Kim R.  17. juni 2008.

Robert – igen!

En vejrudsigt på kanten af det behagelige mht. vind, men med lidt sol og ingen regn, fik alligevel lokket hele to biler med kapacitet til at trække Havgassen frem. Til gengæld havde vejret, og sikkert også forventningen om, at stranddyk var på menuen, nok afskrækket en del.

Nicolai H. og Mads B. skulle til Trykkerdammen og træne med deres lukkede systemer, så vi var kun fire, der kørte mod Rungsted kl. 17:30. Med kun én flaske pr. mand (øllet var i dåser) gik det hurtigt med at laste båden, men knap så hurtigt med at komme af sted. Vi stævnede dog ud, inden det blev helt mørkt. Øresund var bulet, og helt fyldt med sejlbåde, der skulle sejle kapsejlads lige der, hvor vores navigator sagde vi skulle sejle. Det gav en slalomtur i de ikke alt for venlige bølger, der kom ind bagfra. Nu havde vi jo før sejlet med PPP med vind og bølger ind bagfra, så vi var alle, undtagen PPP, iklædt vores lynede tørdragter. Og godt det samme, for det var ”Business as usual”. Vi kom dog levende rundt om Hven, og det gav en smule ro på vandet.

Vraget lå præcis der, hvor vi efterlod det sidst, så det blev hurtigt (gen)fundet og endnu en gang blev det diskuteret, hvor loddet skulle lægges. Til sidst tog Kaptajn PPP en beslutning og beordrede loddet over bord – men ikke på vraget! Han påstod at den var taget af strømmen, og det havde han måske ret i, for bøjerne sejlede af sted i hastigt tempo. Det skulle selvfølgelig ske på en dag, hvor jeg havde handlet proaktivt, holdt min mund, var iklædt fuldt udstyr og var helt kampklar. Bøjer og lod måtte hives op igen, mens jeg sad og kogte. Der blev lagt lidt mere line ud, og loddet blev droppet, så tovet ville gå hen over vraget. Vi så lidt spændte til, indtil tovet strammedes op under bøjerne. Man kunne se, at bøjerne blev trukket ned, så loddet sad i et eller andet. Så var det jo bare med at komme i og få reduceret min nær livstruende kropstemperatur!

Jeg blev smidt i et godt stykke opstrøms for bøjerne, men kunne se på strømbøjen, at der skulle ydes en ekstraordinær indsats for at fange tovet. Jeg svømmede alt, hvad jeg kunne, og fik lige netop fat i tovet. Herefter skulle jeg, med stærkt forhøjet respirationsfrekvens kæmpe mig ned af tovet, mens jeg hele tiden frygtede at trække loddet fri af vraget. Og her forbandede jeg al den ekstra line, vi havde lagt ud, for der var en lang armgang mod strømmen ned mod vraget. Heldigvis aftog strømmen noget under 15 meter, og det var så nærmest en normal nedstigning til sidst. Loddet lå inde i et af de bagerste lastrum, men jeg kunne ikke trække det op, så jeg måtte ned i nulsigten, lavet af lod, kæde og mig i forening, og forsøge at frigøre loddet fra det, som den sad så godt fast i. Herefter var det op på skibssiden og orientere sig om, hvor på vraget jeg var. Vores ellers resolutte kaptajn havde været vægelsindet, og smidt loddet præcist midt mellem overbygningen og agten. Jeg måtte derefter slæbe loddet, hen til pullerterne bagtil i bagbords side, præcis som noget af overfladeberedskabet havde bedt om!

Herefter skulle jeg revidere min gasberegning, for jeg havde under 100 bar tilbage efter denne lettere anstrengende mission. Men heldigvis virker tredjedelsreglen jo altid, og fordelen er, at man altid kan lave en ny tredjedelsberegning.

Jeg svømmede herefter lidt rundt på agten, fandt et par rødtunger, men de var af en eller anden årsag meget sky. De var uden for rækkevidde af både kamera og kniv! Sigten var heller ikke så god 1-2 meter, der hvor jeg ikke havde været. Lasten, hvor loddet lå, og området ved pullerterne var helt uden sigt. Til gengæld var der en anelse strøm, som gjorde, at den dårlige sigt blev spredt på hele den bagerste del af vraget.

Men der var jo ingen grund til at blive der, hvor forholdene er værst, så jeg svømmede frem i vraget for at se, om der skulle gemme sig en stenbider på styremaskinen. Det gjorde der ikke, og jeg havde egentlig ikke rigtig held til at finde noget spændende, altså ud over det sædvanlige, som jo, ret beset, også er godt nok. Der var jo de allestedsnærværende glyser, og enkelte store torsk (der sikkert spiser glyser), men de var helt udenfor rækkevidde af kameraet.

Men tiden flyver jo i godt selskab, og jeg var jo alene, så tiden gik rigtig hurtig. Pludselig havde jeg haft min halve time på bunden og jeg skulle så op og betale prisen på tovet. Der var en del skyldige minutter. Jeg havde ikke set andre på vraget, men jeg mødte PPP, der hastede nedad, og nogle minutter senere blev jeg passeret af Marianne. Det var ikke så nemt at passere hinanden, for man skulle bruge næsten alle kræfter på at holde sig fast i tovet. Det var næsten som at dykke på Otto på en dårlig dag! Temperaturen på bunden havde sneget sig op på 6 °C, men den steg heldigvis lidt mens jeg lå på deko. Jeg så hvordan vandmændene susede forbi mig, men heldigvis så og mærkede jeg ikke noget til brandmænd.

Oppe i båden ventede Flemming på at få lov til at komme i vandet, så han røg i få minutter efter jeg var kommet op. Vejret var blevet lidt bedre, mens jeg var nede, vinden var løjet en del af, og det var jo rart, når vi skulle sejle ret mod den. Jeg skulle netop til at nyde min velfortjente kaffe, da der var skramlen ved stigen. PPP og Marianne bruger jo ikke længere deko efter de er gået over til Cochran-computere - imponerende at man kan købe sig fri for det besvær - så de sprang syretræningen på tovet over, og kom op og holdt mig med selskab.

Vi havde et hyggeligt kvarter inden båden lagde sig på tværs i bølgerne som tegn på, at Flemming havde fundet tilbage til bundtovet og gjort fri. Han har ikke en Cochran, så han var tvunget til at lave lidt deko. Flemming kom op i båden, og råbte noget med forsigtig. Det tog vi os ikke af, for vi vidste jo, hvor meget gammelt lort han fylder i båden, og denne aften var ingen undtagelse.  En (eller et?) Plat-de-Ménage, defekt og anløbet, formodentlig udført i tin. Ethvert borgerligt hjems største pryd, og lige til at sætte på bordet (den kan jo ikke være på Amagerhylden). Vores hjerteligste lykønskninger til Flemming og vores dybeste kondolence til Marianne!

Vi fik vores øl og så tøffede vi roligt mod Rungsted i solnedgangen.

I Rungsted blev vi alvorligt bange for, at PPP havde fået en boble i hjernen. Han skyllede sit udstyr i ferskvand. Det er ikke set tidligere…

Kim R – igen første mand i vandet!