20/2-2008

Minestrygeren og Wargön (Birgit)
Efter lang tids kvaler med for meget strøm, og selvfølgelig blæst, så prognoserne ud til, at vi kunne komme på Minestrygeren. Jeg skulle bladre langt tilbage i min imaginære logbog for at finde mit sidste dyk på vraget - efteråret 2004, så jeg var lidt forventningsfuld med at se hvordan vraget havde udviklet sig, eller måske nærmere afviklet sig, for nedbrydningen af vragene sker jo hurtigt i strømfyldte og kystnære områder.

Jeg kom i god tid på havnen i Hornbæk, og ventede og ventede. Men båden og gutterne kom til sidst. Vi kom relativt langsomt ud af havnen, ja, faktisk så langsomt, at vi måtte betale en dummebøde på 100 kr. Men vi kom ud til sidst og nåede hurtigt Minestrygeren, hvor fik smidt et lod og en bøje i vandet. Vi kunne se, at vind og strøm gik lige op, så vi var tæt ved bøjerne hele tiden.

Men, hvem skulle nu binde på? Henrik og Thomas havde aftalt et eller andet i forvejen, men planer er til for at ændres, så der gik lidt tid med at mundhugges over det. Jeg selv havde tabt pusten under transporten og havde kun 150 bar tilbage, rigeligt på den dybde, men dog en undskyldning. Og min computer havde drillet sidst! Thomas prøvede med, at hans regulatorer var til service og han skulle låne af en os andre. Det fik Henrik til at tage ordentlige argumenter i brug, hans regulatorer havde lige været til service, og præcis, som på et stikord, var der en o-ring i hans ”Free-flow control”, der gik med et smæld og en ”Free flow” til følge. Vel og mærke i modsatte ende af båden! Vi var nu i den situation, at vi var tre dykkere om et regulatorsæt. Så meget for ”redundancy”! Thomas gav sig og gjorde klar til at binde på. Han lånte mine regulatorer, og efter lidt efterspænding lykkedes det faktisk at få dem til at holde tæt.

Alt imens dette skete, kom en fiskekutter snigende så tæt på Minestrygeren, som han turde med redskaberne ude. Adfærden forklarer jo nok mængden af trawl og garn på vraget. Thomas hoppede i vandet, og så ventede vi ellers. Ventetiden gik med at finde værktøj og ordne Henrik’s regulatorer, men da vi skulle tilbage til bøjerne for at binde på så vi Thomas’s hoved dukke op. Intet vrag og ingen sigt. Nyt forsøg, denne gang Henrik og lodskuddet viste tydeligt silhuetten af linen ned på vraget. Linen var alt for lang, så loddet stod oppe på vraget. Henrik kom i på hovedet, som han ynder, og så ventede vi lidt igen. Og efter små 10 minutter så vi de karakteristiske små bobler, der viser at en dykke er på vej op. Ingen, absolut ingen sigt. En tændt lygte kunne ikke ses mindre end en armlængde væk, så vi måtte finde på noget andet. Heldigvis var der masser af instrumenter og positioner i ”Ran”, så vi kunne måle og overveje et mål for vores anstrengelser, og til sidst valgte vi at dykke på Wargön, som vandt med et mulehår over Hornbæk Havn. Men at tage en fridag og så ikke dykke alligevel, det holder ikke til en gentagelse (23/1)!

På Wargön var der strøm, temmelig kraftig og i hele vandsøjlen, og sigten var 1 meter, ikke just prangende, men en markant forbedring i forhold til Minestrygeren. Wargön var mørk, der flagrede liner og garn overalt og ikke en eneste nøgensnegl så jeg. Der var heller ingen flade på bunden, hvor sigten var endnu mere begrænset end på toppen af vraget. Men oppe i vraget var der en stime småtorsk, der søgte ly for strømmen. Dem kunne jeg så lige drille i et par minutter inden jeg skulle binde af. Men vi fik da alle dykket, og det til trods for, at der ingen præmier var. Ingen havde husket at tage øl med, men så må vi jo ta’ revanche på lørdag til vragfesten!

Tilbage til Hornbæk, ingen insisterede på et andetdyk uden belønning, men der var jo også en efterfølgende seance i Furesøen, hvor vandet var koldt, klart og uden strøm.

Men, som tidligere nævnt, så er en dårlig dykkedag bedre, end en god dag på arbejde!

Kim R.