23/4-2008

S/S Union og S/S Otto
Alt hvad der ku dykke og gå fik tilbud om langtur i Kattegat, men det var kun med nød og næppe at vi ku skrabe sammen til en 4 mands tur og inden formiddagen var omme og det lidt sene mødetidspunkt kl. 11 var nået, var vi kun 3. Flemming måtte ud og grave terrasse eller noget. 3 mand i Havgassen og 30mil til vragene, betyder at man skal have sin egen oliekilde og da ingen af os har det, omstødte vi turen til Helsingør, Robert var også på tale, men han føler sig lidt overrendt for tiden.

På havnen var alt fred og idyl, med nu kun 10 min sejlads til første vrag S/S Union, så havde vi go tid og båden blev pakket i fred og fordragelighed. Vi måtte dog lige have en bil på rampen igen og trække noget strøm til Havgassen, den var flad for strøm og ku ikke starte, HUSK HOVED AFBRYDER efter endt tur. Nå, men af sted det gik i næsten havblik og nådesløs sol.

Vraget blev slået og Allan J hoppede i og bandt på. Puhaaa, det er allerede rigtigt varmt at stå i tørdragt, så det var skønt at kaste sig over bord i den moderate strøm og trække sig ned i kulden. Vraget tonede sig hurtigt frem, 24m til toppen af kedelen, det går hurtigt når de sidste 3 ture har været på dybt vand i Østersøen. Vraget blev svømmet rundt et par gange, sigten var tæt på 10m nogle steder og overalt lå der mindre isinger som pilede ud over sandbunden når man kom for tæt på. Vraget er hult fra kedelen og frem og lønningen næsten i bundniveau, så alt det der kommer med strømmen lægger sig nede i vraget. Dåser og flasker en masse. Fingrene blev kolde før dykkertiden løb ud, men med overfladevandet tæt på 9 grader, fik man hurtigt varmen igen på den smule deko der var rendt på. Peter fik dykket, han havde spyddet med, men der var ikke bid, isingerne skulle stables hvis der skulle være til et stykke mad, til gengæld kom Allan op med en fine eremitkrebs i sin pose (er jo blevet akvarium pusher for den lokale købmand), som behændigt blev lagt på køl i snor bag båden.

Dræget blev i vandet og fungerede som drivanker og vi bevægede os langsomt nordpå. Er du gal hvor smager sådan en kold pilsner godt med sol og svag vind og målet for 2. dykket blev diskuteret. Polaris blev nævnt, men med en rodebunke frisk i hukommelsen, blev lysten til en et rigtigt vrag stor og kursen til Otto stukket ud.

Allan røg i dybet med eremitkrebsene flagrende i nettet, de skulle ikke snydes for en tur mere og jeg lige efter, man kunne næsten fornemme at der ville være god sigt. Allan havde bundet på styremaskinen inde i broen og fra 13-14 meter kunne man se alle fire davider på én gang, sigten var 10-12m, uden mudder i masken, måske 15m! Jeg havde harpunen med og svømmede ud over kanten på vraget. Bunden stod helt klar frem oppe fra lønningen af broen og jeg piskede ned i agten for at se om der skulle stå en torsk under skruen. Det gjorde der ikke, så jeg tog mig i at nyde synet af den store hæk og skrue i det klare vand. Op på vraget igen langs bagbord side. Helt vildt så hurtigt vraget er tæret her på det sidste. De store jernplader har mistet taget og hænger ned, så der er synligt ind til lasten og med lidt behændighed kan der svømmes igennem. Oppe på dækket var der så meget lys at lygte var unødvendig, når man kiggede gennem koøjerne var det næsten som der var lys i kahytterne!

På vej op af tovet blev sigten lige dokumenteret en sidste gang, fra 12m kunne man stadig skimte den ene david nede på vraget. Lidt deko i det ”varme” vand, hvor tiden blev brugt til at tælle bitte små brandmænd, de er her sgu tidligt, og derefter op i varmen. Peter fik dykket sit dyk og der skulle åbenbart slås ihjel for en noget flad ising måtte bide i plankerne. Med alle i båden og over en øl eller 2, blev vi enige om at det nu var meget dejligt med en sådan en gang rekreativ lægtsvandsdykning!

Henrik Jensen