Kim R. 29. juni 2008

Lynvisit på Robert

”Anden” mailede op på formiddagen, at han havde et par ledige pladser til en tur til Robert i løbet af eftermiddagen. Mødetid kl. 15 i Rungsted, og vi skulle være hjemme, så vi kunne se EM-finalen i fodbold, så det var win-win. ”Anden” var lidt forsinket, da han kom til Rungsted, men tingene blev hurtigt gjort klar, og efter et kvarters tid sejlede vi ud af havnen på et noget bulet Øresund. Vi var 5, der skulle i vandet. Anders, Bjørn, Mark, Mads B. og mig selv. Allerede inde i havnen blev bundtovet fundet frem og gjort klar, og hele turen blev strømlinet, så fodbolden ikke kom i fare. Holddelingen mht. hvem, der skulle først i og binde på blev også klaret. Anden og Mark fik tjansen.

Robert blev fundet, og for en gangs skyld var der lidt uenighed om, hvor vi skulle binde på. Enden blev, at vi skulle binde på overbygningen. Loddet kom i, og det gjorde udrykningsholdet også. Bjørn dykkede med sit private andethold kort efter, da vi gjorde båden fast. Mads og jeg forberedte os også, så godt vi kunne, og var stort set klar, da første mand kom op igen, sammen med nummer to og tre.

Vi havde fået at vide, at sigten ikke var optimal, og det havde Mark, som fortalte os det, helt ret i! Sigten var mellem en halv og en hel meter – hvor den var bedst! Efter en halv snes minutter, eller mindre, syntes Mads ikke længere, det var ulejligheden værd, hans computer drillede vist også lidt – noget med manglende baggrundslys – så han ville op igen. Jeg vinkede til han, da han gik op, og svømmede så selv en runde. Jeg tog turen fra pullerterne i styrbordsside, lidt længere fremme end hvor vi plejer at binde på, langs med søgelænderet og så lige en tur ned til bunden bag skruen, for at se om der lå noget spændende. Herefter frem i bagbordsside, hvor sigten var lidt bedre, nok en meter. Sigten ved styremaskinen foran overbygningen var dog helt elendig, men om muddertågen var menneskeskabt, ved jeg ikke. Jeg kunne ikke mærke nogen stenbider der, og jeg havde ingen mulighed for at se, om der var nogen.

Og, for lige at gøre et godt dyk bedre, så begyndte lyskeglen fra lygten først at blive gul, så orange, derefter brun og til sidst slet ikke - den mindede om en nefalygte med dårligt batteri. Jeg kunne lige netop ane glødetråden, hvis jeg kiggede ind i lygten, men den kunne ikke vise vej længere. Jeg svømmede herefter op på overbygningen, hvor jeg lige kunne skimte rælingen, og den holdt jeg så fast i til jeg nåede masten, der lå ud over siden, hen over den og ned og gribe fast i et eller andet, der mindede om vrag. Og så famle mig hen til tovet. Men hvis lygten skulle strejke, så var det jo den rigtige dag, man kunne alligevel intet se!

Afbindingen forgik med noget besvær, loddet nærmest sugede sig ned i bunden. Jeg fik lavet en muddersky af dimensioner og kunne ikke se noget, men en lygte ville nu ikke ha’ hjulpet. Herefter skulle det satans tunge lod slæbes fri af vraget, dvs. hen over agten, hvor der jo er mange rare sager loddet kunne hænge i. Så var det jo bare at gå op til lidt hyggedeko. Jeg skyldte ca. 10 min, og det var da godt, jeg ikke havde mere, for overflademandskabet skulle hjem og se fodbold. Heldigvis var kæden lidt over 3 meter lang, og de venlige mennesker i båden trak kun tovet ind, og lod kæden hænge til mig. Jeg kunne jo ha’ brugt min SMD, men når man har/havde bundtovet i den ene hånd, virkede det heller ikke voldsomt tidsbesparende.

En hurtig afrigning og en lille forfriskning på vejen. Vi var i Rungsted kl. 18 og fodbolden kunne nås!

3 timer for båd i vandet, pakning, sejle til Robert, 2-3 hold dykkere i vandet á ca. 40 minutter med lidt overlap, sejle retur, båd op, gruppekram og farvel og på gensyn – det kan vist ikke gøres meget hurtigere!

Kim R – sidst op!