2-4 maj 2008

Vragsafari – Nordtur

Fredag d. 2. maj 2008
Tja, et tilbud om en weekend på Hönö kan man jo ikke sige nej til. Jeg har efterhånden sagt ja et utal af gange, siden vi var der sidst i 2005, men hver gang blev det alligevel ikke til noget pga vejret. Endnu en gang blev der planlagt til den store guldmedalje, men tidshorisonten var kortere denne gang, for turen blev annonceret tirsdag aften med afgang fredag, så vi burde være inden for en tidsramme, hvor metrologerne burde kunne gætte kvalificeret.

Forberedelserne startede om torsdagen, hvor vi læssede rejsekompressor, tiggede ilt osv., og fredag formiddag måtte jeg ofre mig og tage med Henrik over og hente båden i Smygehamn, hvor den var parkeret i Ingmars Lade. Og så kunne vi jo lige nappe et par dyk i Østersøen, når vi nu alligevel var der, bare for afvekslingens skyld.

Alle disse forberedelser kombineret med en acceptabel vejrudsigt trak jo flere til, og selv om der ikke var plads til flere på Hönö-turen, så var der en halv snes havbasser, der skulle på vandet. Heraf var Kasper og Manley dagturister med os i Østersøen. Som altid var der lidt kørselslogistik, der skulle tilpasses, og enden på det hele blev, at Henrik kørte selv, og vi andre kørte i Manleys bil til Smygehamn.

Vejret var stinkende godt i Smygehamn! Vi valgte at sejle til Undine, efter forgæves at have forsøgt at lokke Henrik til at sejle til Wacht, men han var ikke til at overtale. På Undine var overfladen dækket af stager og bøjer fra fiskegarn, der var smidt stort set overalt på vraget. Vi overvejede lidt, men der var langt til alternativerne, så vi valgte at dykke alligevel. Jeg skulle tjekke og binde på, hvis der var dårlige forhold, ville vi blot hive loddet op igen og finde på noget andet.

Jeg hoppede i, og vandet i overfladen var ikke særligt klart, så det var med en ærgerlig fornemmelse jeg gled ned langs tovet, mens jeg lyste nedad for ikke at lande i et fiskegarn.. Pludselig blev der helt mørkt, vandet klarede op og lønningen af vraget tonede frem en halv snes meter længere nede. Der var heldigvis ikke fiskegarn, hvor jeg landede. Jeg prøvede derefter at hale loddet op, mens jeg stod på siden af skibet, men var nødt til at svømme ned i det ikke helt så klare bundvand for at hente loddet, og fastgøre det lige ved den agterste kanon.

Herefter lidt slalom-svømning ind mellem og over og under fiskegarnene. Nettene kunne man ikke se, det var mørkeblåt monofilgarn, men der var heldigvis hvide liner i top og bund. Man skulle være opmærksom hele tiden! Det var alligevel en storslået oplevelse, for man kunne svømme midt i vraget og se rælingen i begge sider. Sigten var mindst 10 meter og der var ingen nævneværdig strøm på vraget. Området omkring kobberhuset var befolket med en flok pæne torsk, der ikke tog meget notits af besøget, men det var nok også det sikreste for dem at blive i vraget, så de ikke endte på en fiskeriauktion.

Ude i stævnen var der fint udsyn til den sjove snabelstævn og mulighed for at komme på visit hos de store torsk, der boede der. Herefter gik det højt op over lønningen, for dekoklokken straffede allerede, og så ellers tilbage til bundtovet. Op og gasse af, og selv om der var en fed dekogas, så blev det koldt og kedeligt til sidst.

I båden var de andre klar til deres tur. De var spændte på meldingerne om forholdene på vraget, og de mente efterfølgende, at jeg underdrev, da jeg sagde, at sigten var nogenlunde. Dagens mest spektakulære vragfund var den LED-lygte (3000 kr), som Kasper efterlod dernede sidste år. Han mente det var noget skrammel, for der var ikke længere strøm på batterierne (Den virkede dog, da batterierne blev ladet op). Henrik havde fundet en skotlampe og en lille champagneflaske – måske en flaske billig tysk Sekt. Flasken kom dog tilbage på vraget.

Herefter var der lidt overfladehygge, hvor Kasper spenderede frikadellesandwich til alle, så vi kunne bøvse frikadellesmag på hele andetdykket. Samme rækkefølge som før. Sigten var lige så god som før, og nu kendte man jo forholdene. Tiden på vraget gik lynhurtigt, og prisen for tiden i dybet var høj. Minutterne på tovet nåede hurtigt et ukomfortabelt niveau, men når nu forholdene var så fine, så skulle man jo lige ind og se her - og her - og her…

Oppe i båden skulle vi jo lige finde ud af, hvad vi skulle. Vi var næsten alle stemt for et lægtvandsdyk på sjatten, og Virgo lå jo lige på vejen. Manley var lidt reserveret, men han havde jo også allerede dykket længst af alle og haft mindst deko.

