20/5-2008

Tirsdagsdyk på Otto
Nu er sæsonen for tirsdagsdyk begyndt igen, lyse aftener og temperaturer i vand og luft har nået tocifrede værdier og dermed acceptable niveauer, selv for våddragtsdykkere. Og det er jo rart nok, når nu de fleste tørdragter efter flittigt brug trænger til en lille lap her og der.

Jeg kom til svømmehallen tre kvarter før afgang, og jeg var alligevel den sidste. Måske skyldtes det, at vi kun var tre, der ville af sted. Lysekil-turen skulle vist lige fordøjes, men hvor var så dem, der ikke var med i Lysekil?

Prognosen sagde nul strøm ved Helsingør, så Otto var det oplagte valg. Vi var klar på et øjeblik, og trippede utålmodige rundt. Vi smuttede lidt før ordinær afgang kl. 17:30, da vi dels ikke havde hørt fra andre, og dels ikke regnede med, at de alligevel ville være færdige til planlagt afgangstidspunkt. De ku’ jo bare ringe, hvis de ville vide, hvor vi var på vej hen.

Vi nåede smertefrit til Helsingør og fik hurtigt Havgassen i vandet, dragterne på, for vinden var nok ca. 5 m/s fra N, og vi kunne ikke forvente at forblive tørre hele vejen ud. Til gengæld var der ingen strøm! Vi lå længe over vraget da vi skulle smide loddet, kun vinden pressede lidt på os. Manley kom i for at binde på, og imens gjorde Per LN og jeg vores udstyr klar til det blev vores tur. Manley kom op efter tre kvarter og berettede om en lille havkat ca. 1 meter fremme for stævnen og tre meter til styrbord. Han havde også set en lille rød knurhane. Men han havde ikke kamera med ned og heller ikke fiskene med op, såh…!Han sagde også, at der var en del flade på bunden og sigten var 4-5 meter, også på bunden. Temperaturen var lavere end i Lysekil, bundvandet var 5 °C og overfladevandet var 13 °C.

Vi hoppede i, vi skulle jo ned og se havkatten. En havkat på Otto er nyt, ingen af os havde set havkat der før. Per og jeg tog turen fra bundtovet ned til spisekammeret i bagbords side, hvor en nydelig torsk klogelig holdt sig mere end en arms længde inde under vraget. Herefter rundt om skruen og gik frem mod havkatten. Undervejs kunne vi se, hvor medtaget Otto er blevet gennem den sidste tid, flere plader er faldet af og endnu flere sidder løst og venter kun på, at den sidste nitte skal gi’ efter. Man er lidt utryg ved at gå ind under, men man skal jo se, hvad der gemmer sig. Til gengæld kan man så komme ind hvor man ikke har været før.

Bunden var brolagt med flade af forskellige arter - isinger, skrubber, rødspætter og enkelte rødtunger. Alle i spisestørrelse, men der var ingen kæmper imellem. Eremitkrebsene pilede ind mellem dem, hvor der var en bid frit bundlag. Der var lidt strøm omkring stævnen, og måske derfor, var havkatten blevet træt af at vente, men der var helt tydeligt en lille hule på stenrevet, hvor en bunke skaller foran indgangen viste, at her var en beboer med forkærlighed for skaldyr. Knurhanen var heller ikke til at finde, men måske lå den under nogle af de flade, der dækkede bunden overalt.

Efter ca. 10 minutter gav Pers lygte op, men heldigvis var der masser af lys ovenpå vraget, så vi gik op langs skibssiden og ind over. Der var der lidt strøm på toppen af vraget, men ikke noget at bekymre sig om, blot skulle man se efter flagrende fiskeliner. Vi svømmede tilbage til bundtovet, og så havde Per fået nok og gik op. Jeg skulle lige tjekke, om ikke der gemte sig en enkelt stenbider på et af de kendte steder (fra sidste år). Men hverken under bakken, ved ankeret eller på pullerten i bagbords side var der stenbider. Til gengæld var der et par store 5-10 kg sej, der ikke var nervøse, men de havde nok bemærket, at der jeg ikke havde harpun med.

Herefter tilbage til havnen, hvor vi skulle bruge en anseelig del af vores tilbageværende (sparsomme og dyrebare) ungdom på at vente på en båd blev sat i vandet. Det tog laaaang tid pga. en stribe tekniske problemer – Fejl 40, men så fik vi jo tid til at drikke den øl, vi ikke fik ude på vandet.

Kim R.