23/3-2008

Robert
Allan J slog en tur til Robert op på mailen, og da han havde sørget for fint vejr, var der ikke meget at betænke sig over. Mødetid kl. 10 i Rungsted Havn, så der var tid til at fylde flasker og ordne grej inden afgang. Og så lige komme sig en smule fra et frokostarrangement dagen før! Da jeg kom på havnen, var jeg tydeligvis den sidste, for Lille-Jensen havde spærret broen med alt hans habengut, og de andre var allerede ombord med deres ting. Jeg var der endda før officiel mødetid, men man kan snart ikke stole på nogen mere!

Det var vindstille og frostvejr, og flere steder på havnen kunne man se forblæste, nærmest vandrette, istapper, der vidnede om nattens klimatiske drama. Men vi kunne klare kulden, vi stod i Allans opvarmede styrehus og nød solskinnet og det helt klare vejr. Turen til Robert gik smertefrit på et fladt Øresund, og det var en af vinterens mest behagelige ture. Opvarmet styrehus er en detalje, der mangler, både på Havgassen og på Lille-Jensens båd. Der var ingen bølger, så sejlturen blev brugt til at træne en ny rorgænger, nemlig Asgers søn Martin. Turen blev måske nok lidt længere, end den plejede at være, men det var nu heller ikke nemt for den lille gut. Når man er for kort til selv at se ud af vinduet, skal man enten bæres eller stole på de voksne, og ingen af delene er der fremtid i. Men vi kom frem, fik smidt en bøje på vraget og fik også smidt Thomas i for at binde på. Han blev fulgt af Asger og Allan, mens Henrik og jeg passede ankervagten og Martin. Da Thomas kom op, var vi næsten klar til vores tur, dvs Henrik var hoppet i, mens Thomas hang på tovet.

 Jeg kom ned lidt efter og søgte først lidt efter en kvabso, som Thomas havde set på overbygningen. Jeg fandt den nu ikke. Sigten var ellers ok, 4-5 meter, hvor den var bedst (og 4-5 cm, hvor den var værst, altså 4-5 cm inde i masken). Jeg svømmede mod agten, og fandt en stor fin busknøgensnegl. Da jeg så Henrik komme, viste jeg ham sneglen, og han gjorde derefter tegn til, at sigten var dårlig i den bageste del af vraget. Jeg ville lige ta’ et billede af sneglen, og opdagede i det samme en rødtunge næsten lige ved siden af nøgensneglen. Utroligt, at man ikke lige havde set den først! Og glædeligt, for det var efterhånden flere dyk siden, jeg har set en rigtig levende rødtunge. Der var også en lille pyntekrabbe, der havde klædt sig fint på med diverse ting og dyr. Jeg trodsede Henriks advarsel, og svømmede agterud og ind i en mur af mudder og lort. Han havde haft ret, der var nulsigt i agten, så jeg tjekkede lige røret for troldkrabber, uden held, og fortsatte så fremefter i styrbordsside. Men her var sigten heller ikke lige god alle steder. Jeg kom så langt frem, at jeg kunne beundre sabellaerne, men de var ikke fotogene, de lukkede sig inde i sig selv længe før autofokusen havde fanget dem. Tilbage til bundtovet med et par minutters skyldig deko. Herefter op, hurtigt ud af dragten og ind i det varme styrehus. Vandet var ikke blevet meget varmere siden sidst vi var ude, 5 °C på bunden og 4 °C i overfladen. Utroligt så tydeligt man mærker forskellen på 1 °C, når man kommer gennem springlaget (opad).

Overfladetiden skulle bruges til lidt opdragelse, Asgers søn havde aldrig været på fisketur, og det kan raske drenge jo ikke leve med, så vi måtte jo gøre noget! Allan fandt et par fiskestænger og Henrik viste, hvordan de skulle bruges. Der blev fanget en del sild, men Allan gjorde det meget klart, at han ikke var interesseret i, at folk fangede sild, der svinede båden, og som folk ikke spiste alligevel. Herefter blev alle sild genudsat, ofte til mågernes store glæde! Men sildene var også egnede til at fiske torsk med. Henrik fangede et par fine stegetorsk.

Allan havde i mellemtiden modtaget et telefonopkald fra Claus fra Randers, han var på vej ned gennem Sundet, så vi skulle prøve, om vi kunne mødes efter andetdykket. Vi fik genfundet vores bøje, som var lige der, hvor vi efterlod den, og seancen fra før gentog sig. Da Thomas kom op, fortalte han om reduceret sigtbarhed i forhold til tidligere, og Allan og Asger gav ham desværre ret. Jeg skulle binde af, og lod derfor Henrik få et forspring på et kvarter. Han var på vej op ad tovet, da jeg kom ned. Jeg ville frem i stævnen, i håb om bedre sigt, men desværre var sigten generelt blevet meget dårligere. Der var kommet strøm på vraget, ikke alarmerende, men sikkert årsagen til den reducerede sigt. Ude i stævnen var sigten bestemt ikke god, og det var med at holde tungen lige i munden for ikke at miste orienteringen. Jeg nåede også at få en fiskeline omkring min flaskeventil, men heldigvis var det ikke en spunden line, så jeg kunne knække den uden brug af kniv. Men det var ikke befordrende for sigten i lokalområdet! Herefter var det tid til at finde tilbage, binde af og løfte loddet hen over vraget inden opstigningen kunne begynde. Jeg havde igen pådraget mig et par minutters tidsstraf, så jeg måtte hænge lidt på tovet. Men tovet var på vej op. Bådens besætning er jo ikke just kendt for deres tålmodighed, så jeg måtte slippe, mens jeg betalte prisen for tiden i dybet. Til besætningens ros skal dog siges, at de ikke sejlede før jeg var på stigen.

Men der var jo en grund til al den hastværk. Claus’ ”slamsuger” lå og spærrede sejlrenden vest for Hven. Han ventede jo på vores besøg, og bedstemanden forsøgte at fange aftensmaden imens. Vi nåede derhen, og havde lige en opgave med at få fenderne ud. Nu skal man jo ikke tale om jyders sparsommelighed, men Claus luftede sparegrisen, mens han arbejdede. Der var vist ingen der kom penge i. Efter nogle minutters hårdt arbejde var Allan tilfreds, og fenderlisten på Nixe så ud til at overleve endnu en eftermiddag. Vi kom ombord på skibet og fik hyggesnakket i 5-10 minutter om alle de vrag i Norge og Nordsøen, der bare ventede på os, da Allan fik øje på en coaster. Han trådte straks i karakter som yachtskipper og beordrede os alle, altså os fra hans båd, til at skynde os tilbage på Nixe, så vi kunne sejle inden kølvandsbølgen ramte os.

Herefter gik det tilbage til havnen, og hjem. Endnu en dejlig dag på vandet, og vi undrede os over, hvor få, der var på vandet, til trods for det optimale vejr. Vi så ikke andre dykkere og kun få lystfiskere. Men måske lokkede påskefrokosterne mere, eller var det mon højmessen i tv?

Kim R.