Da vi nåede Virgo, var Manley selvfølgelig klar, han kunne jo ikke bare lade os dykke alene. Han fik fornøjelsen af at binde på, og jeg fulgte efter. Sigten på Virgo var bestemt ikke fremragende, den ville være ok på Robert, men ikke i Østersøen! Og efter Undine, så var Virgo et middelmådigt vrag. Det morsomste var, at Manley troede det var et helt andet vrag, og derfor ikke kunne finde hoved og hale på det!

Min største opdagelse var et ret stort (5-6 cm) bænkebiderlignende dyr, som jeg tog med for at vise de andre, og for at indprente detaljer til senere artsbestemmelse. Det viste sig at være en Baltisk isopode, som i den norske ”Dyreliv i havet” beskrives som ”Svært stor” (hvor er det rart med totalt ligegyldige informationer). Andre fandt lidt mere til deres amagerhylder.

Herefter var det bare med at komme i havn og blive køreklar, for klokken var efterhånden blevet mange. Vi skulle jo køre ca. 350 km med båden på slæb, så vi skyndte os alt det vi kunne. Vi kom af sted, med solen ind gennem forruden på vores svedne ansigter. Efter en times tid blev navigatoren slukket, det var simpelt hen for deprimerende langsomt at se på! Og efter yderligere et par timer begyndte mørket at falde på, og vi fik os en gang Fastfood i ordet mest bogstavelige forstand! Kaffen hjalp en smule på bevidsthedsniveauet, men målet var stadigvæk et par timer væk. Vi fik samtidigt efterretninger om, at færgen til Hönö kun gik en gang i timen, 10 over, så vi fik travlt med at regne på mulighederne. Da vi kiksede en afkørsel i Göteborg, så blev det rigtigt kritisk, og trods Lille-Jensen tunge fod på speederen gennem alle de små rundkørsler, så var vi et par minutter for sent på den. Heldigvis havde fortroppen fyldt os med løgn, for næste færge gik efter en halv time – kl. 00:40.

Vi kom over og fik fyldt lidt benzin på båden, mens vi ventede på de andre, som havde været på besøg hos Michael Degn. Vi skulle ligesom sidst bo i hytterne bag tankstationen, så vi var ikke mange minutter om at komme i køjerne. Dagens strabadser, hvad enten det var arbejde eller fornøjelse, havde tæret på vores ressourcer.

Lørdag d. 3. maj
Morgenmaden var lidt pulverkaffe og toastbrød kombineret med lidt lettere planlægning. Vi skulle finde et sted at fylde flasker, og aftenens besøg hos de lokale havde givet os mulighed for at stå på havnen og nasse strøm fra dykkerbåden ”Dora”’s landstik. Vi var en god times tid om at fylde Henriks og mine flasker. Første dykkermål var ”Westphalen S/S”, en gammel tysker, der havde været forsynet med en rampe, kran og vandflyver.

Vi havde jo allerede om morgenen bemærket, at vinden var jævn til frisk omkring vest, og så er der ikke meget læ på vragene deroppe, men vejrudsigten lovede aftagende vind, så vi regnede med at det nok skulle gå. Vi stævnede ud mellem alle de skær, der ligger omkring havnen, og havde en ”hård” tur derud. Ikke noget sammenlignet med en hård tur i Havgassen, men alligevel en tur, hvor vi skulle holde fast. Og vi kom ud til der, hvor Westphalen S/S angiveligt skulle ligge. Til trods for, at vi havde 3 forskellige positioner, så kunne vi ikke finde noget vrag, selv om vi søgte grundigt. Vi opgav efter en times tid, og valgte at dykke på Hohenhörn, som vi tidligere har dykket på, og hvor vi var sikre på positionen.

Vi fik hurtigt fundet Hohenhörn, som jo ikke hører til de mindste med et lodskud på 16 meter og ca. 100 meters længde. Vi fik efterfølgende smidt Thomas og Asger i vandet, for at gøre fast. Imens lå Henrik og jeg og gyngede i bølgerne. Godt at vi ikke havde sarte maver, for båden gyngede en del.

