6/6-2008
S.S. Kronprinz Wilhelm
Dag 2 af de 4 dage hvor meteorologerne har lovet det fineste
dykkervejr. 1.dagen blev dog lavet om fra langtur til Robert da vejret ikke helt
holdt, men denne fredag ( en åbenlys pjækkedag efter grundlovsdag ) var
fantastisk med uhyre svag vind og strålende sol i Kattegat. Det måtte jo blive
Kronprinzen, men vi var dog kun 4 trods de andre dages overbookinger. Vi prøvede
at supplere fra nyhedsgruppen, hvor man kunne formode at en dykkercenterdykker
ville ofre sin højre arm for en sådan tur, men aktive dykkere skal nok findes i
dk.fritid.blomsterbinding.
Vi fik alt og alle pakket i den grå og trillede mod Gilleleje. Vi var i god tid og lod Garmin bestemme ruten. Jeg var lidt betænkelig da jeg i vinters havde ladet samme bestemme ruten fra Bolzano til Campitello i Dolomitterne. Heldigvis var vejene ok over de 3 pas og det tog kun små 4 timer, men det havde været noget lettere at tage den lige vej med et enkelt pas, på under 1 time. Båden blev hurtigt pakket og kursen sat med PPP som kaptajn. Man kunne godt mærke at hvis man ikke skulle brændes af solen, så var det på med kasketten. Det var stort set ingen vind og bølger de første 16 SM, men fri af Kullen rejste bølgerne til ca. 20-25 cm højde. Det var vildt!
|
|
Loddet blev hurtigt smidt og PPP blev sendt i for at binde på. Manley ville fotografere og for ikke at få ballade og igen uretmæssig blive beskyldt for dårlig sigt, resignerede Sten og ut. og dykkede sidst. Vi havde dog også planer om at fortsætte fotograferingen hvor vi slap sidste gang på Kronprinzen. Denne gang ville vi dog lige først høre om sigten når PPP kom op. Vi skulle ikke snydes som sidste gang hvor der havde været gude-klart på første dyk hvor apparatet ikke var med, for på 2. dykket at være kommet alger, da der var kommet strøm. I dag skulle det ikke blive til fotografering.
|
|
På vej i dybet kunne vi konstatere at det nok bliver et ekstremt ”dræbergoppelår” med det antal der er nu, og brandmændene er der også i alle størrelser. På vraget var der ca. 5 m sigt hvor der ikke var rodet op. Der var bundet på styrbord side et stykke nede og vi svømmede stille mod agter. Der er ligesom et stykke skib der helt er ødelagt og af en eller anden grund svømmer man aldrig over det for at komme til agterdelen. Heller ikke denne gang. Vi vendte om og svømmede mod stævnen. I mange huller kunne man spotte torsk, taskekrabber og en enkelt flot blå havkat kiggede også ud. Nedenunder inde i vraget stod der adskillige ganske store torsk, men det krævede en harpun for at finde ud af hvor store de var. Vi rundede stævnen og kanonerne og krydsede på tværs af vraget tilbage til styrbord side for at komme tilbage til bundtovet.
|
|
|
|
Det var faktisk koldt om fingrene og der stod også et enkelt tal på dekometret da den medbragte luftforsyning var ganske tynd på grund af iltmangel i garagen, så vi gik mod overfladen. Overfladetiden blev brugt på frokost og solbadning samt snak om bl.a. PPP’s nye wing-vest. Custom Divers med en række features bl.a. en gear-keeper anordning der holdt lygten. Med inderblære og det hele, sendt fra UK for 2,5 k, ganske attraktivt. Skridtremmen havde han afmonteret og som jeg hørte det så brugte han den derhjemme og det ville vi ikke høre mere om.
Nå men dykningen foretager sig jo ikke af sig selv, så efter 2 timer tog vi en runde mere. Vi tog en tur langs vraget for at spotte nogle koøjer ud i de flere nedfaldne plader. Vi måtte også lige kigge de store torsk ud der stod inde i vraget. Der var mindst til 200 fiskefrikadeller i mange af dem. Sigten forekom en del bedre end på 1. dyk i alt fald var der mere klart indenfor de 5 m sigt. Turen hjem gik gnidningsløst i det gode vejr. Kort før Gilleleje blev der skiftet kaptajn og det lykkedes at ramme en enkelt bølge så skævt at Manley fik en skylle og da han brokkede sig lykkedes det igen så han også blev våd på hele ryggen. Retfærdigheden var sket fyldest. 83 l benzin ~ 2 2/SM på den ganske lange tur blev prisen men det var alle pengene værd.
AllanH