9 September 2008
Mit første vragdyk - Ceylon
Jeg havde ikke ligefrem set frem til at skulle ud på dette
dyk. En tirsdag eftermiddag, hvor 9. klasses lektierne bugnede, hvor man stadig
er træt efter weekenden og hvor man helst bare ville ligge og sove under dynen,
som den teenager man nu engang er. Men det blev faktisk en fantastisk oplevelse
at komme ud på mit allerførste vragdyk. Nu er jeg så heldig at Rosa og jeg kunne
støtte hinanden i at komme af sted. Jeg er sikker på at hun syntes, at det var
lige så sjovt som jeg gjorde. Svend Åge fra vores Padi-hold skulle også med, så
vi var ikke de eneste der skulle ud på vores første vragdyk.
Vi kom op til Farum svømmehal, begge to rimeligt trætte, og
også nervøse for, både hvordan dykket skulle gå. Vi skulle jo ned på en dybde vi
ikke havde været på før, og så skulle vi jo dykke med de der garvede havbasser.
Rosa og jeg er ikke er de hurtigste eller de bedste til at samle udstyr og lave
makkertjek. Der er næsten altid enten en ting der mangler, eller også er
udstyret skruet forkert sammen. Vi var lidt nervøse, og også lidt bange for at
det hele ville ende med at der ville stå 5 mænd utålmodigt og vente imens vi to
stressede forvirret rundt for at blive klar. Det kom skam ikke til at gå sådan –
heldigvis. Der var godt nok nogle problemer med nogle flasker, som vi ikke helt
havde styr på, men det problem fik Kenneth hurtigt løst.
At sejle af sted på havgassen var utroligt fedt. Vejret var perfekt, luften var lun, og vandet helt stille. Så mit humør blev straks løftet, da vi susede af sted. Da det kom til at vi skulle i vandet, var det ironisk nok ikke Rosa eller mig der havde problemer, men vores kære instruktør Kenneth. Han havde glemt at lukke lynlåsen på hans tørdragt inden han rullede i vandet. Som resultat af dette måtte han med mange kræfter hive sig op igen, så Henrik kunne lukke hans dragt inden der trængte for meget koldt vand ind. Hvad man kunne høre på ham bagefter, så havde det vidst været et koldt dyk for ham.
For første gang at sk
ulle ud på et vragdyk, var Ceylon et
rigtig godt vrag. Det var ikke for stort, der var ikke så dybt, og det var meget
nemt at gå til. Jeg så mange havplanter og ting jeg aldrig har set før. Der var
også mærkelige gopler med lys i, som jeg har glemt navnet på. Det var rigtig
hyggeligt at svømme rundt dernede, og jeg ser meget frem til de senere vragdyk
der må komme, efter jeg bliver færdig med Advanced open water programmet.
Hele oplevelsen var rigtig god. Jeg lagde i hvert fald ikke mærke til nogen store problemer der opstod og vejret var jo som sagt også sublimt. Kim, Per og Henrik der var med i båden var også rigtig rare og hjælpsomme. Det tror jeg, at jeg kan sige på både Rosas og mine vegne. Vi var meget taknemmelige. Vi lagde dog godt nok også mærke til, at der var en del mandehørm over den her båd. Men det var dog pænt modereret ned så de lige tog hensyn til os to piger. Det er vi for den sags skyld også taknemmelige for(:
Jeg håber at jeg kan komme med på mange flere dyk, for det var en rigtig god oplevelse.
Anna Brostrøm