Kattegat i forårssol
Allerede i søndags da vi var på Robert og dykke, var vi et par stykker som lavede en aftale, om at så snart der kom en dag med svag vind, ville vi tage en længere tur i Kattegat. Foråret var over os.

Vi mødtes i Gilleleje lidt sent, i håb om at temperaturen ville være hjulpet lidt op af solen. Det var den da også, men vi måtte alligevel traske gennem snedriverne, for at komme ud til slæbestedet med vores udstyr. Båden blev pakket i en fart og efter at have plottet et par søgepositioner ind, kom Henrik lige i tanke om, at han havde købt ny navigator og at vores mere ”private” positioner ikke var lagt ind endnu, vi ringede derfor hjem og fik positionen på Nixe, for at have noget sikkert i samme område, hvor vi skulle søge.

Efter at have sejlet de 17 sømil til første position, tog det bare et øjeblik at konstatere at der bare var en dynge store sten. Efter godt en mils sejltur var stenbunke nr.2 også loddet op og tegnede sig lige så fint på Humminbird-sonaren, på de her omkring 30 meter vand er den altså bare suveræn. Man kan jo som bekendt ikke vinde hver gang og da der kun var 4 sømil til Nixe, fortsatte vi bare uanfægtet af vores nederlag. Snart var loddet smidt og der blev hurtigt bundet på, vel var vandet da koldt, men der gik da mere end 20 minutter før mine fingre ville op. Nu er det ikke fingrene alene som bestemmer og jeg trak tiden lidt, dels var sigten god og der var masser at se på, dels fik jeg i dykkets sidste minutter fat i en stor torsk, som jeg bøvlede lidt med at få klemt livet ud af. Men endelig var de 10 kilo torsk puttet i posen og denne hægtet i øverste sjækkel på kæden, jeg bandt af og sørgede for at posen gik fri af vraget, inden jeg påbegyndte min opstigning.

Vel oppe i båden, afklædte jeg mig grejet og glædede mig over min fangst. Men da tovet blev hevet op, var posen væk og det samme var karabinhagen, det er virkelig en gåde hvordan den kan hægte sig selv af, men jeg glædede mig dog over at det ikke var noget andet som var i posen.

Det viste sig, at Peter under sit dyk havde tabt en snor med 2 store torsk han havde skudt og sammen med den almindelig begejstring over vraget og den fine sigt, besluttedes det på ny at binde på og tage et dyk mere samme sted. Efter at dette var gjort og vi hverken havde fundet min pose eller Peters fisk, sejlede vi nu mod Mirs vrag, for at slutte dagen af med et dyk her.

Nu hørte jeg i radioavisen til morgen, at der bliver gjort store anstrengelser for at komme mobberiet til livs, på både skoler og arbejdspladser. Det ku jeg godt tænke mig vi talte lidt om i klubben, for det jeg nu skulle komme til at opleve, var ikke rart. Mit formål med at tage et dyk på Mirs vrag, var nemlig at samle nogle søsole, eremitkrebs og søpindsvin, som jeg længe har lovet en fiskebutik til deres udstillingsakvarie. Det eneste venlige kommentar jeg fik, var et klap på skulderen og en bemærkning om, at jeg nu kunne bruge min alderdom med at samle på kryb. Men ellers var der kun hånlig latter og nedladende bemærkninger om mit forehavende, det var ikke rart. Nå men jeg fik en øl og noget at tørre øjnene med og da vi nåede havnen, var de holdt op med at grine.

Efter den ubehagelige oplevelse, meldte jeg mig frivilligt til at skrive denne beretning, jeg tør slet ikke tænke på hvad de andre kunne finde på at skrive.

Allan Jensen
(fritidsbiolog)