28/7-2008

Kronprinz Wilhelm, nu med And!
Sommersol og ingen vind – planerne for en tur i Kattegat blev lagt allerede fredag, og forventningerne var skyhøje. De blev ikke mindre for mit vedkommende, da en hasteopgave opstod på jobbet fredag eftermiddag, men på det tidspunkt var der jo lang tid til mandag. Dykning både lørdag og søndag gjorde, at jeg var tvunget til at færdiggøre opgaven mandag morgen, så jeg var mere end sent på den, da jeg kørte mod Farum, men jeg ville nå Farum til aftalt afgang kl. 9:00.

Nu var skæbnen ikke med mig, for selvfølgelig var en af de få biler, der kørte i sommerferietrafikken på motorvejen havareret og skabte en uløselig prop. Jeg måtte ringe til alle turdeltagerne, før den sidste endelig tog telefonen, og jeg kunne komme med min dårlige undskyldning, men heldigvis var der andre, der havde haft den samme oplevelse, så troværdigheden forblev relativ intakt.

I Farum mødte jeg Havgassen, som trillede mod Gilleleje, og da jeg nåede svømmehallen var det meste af mit grej allerede i bilen, mine flasker toppet, så jeg skulle blot huske min lygte og min inderdragt. Vi pakkede os i Flemming og Mariannes bil og hastede efter Havgassen, som vi dog ikke indhentede før Gilleleje havn.

På slæbestedet var stemningen knap så ophedet, som dagen før, og vi kom af sted i god ro og orden. Og hvilken dag! Kattegat viste sig fra sin absolut bedste side, ingen vind og slet ingen bølger. Vi nåede lige at sige:” Hvis vi ikke ser marsvin i dag, så er der ikke nogen” og så blev overfladen brudt, og vi så ryggen af den første rare ”fætter”. Og de var der overalt, hele vejen ud til Kronprinzen blev der peget i alle retninger. Og der var også mange sæler, der lige skulle se, hvem der forstyrrede ”morgen”-freden.

Turen føltes kort, ikke mindst fordi, der var masser at se på, men man kunne jo også sejle lidt hurtigere i det gode vejr. Vi så en anden dykkerbåd, men pga. afstanden kunne vi ikke identificere RIB’en, Vi regnede med at Taifun var målet for deres anstrengelser. Sejladsen var så rolig, at vi kunne forberede lod og line på turen, og da vi nåede vraget og fik udslag, røg lod og bøjer overbord ved første oversejling. Det må være det hurtigste drop i mands minde, jeg har i hvert fald ikke selv tidligere været med til noget så hurtigt, men Kronprinzen er jo heller ikke det mindste vrag, vi har dykket på.

At loddet kom hurtigt i vandet, var dog ikke ensbetydende med, at første mand kom hurtigt i vandet, måske snarere tværtimod! PPP satte ny rekord i at være langsom, faktisk så langsom, at jeg måtte beordre de andre til ikke at tale til ham, mens han gjorde sig klar! I øvrigt en rigtig dårlig ide at være langsom med påklædningen, for heden og den manglende vind gjorde det ulideligt at have dragt på. Men han kom i vandet til sidst og så kunne Flemming gøre sig klar til den mission, han skulle på. Nicolai gjorde sig også klar imens, men det tager jo også lidt tid, at få gjort alt det udstyr klar. Vi var dog glade for hans linehjul, der var en vigtig bestanddel af vores køleskab til øl og vand. Med et net for enden og så ned i 7 °C, så varede det ikke længe før forplejningen var klar.

Vi havde knapt fået sænket dåserne i dybet, før første mand var tilbage der, hvor stigen engang var. Det var Flemming med jordens største tudefjæs, han var skuffet og sur, og ville ikke dykke mere på Kronprinzen - et lortedyk, nulsigt og der var meget andet galt! Samtidigt kom PPP op og fortalte om et helt andet dyk. 2-3 meter sigt, masser af fisk, helt som vi kender Kronprinzen! Marianne og jeg skulle så ned og tage bestik af situationen og måske binde af, men vi valgte at vente, til vi kunne se Nicolai på tovet. Hans lange dekotider ville være besværlige drivende væk fra båden i den knob nordgående strøm, der var. Da vi så hans bobler, som tegn på, at hans opstigning var startet, røg vi i baljen, dvs. Mariannes Cochran, der ikke giver noget deko, den koster tiden i båden i stedet, og den skulle lige ha’ en kærlig hånd. Det blev for varmt for mig at vente på, så jeg hoppede i vandet og lå på tovet, mens hendes computer fik taget strømmen.

Imens jeg lå på tovet hørte jeg en hurtig båd komme, og pludselig hørte jeg kendte stemmer. Anden + slæng var kommet på besøg, de havde dykket på Taifun med dårlig sigt, og ville så prøve Kronprinzen, for at se, om forholdene var bedre her. Flemming fik dog talt dem fra det med hans vrælemund.

