9/2-2008

Robert
Efter en ynkelig efterårssæson og en aldeles patetisk vintersæson indtil nu, hvor mildt og meget blæsende vej har umuliggjort et anstændigt dykkerliv, skulle det være. Endelig var der en chance for at lufte klubbåden og dykke lidt i Sundet. Nu er det ikke længere en vane at dykke lørdag og søndag, hvis ikke andet er aftalt, næh, nu aftaler vi hvornår vi dykker! En højst uheldig udvikling……..

Forventningerne fejlede ikke noget, da jeg nåede svømmehallen lidt før halv ni. Bent og Manley var allerede kommet, så beretningen landede hos undertegnede. Men det kunne ikke spolere en dejlig dag, så efter en hurtig klargøring, bl. a. en hurtig og højlydt start af påhængsmotoren foran garagen for at se om der var strøm nok til at få liv i dyret, trillede båden mod Rungsted ca. kvart i ni.

I Rungsted dukkede Asger op, og så var vi pludselig fire. Båden blev hurtigt, sådan da, vi var jo lidt rustne, klargjort, og den startede næsten villigt. Men da dødemandsknappen kom på plads, gik det pludselig meget bedre. Derefter gik det med god fart mod Hven og Robert. Vejret var fint – helt perfekt med tanke på datoen.

Da vi fik smidt loddet, skulle vi lige finde et offer til at binde på. Manley skulle have kamera med ned, jeg var ikke i dragten og Bent var heller ikke klar, så valget faldt på Asger. Men, som han sagde, så var han da sikker på at se vraget denne gang, for sidst han var på Robert, var der så dårlig sigt, at hans makker ikke bandt på, men flyttede loddet ud på bunden, og han havde kun set bundtovet.

Bøjerne viste tydeligt, at der ikke var strøm i overfladen, og vi ventede spændt på, om Asger ville komme op med det samme eller der blev bundet på. Efter 10 minutter bandt vi båden på og smed Manley ned til Asger.

Ventetiden gik med at blive lidt forarget over trollingfiskernes manglende respekt for vores dykkerflag, men heldigvis var der ingen dykkere i overfladen. Asger kom op efter en halv times tid og fortalte om dårlig sigt, og at vi bare kunne binde af. Vi enedes om at vente på Manley’s mening, inden vi hoppede i.

Bent kom i og jeg fulgte lige efter, Jeg så Bent’s lygte et par meter under mig og pludselig kunne jeg ikke se den mere, men mærkede at bundtovet blev til kæde. Påbindingen var inde midt i skibet på bagsiden af overbygningen, men sigten var ikke god, og sikkert også påvirket af dykkeraktivitet omkring bundtovet.

Vi svømmede over til bagbords side og svømmede agterud. Der var et par buskhoveder og nogle havkarusser, men ingen rødtunger eller andet spiseligt. Vi så et par nøgensnegle, nogle eremitkrebs og rejer, men det var mest de ”nære” ting pga sigten. Efter en halv snes minutter mente Bent, at det var tid til at vende om og returnere til bundtovet, så det gjorde vi så. Og vi var stort set lige vendt om, da min ”gamle” lygte gik ud. Jeg blev mindet om, hvorfor jeg har købt en ny lygte, men den er desværre til reparation i England i øjeblikket! Vi svømmede tilbage mod bundtovet med Bents flakkende lygte (meget snæversynet), men sigten var totalt væk, og vi havde problemer med at finde tovet. Vi vidste at vi var tæt på, men kunne intet se! Heldigvis så vi tovet mindre end en meter væk, da vi startede en fri opstigning. Og godt tovet var tæt på, for sigten var højst en meter.

Op i båden, og så begyndte de første at gøre sig klar til første omgang. Den svage vind var i mellemtiden blevet endnu svagere, men havtemperaturen, ca. 4 °C i hele vandsøjlen, gjorde, at man glædede sig til lidt varmere vejr. At Manley så havde glemt trylledrikken, gjorde ikke sagen bedre! Men selvfølgelig, lidt varm kaffe er jo altid godt!

Anden dykkeromgang var stort set identisk med første, bortset fra, at Bent ikke havde lyst til en tur til, og jeg så lånte et batteri af ham, så jeg kunne se at binde af. Sigten var dog lidt bedre på anden tur, en meters penge, men der var ingen store fisk at se. Det var nemmere at se tovet denne gang, og det var jo heldigt, når der skulle bindes af!

Op i forårsvejret og ha’ den obligatoriske præmie for at overleve – en kold øl! At drikke en kold øl midt ude på havet i en åben båd i februar måned, og stadig synes det er rart, det havde jeg ligegodt aldrig prøvet før.

Tilbage til havnen på et helt fladt Øresund, og inde under land kunne vi mærke varmen og fritureosen fra land. Vi overvejede et kort øjeblik at lægge til og gå ind og spise frokost på Nokken, uden først at klæde om, men der var en enkelt, der skulle tisse, og derfor ikke havde lyst. Senere fortalte han, at sidst han var der, var han gået uden at betale.

Tilbage til Farum, hvor vi aftalte at søndagen skulle bruges til dykning nu når vejret endelig var til det!

Kim R.