1/6-2008

Robert
Da jeg mødte ved svømmehallen i Farum lidt før kl. 9:00, efter en hektisk morgenstund med besøg på jobbet m.m.., var jeg sikret skrivetjansen. Jeg frygtede samtidigt, at der ville være mødt så mange havbasser frem ved svømmehallen, at jeg end ikke kunne komme med på tur. Men der var kun kommet 7 personer, på trods af det gode vejr, så min frygt var ubegrundet. Og vi skulle ikke engang have gummibåden med ud.

Vi tog til Rungsted, og derfra kunne vi jo ta’ en tur på Robert, som vi plejer. Rungsted blev nået, og der herskede fred og ro på slæbestedet. Der var kun en anden dykkerbåd, der var lige ved at sejle, og en speedbåd, der allerede var kommet på land, og blot skulle trilles væk. Vi havde masser af plads!

De fleste af os fik hurtigt kastet vores habengut i båden, og ventede lidt på et par, der var lidt støvede efter vinteren. Deres allerstørste fejl var, at de havde benyttet vinterpausen til at få serviceret deres regulatorer, og så kunne de jo ha’ sagt sig selv, at de ikke virkede. De måtte omgruppere efter dette nederlag, men det gik jo alligevel til sidst! Et godt gammelt råd i den forbindelse er: Lån altid din regulator ud første gang efter service.

Mens vi ventede, som eneste båd ved slæbestedet, kom der en, der ville ha’ sin båd i vandet lige netop der, hvor vi lå, og han mente, at vi godt kunne se at rubbe neglene og se at komme af sted.

Og af sted kom vi da, og vi sejlede mod Robert på et helt fladt Øresund. Vi kunne sejle med 26-28 knob uden at blive våde og uden at blive slået til plukfisk. Forholdene var så ideelle, at vi kunne ha’ smidt loddet allerede ved første oversejling, men det gjorde vi naturligvis ikke, for pludselig skulle loddet alligevel ikke smides ved broen, men på agten, og så vi måtte lige ta’ en runde til. Men loddet blev droppet til sidst, og jeg hoppede i efter det. Loddet lå inde i vraget, og tovet lå mellem de to pullerter i bagbords side. Der blev bundet på i løbet af et øjeblik, og jeg kunne svømme derfra efter mindre end 2 minutter.

Jeg svømmede frem mod stævnen, sigten var 3-4 meter, hvor den var bedst, så jeg kunne se de mange glyser inde på vraget på vejen derud. Ude ved stævnen svømmede en stor torsk (Østersø-størrelse!), og flere artsfæller i mere moderate størrelser. Jeg var på det nærmeste ubevæbnet, og lod derfor være med at tirre fisken, af skræk for følgerne. Der var mange rødtunger, både ovenpå vraget og nede i lasten. Det er længe siden, jeg har set så mange rødtunger på et dyk, men de fik naturligvis lov til at blive på vraget indtil andetdykket. Døde fisk, 30 °C og høj sol i flere timer ville medføre en kvalitetsforringelse af både nærmiljøet i båden og kvaliteten af den middag, som tungerne skulle være en del af.

Dekotiden jog mig tilbage mod bundtovet. Jeg tjekkede lige styremaskinen for stenbidere på vejen, men der var ingen. Jeg kom tilbage i styrbord side, og bemærkede, at nettet fra i går stadigvæk var på vraget (selv om stagerne var væk på overfladen). Men der var blevet trukket hårdt i nettet, så det sad uhjælpeligt fast i vraget. Desværre sad stenbideren fra i går stadigvæk i nettet, men den var død nu. Herefter var det tid til at gå op ad tovet og betale prisen (dyrt!) for de manglende procenter i flasken. Jeg tror, jeg mødte de fleste fra Havgassen på tovet, enten mens de var på vej ned eller også overhalede de mig på vej op. Jeg mødte dog ikke Ken, for han havde opgivet allerede på vejen ned pga. problemer med trykudligning af pandehulen.

Men der var en allerhelvedes larm, mens jeg lå på deko i det lune vand over springlaget. Det virkede som Norgesfærgen buldrede rundt over hovedet på mig. Det viste sig lidt senere, da jeg kom op, at Piraya-gruppens kutter ”Søstjernen” var kommet på besøg med rigtige dykkere fra både Piraya og KDC. De ville benytte sig af vores bundtov og svømme en line ned. Heldigvis er Robert et stort vrag, hvor der plads til mange, og sigten er ofte af en sådan karakter, at man ikke opdager, om der har været nogen og mudre op før en.

Overfladetiden gik herefter med hyggesnak og Kirstens længe savnede sandwich. Vi beundrede samtidigt Flemmings nyerhvervelser til amagerhylden. Marianne mente dog, at de passede bedre til en kasse under sengen. Men sådan er der jo så meget, og heldigvis er vi så rummelige, at alle kan få lov til at bestemme lidt (bare ærgerligt Flemming, du må se i kassen under sengen).

Efter godt halvanden time var det tid igen! Jeg hoppede i og tog min tur på vraget. Sigten var blevet lidt dårligere, men vi var jo også mange, der havde været nede. Denne gang var der endnu kortere tid til dekoklokken gik amok, inden man var kommet helt omkring skyldte man jo en del minutter på tovet. Dykket gik til dels med at prøve at lokalisere den lygte (Nicolais), som Morten tabte på førstedykket, og dels skulle der jo også lige findes noget småkravl, som man kunne ta’ billeder af. Jeg så også lidt nærmere på et par rødtunger, men mit dræbergen må være svagt i øjeblikket, for de fik løbepas med et fingeraftryk i nakken.

Op på tovet, hvor jeg igen kunne hilse på de fleste, dog ikke Nicolai, for han var, som sædvanlig, dyr i deko, også på de dybe stop (og han klager stadigvæk over smerter i skulderen, men det må være af, at bære alt udstyret). Det mest overraskende var dog, at Manley kun dykkede ca. 17 minutter på andetdykket. Han startede andetdykket på ”slidt” kalk, men det var åbenbart ikke problemet. Han havde en dyse, der var stoppet til, så han fik ikke luft nok, og så er det jo smart nok at komme op.

Fordelen ved at dykke først var, ud over den bedste sigt, at man også havde god tid til at nyde en øl i solen, inden de sidste kom op.

Kort før Rungsted ændrede sejladsen karakter fra at være hurtig, men behagelig, til at være slalom og alles kamp mod alle. Der var et mylder af sejlbåde, og der herskede noget, der lignede anarki på havet, men vores båd er jo lavet af metal, så vi kom sikkert igennem. Inde på slæbestedet begyndte sms’erne at bippe ind med tilbud om endnu en dykketur på denne solskinsdag. En eftermiddags/aftentur på Minestrygeren med Kasper, Thomas og Henrik Jensen. Jeg kunne dog ikke overskue logistikken med at fylde flasker og få ladet lygten og finde endnu mere solcreme etc., så jeg stod over til en anden god gang!

Vi havde haft endnu en pragtfuld dag på vandet, og den sidste positive overraskelse var Havgassens relativt lave benzinforbrug på kun ca. 32 L for turen til Robert med 8 personer med udstyr til 2 dyk og 26-28 knobs!

Kim R. – først i!