16/10-2007

Trykkerdammen – igen!
Endnu en gang gik turen til Trykkerdammen. På denne årstid er stedet jo ok, der er meget liv, mange forskellige arter og ind i mellem også noget spændende. Og selvfølgelig også noget spiseligt, der er jo en grund til vi kommer der! At vi så samtidigt kunne støtte et større forskningsprojekt omkring ophobning af miljøfremmede stoffer i bundlevende krebsdyr er en anden sag.

Vi var fire, og som sædvanligt var jeg åbenbart den eneste, der havde været på arbejde og derfor kom til tiden. Men jeg var alligevel ikke den sidste, der blev klar!

I Helsingør lavede vi to hold, Manley og os andre. Og så var det ellers bare med at komme i vandet i en fart, selv om vi havde snakket om, at vente til det blev helt mørkt. Allan H og Anders udgjorde resten af det trekløver, jeg var en del af. Vi tog som sædvanligt en østlig retning og fortsatte ud mod 12-14 meters dybde, kun afbrudt af slagtning af de fladfisk, der lå og flød på bunden. Af flade var pighvar, slethvar, rødspætte og skrubbe. Isingerne var for små, selv om vi ellers ikke var kræsne! Vi fortsatte mod vraget, og på vraget var der en håndfuld søvnige småtorsk, som var lige ved at komme på sømmet. Der lå i øvrigt søvnige torsk mange steder på bunden mellem muslingerne.

Vi kiggede også lidt på de mange panserulke, der i dagens anledning havde lagt sig frem til skue for os. Morilden og bioluminescens fra dræbergopler, når man berørte dem, gjorde, at der hele tiden var noget adspredelse, når mudderbunden blev for kedelig.

Efter godt tre kvarter var vi tilbage, mere eller mindre samlede, ved vores udgangspunktet for svømmeturen. Og heldigvis var jeg ”mindre samlet”, dvs. alene ved den lille ”bro”, så de andre ikke fik jaget den lille ørred væk. Den blev paralyseret af lyset (en af mine lygter virkede), men det ville kræve mangel på moral og et skydetalent ud over det sædvanlige at ramme den lille fisk på 20-30 cm (længde – ikke afstand!). Og da jeg kun havde mit søm, så blev det jo heller ikke forsøgt.

Manley var allerede kommet op, han havde udnyttet kalken i skrubberen til det yderste, og han havde fået lidt åndenød efter 40 minutter, men ikke et ord om kondition. Han havde dog ikke fået kuldioxid nok, for han var allerede i gang med en Guldtuborg!

Og det var blevet regnvejr! Men, som Havbasser er vi jo ikke bange for vand, så vi stod standhaftigt i den lune efterårsregn og drak vores velfortjente øl, mens vi fulgte lygterne fra et par andre dykkere.

Eneste minus på turen var, at vi ikke fik fundet og samlet søsalat, så Lis’ forsøgsdyr må sulte!

Kim R.