3/4-2008

Årets første Østersøtur
Svag skiftende vind og sol, kan man ønske sig mere? – ja det kan man godt, varmere vand ville have gjort en betydelig forskel.

Nå men vi startede som vanligt i Kastrup, kørte til Smygehamn og satte båden i vandet, nød solens varme stråler i havnen, men krøb snart sammen som forfrosne spurve, da vi bevægede os over havet med 28 knob.

Jeg havde taget en position med, på et (for os) nyt vrag og denne nåede vi, efter en lille halv times sejlads. Vi fandt efter kort tids søgen vraget, beliggende på godt 45 meter vand, men selvom der var et stort sug omkring vraget, loddede det bare 2 meter op – knap nok endda. Vi loddede det meget nøje op, men fandt, at en dykkedybde på 44 – 45 meter, på et vrag vi ikke kendte og derfor måtte forvente længere tid til navigation og påbinding, ville give mere deko end hvad årstiden (vandtemperaturen) tillod. Alternativet var et vrag bare en mil derfra, beliggende på 42 - 43 meter, men som vi kender godt og som lodder 3 meter op, jeg gjorde mig klar og sprang i, ganske kort tid efter vi var ankommet til positionen og havde smidt loddet i.

 Loddet stod i stævnen, lige bag det enorme bovspryd, som er omkring 5 meter langt og umuligt at nå omkring - med mine arme i hvert fald. Jeg svømmede loddet et stykke bagud og slog kæden omkring en af de enorme dæksspanter som er blotlagt, da det meste af dækket er rådnet væk. Dæksspanterne derimod er som nye, med skarpe kanter og endnu ses mærkerne, efter skibsbyggerens bredbil (en meget bredbladet men let økse, med skråtstillet blad), disse spanter som ligger på tværs hele vejen fra for til agter, måler godt 40 x 40 centimeter. Nå men jeg svømmede de omkring 25 meter ned til agterenden, var lidt rundt ude på bunden og tilbage langs styrbord side. Da jeg var tilbage ved bundtovet havde jeg været i vandet 13 minutter og havde allerede 6 minutters deko, jeg ville gerne have brugt lidt tid i stævnen også, men som mine fingre havde det (med kulden) var der kun én vej og det var op. Allerede på 20 meter fortrød jeg min beslutning, for da havde fingrene det meget bedre og de 6 minutters deko var skrumpet ind til 3. Nå man svømmer jo ikke ned igen, men må væbne sig med tålmodighed og håbe at forholdene er bedre næste gang - det vil i dette tilfælde kun sige varmere, for sigten var nemlig rigtig god. På dette vrag plejer sigten kun at være et par meter, men i dag var den mere end 5 meter, selvom der var meget meget mørkt, ja det var faktisk så mørkt, at man absolut intet kunne se hvis man slukkede lygten.

Alle fik sig et dyk her og vi var enige om, at man nok bedre kunne holde varmen på 30 meters dybde. Vi sejlede derfor mod land, for at tage andet dyk på et andet stort trævrag. Her var lyst og rart at være og selvom vandtemperaturen næsten var den samme, havde jeg 26 minutter på bunden uden at fryse. De andre havde brugt dykketiden på at høste nogle af havets frugter og da de sad og rensede udbyttet på vej ind, blev jeg lidt misundelig – det smager jo dejligt.

Et hurtigt kig på kortet viste, at vi på vej ind ville passere et lille trævrag på bare 16 meters dybde. Selvom jeg sad og småfrøs i min våde dragt, besluttede jeg at gøre forsøget, på at imponere børnene derhjemme og give lidt luft i husholdningsbudgettet. Jeg sprang i vandet og landede på vraget imellem de mange store torsk, jeg var i vandet blot 8 minutter og havde i den tid udset mig, ihjelslået og bagbundet 2 af de største torsk på vraget og så havde jeg havde samtidigt fået varmen. På vej op, vendte jeg mig mod bunden og så i det klare vand hvordan de mange store (10-15 kilo) torsk, svømmede ubekymrede rundt på vraget, som om intet var hændt.

End of story, nu går vi bare og venter på lidt varmere vand, så vi kan komme ned og se hvad det var vi havde fundet i starten af turen, men som vi ikke fik dykket på.

Allan Jensen

(Med støtte og foto fra Flemming, Sten, Peter, Henrik)