27/10-2007

Taifun og Stenfragteren
Lørdag var iflg. DMI dykningens dag i denne weekend, og der var mange, der havde luftet interesse for at komme en tur i vandet. Både Allan J’s ”Pølsevogn” og Havgassen var klar til tur. Allan’s båd sejlede til Robert fra Rungsted, og Havgassen ville sejle en tur på Taifun fra Gilleleje, eller i hvert fald så langt mod nord, som vind og bølger tillod.

Vi kom smertefrit til Gilleleje, fik båden i vandet, og her var så dagens første virkelige udfordring! Der var ikke strøm nok til at starte motoren! Heldigvis havde vi meget lange startkabler liggende i båden, så vi fik ordnet problemet uden alt for meget besvær.

Herefter gik det af sted mod nord. Havet var fladt, vinden var sydlig og svag, så det var en relativt tør og behagelig tur, der varede ca. tre kvarter. Bøjer og lod blev hevet over bord, og tjansen med at binde på gik til Nicolai’erne. De havde jo luft og dermed tid nok. De blev mindet om hvordan et baghåndsknob skulle være og kom så i vandet i spredt orden. PPP ville så følge efter og slå et eller andet ihjel. Kaptajnen og jeg skulle så i til sidst og rydde op efter de andre.

PPP kom først op og trængte til lidt hjælp. Han var viklet ind i en harpunline og en torsk, men ved fælles hjælp fik vi reddet ham og torsken om bord. Nicolai’erne kom op kort efter, noget før end vi regnede med. Nicolai H. havde en utæt tørhandske, så han var våd og kold, men der var jo selvfølgelig både hjælp og trøst i båden, og snart efter var der en ny handske monteret. Dykket blev beskrevet som uoverskueligt og sigten blev (på det tidspunkt) beskrevet som ringe, mellem 1 og 1½ meter. Men alle havde da fundet bundtovet igen.

Under klargøringen fandt jeg ud af, at min maske igen lå i min uv-rugbytaske, så jeg måtte nasse mig frem endnu en gang. Heldigvis var Nicolai’s maske brugbar og da den var på, gik det ned til vraget. Her var sigten, ganske rigtigt, dårlig! Der var bundet på kanonen bagpå, men heldigvis var skibet sammenhængende, så man kan komme lidt omkring og alligevel ha’ et håb om at finde tilbage og komme op ad bundtovet.

Der var en del liv på vraget men det var nødvendigt at komme tæt på for at se det. Der var masser af rejer og selvfølgelig en masse fastsiddende hvirvelsløse dyr og svampe.

Der var en del gammelt net på vraget og der sad en del døde og døende taskekrabber i nettene. Desværre er det jo et syn vi ofte møder, når vi dykker i Kattegat. Søren gik op efter en lille halv time, og jeg fortsatte lidt rundt, men kort efter skulle jeg binde af og op og hænge lidt på tovet.

Og der var ganske rigtigt bundet på vraget med et korrekt tilnærmet baghåndsknob, dvs. med dobbelt rundtørn, som afslutning i stedet for et dobbelt halvstik om egen part. Men kæden kilede i et eller andet, så jeg måtte løsne det baglæns ved at trække tov igennem og op over kanonen. Ikke en helt nem opgave når der sidder en båd i den anden ende, men jeg havde heldigvis masser af luft før jeg begyndte. Det gav godt nok noget ekstra deko, men de andre skulle jo ha’ lidt overfladetid.

I båden var der i mellemtiden opnået enighed om at sejle til Brostensvraget. Da vi nåede positionen og så det magre lodskud, sejlede vi til Stenfragteren i stedet! Ca. 2 sømil nærmere Gilleleje havde vi et fint lodskud, og fik smidt lod og bøjer og to gange Nicolai i. De fik de sædvanlige 10 minutter til at gøre fast, men da vi skulle binde båden på, så kunne vi hale det meste af tovet ind, og beundre boblerne omkring tovet. Det var ikke gjort fast og gutterne var på vej op, noget skuffede. Der havde været elendig sigt, og ingenting at gøre fast i og alt var ynk! Vi fik halet loddet op og forsøgte igen. Denne gang var der mere modstand, da de 10 minutter var gået, og vi gjorde båden fast. PPP gjorde klar og hoppede i. Han var dog hurtigt på stigen igen, for hans ene tørhandske var ikke sat rigtigt. Han blev hjulpet hen til tovet og sendt ned igen.

Kort efter kom 2 X N op og fortalte, at de intet havde set, ikke anede hvor de havde været, og ikke vidste hvad de havde bundet fast i. Deres skuffede ansigter blev endnu mere skuffede at se på, da de opdagede at PPP havde renset fisk over øldåserne. Men vi iværksatte straks en korrigerende handling og redede resten af humøret.

Jeg ved ikke om Nicolai’erne havde været understimulerede på dykket, eller der var senvirkninger af deres sjove gasser, for de to latexklædte fyre begyndte at smøre hinanden ind i skum og betragte hinandens intime detaljer……..

Tjaa. Billederne taler vel for sig selv

Pludselig var Havgassen en lille båd, og jeg fik travlt med at gøre klar til det kommende dyk. Søren havde meldt pas (til dykket), han gad ikke, men jeg skulle jo ned og binde af! Og jeg var lige ved at vælte mig ud over siden, da PPP kom op og sagde, at han havde bundet af. Skulle jeg nu være skuffet over at misse et dyk, eller skulle jeg være lettet over ikke at spilde min tid? Heldigvis kunne jeg ta’ en øl og tænke lidt over tingene, mens jeg hørte, hvor godt det første dyk havde været med god sigt og alt det der!

Jeg tænkte: ”Alt er relativt”, og hvor er den menneskelige hjerne dog pragtfuld! Den sørger for, at vi hurtigt glemmer det dårlige og kun husker det gode! På bare to timer var elendig sigt blevet helt fantastisk!

Og kort tid efter kunne vi sejle hjem på et relativt fladt Kattegat.

Kim R.