30/8-2008
Wave, næstsidste sommerdag i år?
Vejrudsigten havde hele ugen set fin ud for lørdag, og vejret kunne vel knap
blive bedre. Høj sol og ingen vind! I Farum var de 5 andre allerede dukket op da
jeg ankom en anelse over 8.30, så øv ingen vej udenom – beretningen blev endnu
engang min!
Der var ikke megen diskussion om målet. PPP havde drømt om Wave i Storebælt og
vi andre var ikke svære at overtale.
Lidt nitrox på flaskerne for de fleste…. Lottes ene flaske var dog allerede
fyldt med luft og næsten pakket, da hun ankom til Farum. Peter B havde venligst
udlånt sine egne flasker og mente at Lotte’s den ene godt kunne lånes!!! Nu er
det jo bare sådan, at flasker i garagen ikke bare kan lånes udenfor aftale med
ejermand og da absolut slet ikke, når ejermanden selv skal bruge den.
En smule flytten rundt i bilerne og så afsted mod Røsnæs. Efter en laaang køretur – uden nogen særlige begivenheder værd at berette om, nåede vi endelig frem til en lettere stinkende havn. Til gengæld var der etableret fint slæbested, siden klubben sidst har været der. Vandet var helt fladt og det var batteriet på båden desværre også. Efter lidt indsmigren hos den næste i køen ved slæbestedet slap vi dog for selv at hente bil til lidt startstrøm…
|
Blankt vand og derud af.... |
Med fuldstændig fladt vand – kun afbrudt af fantomhækbølger, blev sejlturen nydt i stor stil. På positionen lå i forvejen en limbo og fiskede. De fik 15 min til at fiske færdigt, så vi smed bøjen og sejlede lidt væk. Ventetiden var dog ikke kedelig, for på nabobåden blev der hevet torsk op og marsvinene stod også for fin underholdning.
PPP var førstemand, men måtte lige organisere lidt låneri af både manometer og ur som erstatning for hans batteri-døde-computer. Men vi blev jo enige om, at PPP’s computer alligevel ikke ville give ham deko, så det gik jo nok med at dykke til tanken var tom : ). Undertegnede sejlede ganske fint mod bøjen i bedste stil (og det skal jeg nok blive rigtig god til!) og så afsted med PPP. Efter påbinding var det Peter B’s tur, men dukkede dog hurtigt op igen og tiggede om lidt mere bly. Det er jo aldrig nemt at montere blybælte med bcd og flaske på, men ned kom han da. Bahamas og Morten var næste hold, og Lotte og jeg udnyttede pladsen på båden til at gøre vores udstyr klart. Helt utroligt så meget 6 personer med udstyr og små madpakker kan fylde.
|
|
PPP kom op efter et sikkerhedsstop på de omkring ’der hvor brandmændene ligger’ meter. Når man er uden dybdemåler må man jo benytte sig af naturens egne instrumenter. Lotte og jeg hoppede i og styrede mod vraget. PPP havde på forhånd fortalt at vraget var på størrelse med Otto, så vi havde besluttet os for en tur hele vejen rundt langs rælingen. God beslutning for strømmen viste sig at være sammenarbejdsvillig og bar os faktisk hele vejen rundt. Der var bundet på midtpå i bagbord side, og vi startede med at svømme mod agter. Fint fint vrag, hvor var der flot beboet med søanemoner, hydroider, forskellige svampe og masser masser af sønelliker. Begroningen stod tæt og levnede ikke meget plads til nye beboere. En enkelt torsk flygtede ud over rælingen og buskhovederne havde også fundet vej til Wave. Vi så masser af nøgensnegle-æg-spiraler, men efter endt dyk kunne vi desværre lave ’nøgensnegle-’ og ’hvor er de henne’ signalet. Min lygte er åbenbart endnu ikke uddannet i at finde dem – men det skal den nok få lært. Lotte var dog lykkelig over at være helbredt for lys-snylteren.
![]() Deko bobler |
En konstatering af at sikkerhedsstopzonen stemmer overens med brandmandszonen
og så ellers op i båden og få tørret ærmerne i varmen.
Overfladetiden blev fordrevet med madpakkespisning, konstatering af flere
fantombølger og indføring af et nyt begreb og dets muligheder for PPP: wii
boxing! - min undskyldning for trætte arme og for ikke at kunne trække mig op
over kanten på Havgassen.
|
Afgasning |
Næste dyk runde: same procedure! PPP blev sendt ned med gaveønsker fra Lotte:
gerne lidt spiseligt til aften og gerne noget mere holdbart at sætte på bordet.
Fiskeønsket fik hun opfyldt, men krukken var sat frem et sted i stævnen lige
lidt bagbord, så kunne hun selv se om hun kunne finde den.
Peter B havde dog husket blyet denne gang, til gengæld lod Bahamas sit bly ligge
på bunden til næste gang. Nu var der så to remedier at finde: PPP’s påståede
krukke til Lotte og et blybælte. Begge dele skulle dog være bagbord i stævnen,
så vi var optimistiske. Blyet fandt vi dog ikke, og selv om vi ledte længe efter
krukken, fandt vi heller ikke den. Men PPP havde heller ikke selv kunnet
lokalisere den efter at have sat den fra sig, så…. Begge godt mudrede til, bandt
vi af og hang på bundtorvet i strømmen mens vi så vraget passere. På ca 15
meters dybde nærmede lyden sig af en motor. Hmm…. meget tæt på, og vi begge
overvejede vist at kravle nedad torvet igen. Oppe i båden igen havde de dog
hverken ikke set tegn på eller hørt nogen andre både og havde heller ikke selv
haft startet motoren. Meget underligt – men måske forklaringen på fantombølgerne
var resultat af en ubåd i farvandet.
To fantastiske dyk og en dejlig dag på havet i fuld sol blev fejret med en god
afkølet øl på vej ind mod Røsnæs.
Inde på havnen blev vi mødt af en venlig og snaksalig havnefoged som vist var i drillehumør, men med lidt snak og en god samvittighed slap vi for videre påtalelse. Udstyret blev pakket i bilerne og der gjorde vi også inden det gik hjemad mod Farum. Igen en lang køretur og vi var ikke kommet langt udenfor Slagelse før dem på bagsædet gav lyd fra sig - Peter B trak utallige torsk i land og Bahamas havde brug for et kort stop. Lotte og jeg trængte dog mere til mørk chokolade, men første rasteplads var uden biks, så chokoladen blev ikke til noget før vi landede i Farum og tankede båd.
Hurtig afregning og et farvel efter en laaaaang men god dag!
- lis