, buskhoveder, glyser – hele standardpakken var der, men nøgensneglene kunne jeg ikke se med mit blågrønne lys. Det hvirvelløse orker man jo næsten ikke at remse op, men det meste var der!

De fine sabellaer ude på stævnen

Jeg kom tilbage til bundtovet efter ca. 20 minutter, et kort dyk, men jeg valgte alligevel at gå op ad tovet, så jeg udfordrede ikke tabelværdierne. På tovet måtte jeg gi’ plads for de nedadstormende skildpadder N & N. Sjovt, den ene dykkede med hovedet forrest, og den anden med fødderne forrest, men sådan er der jo så meget!
 
Og så fik jeg æren af, at være den første, der skulle prøve den nye stige til Havgassen. Og, desværre, var det ikke nogen rar oplevelse. Stigen gik mere lodret ned end tidligere, og den sad så tæt på siden, at man ikke kunne benytte de øverste trin! Det sidste stykke blev klaret næsten som når man ruller i vandet, blot ind i båden.

Hold 4 næsten klar

Herefter hoppede Manley over bord og derefter blev tøserne smidt i (Sten, Lotte og Lis), og der var helt stille, kun en knirken af tovet i ”ankerklysset”. Jeg fik min kaffe og nød solskinnet og den friske brise, men pludselig så jeg en dekobøje poppe op ca. 30 meter fra bundtovet. Jeg tænkte – ”Hvem fanden er den idiot, der ikke kan finde tilbage i dag?”. Jeg bandt af, da jeg så bøjen ikke kom nærmere, og fik travlt, da en lystfisker med down-rigger sejlede lige mod bøjen. Jeg fik ham afvist, men han var ikke glad for, at vi var der, hvor han ville fiske, og vores dykkerflag bekymrede ham overhovedet ikke.

Lotte og Lis ved skorstenen

Og så sad jeg ellers og tænkte, at det var da en gevaldig masse deko på så kort et dyk, og ingen bobler, så det var nok en af de RB’er vi havde i vandet. Jeg lå længe ved dekobøjen og prøvede at holde Havgassen op imod vinden, men pludselig var der kunder ved den anden bøje. Først kom Sten, og så kom de andre tøser ombord. Alle kom ombord på en ikke særlig elegant måde ved at blive væltet ind over rælingen og ned på bænken, men det er alligevel meget bedre end at tage udstyret af i vandet. De ombordstigne kunne fortælle, at der var et anker under dekobøjen, så vi sejlede lige hen og nappede det fine foldeanker med et fint bundtov, inden vi igen gjorde fast på vraget.
 
Manley kom op og kunne fortælle om en havål – conger ål – der gemte sig i et rør på dækket lidt fremme for overbygningen. Efter endnu et kvarters tid kom N & N op, og så skulle vi lige bekræfte hinanden i, hvor godt det var! Alle var enige om, at det var optimale betingelser på vraget, temperaturen på vraget var 11-12 °C og over springlaget var det 17 °C. En svag langsgående strøm på vraget holdt det frit for ophvirvlet mudder – den ene vej! Masser af lys på vraget, man kunne snildt svømme rundt uden lygte, der var flere, der aldrig havde set Robert med så god sigt!

Conger eller Havål i lidt snevejr

Efter et par timer var det tid igen, jeg hoppede i sammen med Manley, for vi ville prøve at få et billede af havålen. Og vi forsøgte efter bedste evne, men det dumme dyr trak sig jo længere og længere ind i røret, og vi væltede mudder ned i hovedet på den, så billederne blev sub-optimale! Mit gæt på størrelsen af fisken er en diameter på 12-15 cm, længden kunne jeg ikke se, men ud fra dem jeg har set i udlandet, vil mit gæt være ca. 120-130 cm.
 
Herefter en lille tur rundt indtil jeg havde fået opfyldt min kvote for dagen, eneste usædvanlige var, da jeg fandt en turkis snorkel med maske på. Nicolaj J. havde tabt masken, da han hoppede i vandet på første dyk, og den var så dalet stille og roligt ned på vraget. Godt med snorkelen, ellers havde masken nok ligget der endnu! Det er måske også det eneste argument, jeg kan finde for at bruge snorkel på et vragdyk…

Stor torsk på jagt kom ind over kanten

Og her byttet, en flok Glyser

Op igen og i havet med de sidste. N & N skulle slutte festen af. Vinden var omsider løjet en smule af, så det var behageligt at sidde i solen og stene et øjeblik, inden båden atter blev fyldt. Og det var også hyggeligt, da vi senere sad og ventede på N & N og deres monsterdeko, mens vi andre fik os en øl og et par løgnehistorier. N & N kom op, og havde, sjovt nok, haft problemer med en masse fiskeliner, da de skulle binde af. Og så for lige at vise, hvor meget vi går ind for ligeberettigelse, så lod vi tøserne, altså dem med lige cpr-nummer, trække bundtovet op. Da kæden og lod kom ombord, måtte vi i fællesskab frigøre det for mange meter fiskeline..
 
Hjemturen var nærmest begivenhedsløs, der var de sædvanlige vandsprøjt, som Havgassen giver med vinden ind bagfra, og Sten fik som sædvanligt det hele i hovedet.
 
Kim R – som ikke kan huske, hvordan havål smager...

Pas på når i er dernede, den er klar og den sulten

Dræbergoplebold, noget skal tiden jo gå med

Lige som over vandet, kan man ikke følge i deres kommunikation