Meldingen fra bundholdet var rimelig sigt 5-8 meter øverst på vraget, og som sædvanligt, ikke så god sigt på bunden. Men, nu kommer folk jo sjældent tomhændede op, så de må jo ha følt sig lidt frem. Trods det, at det er et husvrag for de lokale, så var der ikke ryddet ordentligt op! Jeg selv nød den store kontrast til Østersøen, masser af farvestrålende liv på alle overflader. Der var meget trawl på vraget, og mange taskekrabber, der ville få en langsom død. Jeg opgav at redde dem, da de var alt andet end samarbejdsvillige.

Herefter en gourmet-frokost bestående af tørt toastbrød, lidt rugbrød og en masse dåser makrel i tomat. Ingen kaffe og ingen øl, så det var en dårlig dag for os. Men vi skulle jo i vandet igen, og det kom vi så. Jeg forsøgte at svømme ud i stævnen, men der var for langt og for dybt til, at jeg kunne nå det. Jeg skulle binde af, og efter en lille halv time gjorde jeg fri og blev trukket hurtigt gennem vandet. Jeg kom hurtigt op på ca. 25 meter, så det passede med det dybe stop. Længere oppe blev vandet mere roligt, eller rettere, det bevægede sig med samme hastighed som båden, og det var helt behageligt. Dekoen ramte hårdt, da vores overfladetid ikke var mere end godt 2 timer, men heldigvis var vandet 3 grader varmere end i Østersøen.

Ind på havnen og fylde flasker, og så en tur på en Pizza-bar. Det mest dramatiske var, da Henrik sagde han ville betale, gjorde det og gik ud i bilen. Vi andre havde misforstået ham, og troede at han ville betale for alle. Men vi gik ind igen og udredte vores gæld frivilligt, inden polisen blev tilkaldt

Hjem i luksushytten og efter næsten en øl hver krøb vi til køjs. Endnu en hård dag krævede restitution af vores hårdt prøvede kroppe.

Søndag d. 4. maj 2008
Tidligt op, for vi skulle jo nå en masse inden hjemturen. Vi havde allerede om aftenen fået en position på S.S. Feodosia, som efter sigende skulle rumme et par mini-ubåde af den type, der blev brugt af dykkere under anden verdenskrig til at sejle ind og sætte miner på fjendtlige skibe. Men positionen var 10 sømil ret mod vest, så vi var noget udsat for vejrets luner. Heldigvis var der totalt havblik og kun et lettere skydække, da vi tog ud. Vi var på forhånd blevet hånet af Michael, som mente det var håbløst at finde Feodosia, når vi ikke engang kunne finde Westphalen.

Men vi kom ud til vraget, som faktisk var markeret med en dunk, og vi fik efterfølgende et broget billede af en serie lodskud. Vraget var tilsyneladende meget smadret fra den bageste tredjedel og fremad!

Igen var det Thomas og Asger, der skulle gøre fast. Vraget lå næsten på siden, og der var gjort fast i lønningen, så det var let at finde tilbage. Heldigvis lå der et par mini-ubåde lige under vores påbinding. De mindede lidt om bomber med mandehuller, men motordelen manglede tilsyneladende. Man skulle nok ikke lide af klaustrofobi, hvis man skulle være chauffør i sådan en! Som et lille ekstra krydderi, så var der flyttet en havkat ind i snuden af den ene ubåd.

Der var også et smukt begroet nødrat bagtil, og overalt var vraget beklædt med dødemandshånd. Der var sortvels, galatheakrabber, torsk, sej, taskekrabber og mange andre dyr rundt omkring. Og en masse detaljer, som jeg godt kunne se og huske, selv om vraget var dybt, og jeg var på luft. Længere fremme var vraget blot en bunke plader, og det var dybt, uklart og svært at orientere sig så ingen af os kom ret langt ud over det område. Dybere 48 meter måtte man føle sig frem. Der var dog en del rødtunger under pladerne, men de kunne nok ikke tåle en varm tur til Danmark!

Vejret var formidabelt og dekoen var nem at gennemføre, ingen strøm og ingen bølger, så det gik alt sammen nemt, selv om tiderne på grund af dybden løb lidt løbsk.

Frokost som i går, og andetdyk, som det første. Vi havde heldigvis ilt nok med, så vi kunne få fyldt lidt over i vores dekoflasker, for denne gang gav turen på vraget endnu længere deko.

Vi sejlede hjem med solskoldede ansigter og på havnen kom Michael lige for at sikre sig, at vi ikke havde plyndret hans vrag! Og med tanke på at han holder vragene så pænt, så fik han lige en kasse Guldtuborg, som vi ikke selv havde været i stand til at drikke! Han mente at vi burde ha’ udnyttet vejret og dykket på S.S. Rolandseck. Det må blive en anden gang!

Og så ellers en laaaaang tur hjem, hvor første stop var færgen.

Kim R., træt…!