Nu kom Marianne heldigvis ned, og det næste udsagn er et rygte, men der er jo næsten altid et gnist af sandhed i rygter, såh…! Der var flere nøgne unge mænd, der er kendt for at pleje omgang med andre mænd i gummitøj, der jagtede hinanden i vandet - et tidspunkt, hvor det pludselig ikke er rart at være forrest i feltet!

Unge mænd i gummi(båd)

Vi kom ned på vraget, og her så vi Nicolais bail-out flaske ligge, så han regnede da i hvert fald med at dykke anden gang her. Hvis han skulle bruge sin bail-out så skulle han nok lige fjerne de brandmænd, der kærligt omsluttede regulatorens mundstykke. Vores, eller i hvert fald min, oplevelse af vraget, stemte mere overens med PPP’s, end med Flemmings. Vi tog en tur frem til kanonerne, og på stævnen var sigten nok bedre, end på resten af vraget, men den rager jo også lidt højere op. Vi så snuderne af en masse kæmpestore torsk, når vi lyste ned langs rælingen, men sprækken vi så igennem var for smal til at få fiskene ud den vej, og vi kunne ikke umiddelbart se, hvordan vi kunne komme ind til dem. Vraget var fyldt med liv af forskellig slags, og tiden fløj af sted. Da vi kom tilbage til bundtovet var vi helt enige om, at vraget sagtens kunne tåle endnu et dyk, så vi steg stille og roligt op gennem det klare midtervand, hvor vi i god tid kunne se brandmændene komme forbi. Fordelen ved ikke at dykke med samme computer er, at når vi nu ikke har nogen stige, så tager det lidt tid i strømmen at komme ud af udstyret og op i båden, så jeg kunne i ro og mag lade Marianne komme først op!

Op i varmen, hvor en del af de kåde drenge var sejlet mod nye eventyr andetsteds, til trods for, at der allerede var bundet på og man nemt kunne tjekke selv! De har jo før dykket med Flemming, og burde vide, at den dårlige sigt, han altid omtaler, som regel er selvskabt, og findes kun i umiddelbar nærhed af ham.

En ny omgang blev indledt, samme rækkefølge, og endelig blev det vores tur! Vi startede med en tur lidt tilbage i vraget, dvs. det troede vi skulle, men vi mødte en stor fin havkat, som var så stor, at den ikke følte sig truet. Det var den for så vidt heller ikke, for jeg havde ingen harpun med, og min kniv var uden spids. Vi lå længe og så på den fine fisk, men nu er Kronprinzen jo andet end bare havkatte, så vi tog en tur ned på bunden for at se, og der skulle gemme sig noget spændende under pladerne. Der var masser af torsk og kæmpestore taskekrabber. Der var også en flot lange, der nemt kunne mætte en stor familie, men den fik chancen for at blive endnu større til vi ses næste gang.

Klar til næste huk, snart...

Når man ligger med maven i mudder på 40-42 meter, så varer det ikke længe før dekoklokken begynder at tælle op. Nu var det jo varmt at ligge på deko, så tolerancen var høj, og da vi endelig kom tilbage til bundtovet, skulle vi jo lige hilse på vores nye ven. Jeg har tidligere moret mig med at bruge havtasker som lampeskærme, og jeg tænkte lidt på, om man kunne få havkatten til at holde i lygten. Den var så stor, den kunne gabe over lygtehovedet, men den var ikke det fjerneste aggressiv, så til sidst lod jeg den være i fred. Den lå fint et sted, hvor den ikke kunne trække sig helt ind og væk, og samtidigt var der intet mudder, der kunne hvirvles op. Og selvfølgelig lå kameraet oppe i båden.

Hen og binde af, og vi skulle også lige samle den ledeline fra bundtovet og ud til rælingen, som PPP havde lagt ud. Han havde bundet på et granathylster, men der var jo heller ikke noget træk i linen!

Op igen, og denne gang var der virkelig forskel på dekotiderne. Heldigvis var dekoflasken stadigvæk på tovet, så jeg kunne halvere min straf.

Op til dagen første kolde øl, man bliver tør i halsen af at ligge på deko! Herefter hjem og nu havde vi fået en smule medvind. Ikke den bedste retning i Havgassen, men vi kom sikkert næsten i havn. Da vi krydsede sejlruten lige nord for Gilleleje, ville PPP ikke lege kylling med et stort Mæsk skib, for sidst de var af sted var de gået tør lige der. Vi kom dog forbi, agten om, og begyndte at håbe, at vi kunne nå helt i havn uden at dunken skulle i brug. Men ak nej, ca. en sømil fra havnen hostede motoren og gik ud.

Tanken skulle lige fyldes på vejen ind

Men vi var jo beredt, vi havde endda to ekstra dunke med og en slange, så vi kunne overføre. Da vi startede igen gik det med god fart, for at overhale flest mulige lystfiskere inden slæbestedet, for vi skulle jo hjem efter en lang og dejlig dag på Kattegat.

Kim R