Kim R. 25. juni 2008

Norderney

Der blev i løbet af søndagen spottet en dykkedag i femdøgnsprognosen, hvor vinden ville være under 5 m/s fra skiftende retninger. Vejrudsigterne blev ændret hele tiden, det eneste, der blev fastholdt var, at onsdag ville blive ved med at være en god dag. Dog med lidt skiftende meldinger om, hvor godt vejret ville blive. Men efter en periode som de seneste par uger, så kan man jo ikke tillade sig at være kræsen.

Onsdag morgen var vejet dejligt, sol og vindstille, så det var med stor fortrøstning, vi kørte fra Kastrup mod Smygehamn. Vi var på den sædvanlige p-plads kl. 9.00, og fordelte os i et par biler - et hold skulle hente båden, og det andet hold skulle hente benzinen, og derefter skulle vi mødes på havnen.

Smygehamn lugtede lige så fælt som altid. Denne gang var der næsten ikke noget frit vand i den inderste del af havnen pga. de flydende sorte slamkager. At det var ulækkert var hævet over enhver tvivl, men det tog nu ikke appetitten fra Kasper, der lige ordnede en del af madpakken. Men Kasper havde jo også lige pustet ”Ran” op. PPP blev inspireret, og skulle også lige ha’ en bid.. Personligt havde jeg mere lyst til at kaste op, men selvkontrol er jo elementært for dykkere, så jeg mandede mig op, og undlod at berige havnen med resterne af min morgenmad.

Vi kom af sted, destinationen var Norderney. - et stort vrag, ca.120 meter langt og 15-20 meter bredt, ca. 50 meter til bunden og reel dykkedybde på 42-43 meter. Vraget ligger langt fra Smygehamn (ned mod Rügen), så der var tid til, at PPP kunne få en lille lur på vejen. Efter godt en times sejlads var vi fremme og skulle søge, dvs. vraget var kæmpestort, og ragede tårnhøjt op på ekkoloddet, så vi søgte ikke ret længe. Nu skal man jo være præcis og omhyggelig, når man skal ramme en brobygning, (en firkant, der kun er ca. 20X 30 meter og markeret med fire punkter på navigatoren) og der samtidigt ikke er vind eller strøm, så vi cirklede længe rundt, mens Henrik brokkede sig over den defekte servostyring på båden. Han råbte ”Smid” efter et kvarters tid, og loddet blev smidt med al bundtovet viklet af spolen. Han var efterfølgende så sikker på, at han havde ramt vraget, at han godt ville først i, sammen med Kasper, som skulle binde på. PPP og jeg trak os skyndsomt tilbage for ikke at stå i vejen, og kort efter var der to mand på vej i dybet.

Vejret var fint, og PPP og jeg fik rigget vores udstyr til, mens der var plads i båden og var klar, til vi skulle i. Efter en times tid kom gutterne op igen, og vi hoppede i. Vandet i overfladen var ret uklart, 1-2 meter sigt og 16 °C, mellem 18 og 30 meter var vandet klart, over 10 meter sig, og koldt! Min computer nåede ikke at registrere, hvor koldt det var! Dybere end 30 meter steg temperaturen til 13 °C. Sigten var lidt svingende mellem 5 og 10 meter. Der var bundet på en david i styrbords side. Størrelsen af vraget fik det til at virke lidt uoverskueligt. Eller også var det trawlet, der hang ved daviden, der forvirrede. Men den gode sigt, og det faktum at vraget står kølret, gjorde, at man hurtigt fik overblik. Kahytterne bar præg af flittige besøg, de mindede lidt om scener fra en amerikansk film, hvor man ser en lejlighed efter ransagning. Herefter svømmede jeg en lang tur ud i agten af skibet. Først et langt stykke over et lastrum, men der var ikke meget spas med den del af turen. Ude i agten var der en overbygning, og på den lå en gigantisk torsk. På dette tidspunkt havde jeg oparbejdet ca. 25 minutters deko, og havde vel 60 meter tilbage til bundtovet, så jeg undlod at brydes med torsken. Jeg hastede tilbage mod bundtovet, hvor jeg mødte PPP. Han skulle lige vise mig en anden stor torsk, der stod nede foran broen. Den lignede allerede en velsmagende middagsret, og jeg tænkte, at det var bedst at ta’ den på andet dykket, så den ikke skulle ligge for længe i varmen.

