14/10-2007

Robert
Efterårsvejret viste sig fra sin pæne side, så vi kunne komme på Sundet. Helsingør var udelukket pga. de sædvanlige strømforhold, der længe har generet os, men heldigvis har vi jo altid vores gamle ven Robert.

Jeg startede tidligt på jobbet, og mødte derfor først på havnen i Rungsted. Når andre møder på havnen skal de ikke skrive, men der er åbenbart forskel på folk. ”Jeg var kommet for sent!” lød det fra klubbens selvbestaltede diktator. (Diktator: Når andre møder i havnen kommer de før os andre ikke lige før vi sejler) Men båden var jo ikke sejlet, så jeg kom jo til tiden!

Vejret var fint, havet var fladt som et stuegulv og bortset fra en masse sejlbåde, burde det være en smal sag at få os ud til Robert. Endnu en gang viste Manley, at man ikke skal vide sig for sikker på noget, og han gjorde sig umage for at fange hver eneste krusning, han kunne finde. Helt lykkelig blev han, da der var noget der mindede om bølger lige nord for Hven. Han smilede stort bag skærmen, og nød andres kvaler med de kolde afvaskninger. Hårdest ramt var Peter Brostrøm, men det var naturligvis også letsindigt ikke at lukke tørdragten, bare fordi det var godt vejr.

Fremme på positionen blev loddet hurtigt smidt, og undertegnede og Karin fik tjansen med at gøre fast. Jeg kom først i og der var nul strøm, så jeg rørte overhovedet ikke linen på vejen ned. Alligevel lå først linen og siden kæde og dræg ikke på vraget, men dybt i mudderet på 40 meter. Jeg bandede og tænkte, at det ikke var første gang. Men heldigvis var sigten nogenlunde, dvs 1-2 meter på bunden, og jeg anede en skygge, som heldigvis var Robert. Op med loddet og gøre kæden fast på en pullert i bagbords side. Sigten på vraget var fin, ca. 5 meter og da vi var de første, var der kun muddersky ved bundtovet. Vi startede med at gå ned til skrue og ror, og på bunden bag roret ligger der altså alt for mange kammuslinger. De er blevet større gennem det sidste års tid, og selvom de ikke når Lysekil størrelse, så kan de måske blive til forretten til julefrokosten?

Der var masser af liv på vraget, men ikke meget stort. Men det var alligevel fantastisk bare at svæve hen over vraget og nyde den gode sigt uden lygte. Og det var ret heldigt at der var så meget lys, for ingen af mine lygter var ikke specielt samarbejdsivrige. Inden man vidste af det, så var der løbet lidt deko ind på kontoen. Vi kom op og betalte prisen. Og mens jeg var ved tovet blev jeg mødt af en dykker jeg ikke kunne genkende. Det viste sig, at DK-diver var kommet og lånte vores bundtov. Til gengæld fik vi så lidt underholdning med deres dekobøjer.

Vi havde også lidt underholdning ombord, eller næsten ombord. Vi fik bl.a. fortalt Peter, hvad ERR betyder på en computer. Ventetiden gik, og heldigvis var der ikke andre i vandet, da vi dykkede vores andetdyk. Vandet var klart, selv ved bundtovet, og vi havde en fin tur ud i stævnen. Hvad så vi? Tja, alt hvad vi plejer, undtagen de store fisk. Og troldkrabben var heller ikke hjemme.

Op igen, og vi hørte desværre, at et par af ”folkene” hos DK-diver syntes, at sigten var dårlig. Det skyldes jo nok, at deres aktiviteter var koncentreret om bundtovet. Her var sigten også blevet rigtig dårlig, faktisk så dårlig, at Anders og Peter valgte en fri opstigning, da tovet var blevet væk i tågen.

Af andre mindre underholdende indslag var Nicolai’s deko-profil. Han siger, at han får ondt i skulderen af at dykke, men det skyldes nok, at han holder fast om bundtovet riiigtiiiig længe! Og med tanke på, at han dykker med accellereret deko???

Vi straffede ham også lidt, for han måtte drikke øl, mens vi sejlede. Men Karin sejlede noget mere hensynsfuldt, end vi oplevede på udturen, så Nicolai fik drukket det meste af sin øl, og fik resten i håret, hans og andres!.

Kim R.