Libra
5/4 2008

Endelig er feriegæsterne fra den årlige generalforsamling i vindheksenes sammenslutning taget hjem! så det var bare om at benytte sig af det gode vejr til at komme en tur i Kattegat. Inden dagens hold (Flemming (med nyere lækker trækkerkasse), Kim, Lis, Marianne, Sten og skribent) drog mod Hundested skulle der lige tankes op med lidt luft.


Dagens hold, formanden omsværmet af Havgasser

Men Lis’ ene flaske var fuldstændig borte, som sunket i jorden, helt væk. En erstatningsflaske blev fundet så der var luft nok til et par dyk (helt borte var flasken nu ikke – den dukkede op senere på dagen og viste sig blot at have transmogriffet sit udseende om i løbet af vinteren, fra sort med dobbelt udtag til sort med dobbelt udtag).

Trådlignende marin-sne i vandet, som på laveste vanddybde blot var enkelte tråde, men som blev mere sammensatte organismer på større dybde, 5-krone store cirkulære med en slags hale som ror.

Der var masser af høner begravet i sand/mudder-bunden. Flot med munddelens fangarme foldet helt ud efter flyvende middagsmad. Enden – som hønen altså bruger til at trække vejret med – kunne man også netop se stikke op af bunden.


Søhøne, mere stille end normale høns

En stor gammel torsk gemte sig godt inde under vraget. Med den frygt der lyste ud af øjnene på den, skulle man næsten tro den havde haft besøg af havbasserne før….Libra var som sædvanlig fin, meeeen der var altså en anelse koldt, og det var det i øvrigt i hele vandsøjlen, brrrr….det var rart at komme op i solen i båden, selvom den endnu ikke har megen magt. Vanlig rutine kom hurtigt igen, selvom der højlydt blev sukket over, at udstyret vist var blevet tungere end sidste gang det var i vandet, og 2. dyk blev afviklet samme sted.


Overflade hygge

Dette dyk gik lidt hurtigere end første dyk, for selv med en kop Earl Grey te til at lune i hætten før dykket, trængte vandets kuldegrader hurtigt igennem dragten. Sigten var stadig fin og vraget sås tydeligt fra 12-14 meters dybde. Oppe igen var der ikke stemning for 3.dyk på sjatten, for den havde vi allerede brugt på 2.dykket. I Hundested varmede solen rigtig dejligt, så det blev til en stille afterdive inden vi trillede til Farum og afregnede.

Tak for en dejlig forårsdag på Kattegat – glæææder mig allerede til næste gang!

Lotte