Dekokontoen var for længst gået i rødt, mørkerødt, men et stort vrag langt væk hjemmefra, der ligger dybt, det koster, og sådan er det nu en gang! Jeg begyndte min opstigning, fik et dybt stop mellem de to springlag i det kolde vand, og så ellers langsomt op til 6 meter, hvor jeg kunne bruge ilt. Deko er ikke det mest spændende, men ved det jo før man går i. Man kunne faktisk ligge og vugge sig lidt i søvn. Men når man så hvilede allerbedst, kom der et par kraftige ryk i tovet pga. kølvandsbølger fra de forbipasserende skibe.

Op, men hvad var nu lige det? Solskinnet og sommeren var afløst af overskyet, halvkoldt og lidt blæsende vejr. Det var heldigvis stadigvæk tørvejr, selv om der var mørke skyer over os. Overfladetiden gik med at hvile et par timer. Mest hvile fik kaptajnen, der fik sig en halvanden times morfar på bænken. Og han havde vist haft onde drømme, for da han vågnede lavede han uorden i planerne, nu ville han dykke på Krukkevraget på vejen hjem i stedet for at tage andet dykket her, hvor vi var. Kasper ville så dykke med os. Det var jo helt ok, vraget var stort nok til alle, men vi skulle lige afgasse endnu en times tid før anden omgang.

Da Henrik var helt vågen igen, ville han alligevel ta’ andet dykket på Norderney, så pludselig røg han og Kasper i vandet.

Efter endnu en times tid var det PPP og undertegnede, der skulle i. Vi skulle binde af, og aftalte at smide dekoflaskerne ved bundtovet, så man kunne se, om man var sidste mand og kunne/skulle binde af. Jeg havde en aftale med den store torsk foran broen, og gik straks ned, hvor torsken residerede. Fisken var stort set ligeglad med mig, forståeligt nok, for den trak sig blot ind, hvor jeg netop ikke kunne få fat i den. Jeg bandede lidt, for jeg havde netop afslået at ta’ en harpun med ned. Da jeg havde rumsteret så meget rundt, at sigten var væk, svømmede jeg en tur frem i stævnen, hvor der var et par enorme spil, et anker, og så for lige at ”gnide salt i såret”, så stod der en stor stime perfekte torsk på 5-8 kg. Jeg kunne selvfølgelig ikke nappe dem i det frie vand, så de fik lov til at blive til det næste trawl kommer forbi! Jeg havde ikke tid og luft til at gå ind under bakken, så jeg vendte om og svømmede så den lange vej tilbage til bundtovet. Der var kun min dekoflaske ved tovet, så jeg skulle binde af. Jeg fik hurtigt monteret dekoflasken, og skulle så gøre fri, bære loddet diagonalt hen over vraget og droppe det på den anden side. Det var en lang tur der kostede en halv snes minutter ekstra på tovet.

Men efter nogen tid på tovet kom jeg op i båden, hvor det endelig var tid til en halvlunken øl. Der var så langt til Smygehamn, at chaufførerne kunne nå at forbrænde alkoholen og lovligt køre bil i Sverige. Vejret var igen fint, næsten ingen vind, og kun spredt skydække. Så vi kunne sejle med god fart. Vi gjorde det bare ikke, for der var jo en del markeringer, der skulle tjekkes, og der var da også noget, der kunne minde om et vrag på nogen af dem.

”Hjemme” i Smygehamn skulle den defekte ”Power-Stearing” lige tjekkes for alvor. Problemet var nok noget elektrisk, for der var godt med vand nede ved hydraulikpumpen, men vi var ikke i stand til at løse problemet på stedet.

Herefter var det bare at afregne og køre mod Danmark efter en laaaaang dag på havet. PPP og jeg kørte direkte hjem, men Kasper og Henrik skulle på burgerbar.

Kim R