27/5-2008

Intet er så skidt…
Med en klar forventning om, at uanset hvilket tidspunkt jeg var kommet på, kom jeg til at skrive turberetning under alle omstændigheder. Jeg kunne derfor i god ro og orden smutte fra arbejde kl. 16.03 for derefter, at lige at købe ind, lave mad, ordne udstyr, spise, lave kaffe, rydde bare lidt op i bilen, pakke bil, få 5 minutter kvalitetstid familien og så komme glad og ustresset til svømmehallen kl. 17.10. Ganske som forventet stod de få tilbageværende og trippede. Båden var længe forinden sendt i havnen. Jeg har skrevet det før og kommer sikkert til det igen. Kunne de mennesker der tilsyneladende har alt den tid der er i hele verden, dog ikke finde noget fornuftigt at bruge den til, som f.eks. at skrive turberetninger!!!
Nå jeg skulle lige have pumpet flasken med det ene og andet, hvorefter Morten og jeg var klar jf. planen med afgang fra svømmehallen kl. 17.30 sharp!

Rungsted havn blev entreret kort tid efter og da båden allerede var i vandet var der hurtig afgang. Fint vejr, solskin og svag vind. Efter at båden fik slæbt sig ud af vandet gik det rask af sted mod det noget uventede mål: Robert. Med de fine vejerforhold og forholdsvis god disciplin blandt besætningen nåede vi frem kort tid efter uden, at nogen var kommet væsentligt til skade.

Vraget blev slået med det samme, hvorefter der opstod en diskussion om hvor loddet skulle smides. Agter, broen eller stævnen? Hvem skulle nu dykke med hvem? Hvem skulle binde på. Hvem skulle i hvert fald ikke ned først osv. Så gik der tid med det! Det endte med lille Jensen først måtte komme ned til sidst, fordi han støver. Og Store Jensen…ja han var der jo slet ikke, så ham var der ikke de helt store problemer med.

Med nul strøm fik vi hurtig smidt Kim i vandet der skulle binde på. Få minutter efter kunne Allan H og jeg kaste os frygtløse ned i dybt. Selv om vi var bevæbnet med en god portion optimisme og frisk strøm på batterierne måtte vi dog hurtigt indse, at hverken tankens kraft eller den største lygte kunne ændre så meget på sigtbarheden, at den kunne undgå betegnelsen: Ringe. Det har den jo være så mange gange før uden, at det har betydet noget, altså ud over at man ikke kan se noget.

Med en påbinding tæt ved broen i bagbords side drog vil glad og fro mod stævnen. Ved nærmere eftertanke var det, grundet den jammerlige sigt og den uorden nogen har lavet der, måske ikke den mest hensigtsmæssige vej at bevæge sig. Men det gjorde vi altså. I et roligt tempo begav vi os langs siden af vraget. Da jeg på et tidspunkt ganske kort ser efter noget interessent, kunne jeg splitsekundet efter konstatere at Allan nu var væk. Jeg gav den lidt gas og fandt ham kort tid efter helt ude i stævnen. Tiden for tilbagetog var ved at nærme sig. Det var også herfra kommunikationen og enigheden om hvad der skulle ske og hvad der rent faktisk skete blev en smule uklar ganske lige som sigten. Det vi ved er, at vi var kommet næsten over på styrbords side og forsøgte at krydse hen over vraget for at komme tilbage til bagbords side. Denne operation lykkedes dog aldrig (tro vi nok). Efter at havde tosset lidt rundt og navigeret både efter kompas og gehør uden at finde et klart kendingsmærke, var mit ”dekometer” ved at gå i rødt. Jeg besluttede derfor, at søge mod overfladen og Allan fulgte trods en noget federe blanding på sine flasker med op. Herefter var der jo bare en vej og det var op. Det vil sige at ved mødet med springlaget, der virkede meget ”tykt”, skete der bare ikke mere. Jeg kom hverken op eller ned og det uklare vand gjorde det komplet umuligt at aflæse computeren. Det var en sær oplevelse. Det lykkedes så alligevel at finde den rigtige vej, hvorefter vi fik sendt en dekobøje op. Den totale fravær at strøm gjorde at Allan kom op 25 meter fra båden og jeg med lidt snyd kunne komme op af bundtorvet.

I båden kunne vi så grine lidt af den tur, drikke vores øl, nyde det gode vejr og høre om de andres fantastiske dyk. Mortens først dyk på Robert i våddragt med en lånt back-up lygte med line om benet ved skruen sammen med Manley, hvis lygte nægtede at lyse. Steen der var blevet væk fra sig selv og måtte hentes af Manley der nu havde lånt lygten af Morten. Nicolai der bare havde en dårlig dag med en tur rundt om broen, en utæt maske og ingen guldøl. Resten havde haft nærmest guddommelige dyk.

Med alle mand i overfladen kunne vi sætte kurs mod Danmark igen og efter 46 liter benzin var så igen i Rungsted. Hurtigt pakket ud, op og i og tilbage mod Farum. Freden skulle dog blive kortvarig da telefonen ringer i Birkerød. Det var Thomas (som ikke var med på turen) der sådan lidt friskfyrsagtigt oplyser at han har en ubrugt dekobøje og om jeg var interesseret i den. Meget morsomt! Ikke det at han prøver at gøre sig morsom på andres bekostning. Det der er morsomt er at Thomas ikke har nogle ubrugte dekobøjer med mindre han har opkøbt et meget stort parti. Og det har han ikke! Det andet der er morsomt er hvordan Thomas har fået informationen og vores fejl- navigation så hurtigt. Gæt….. Ja rigtigt. Casper som bedst må betegnes som en rejekælling

Der er muligt at det tager noget af den tid jeg ikke har. Kl. er nu 01.30 at skrive beretninger, men omvendt kan man så skrive den ”rigtige sandhed”.

……….At det ikke er godt for noget

Tak for en elendig tur ;-)

Henrik