30/9-2007

Hornbæk Strand
Søndag med en ulden vejrudsigt og vind fra SØ – og Manley havde allerede meldt fra om lørdagen. Udstyret dykker jo, som bekendt, ikke af sig selv, så jeg mødte, noget forbeholden, frem ved svømmehallen kl. halv ni. Jeg kom som nummer 2, og alligevel vandt jeg beretningen. Det viser jo meget godt hvor mange, eller rettere, hvor få, vi var! Rene og jeg var de eneste, der ville ofre morgenbrødet med familien for en dykkertur.

Vi valgte at se forholdene lidt an ved Trykkerdammen. I Helsingør var der også andre ved Trykkerdammen, der stirrede ud over vandet, men ingen ville dykke. Bølgerne var mellem en halv og en hel meter høje og slog ind mod den lille strand. Så vidt vi ku’ se, var vandet meget uklart langt ud. At det så tilmed regnede, gjorde ikke sagen bedre. Vi valgte herefter at køre til Hornbæk, for der måtte være læ for vinden. På vejen til plantagen kunne vi se, at bølgerne forsvandt, da vi kom nord for Kronborg. Måske skulle vi snart prøve dykkerforbudet i Kronborgbugten. Da vi nåede p-pladsen i Hornbæk var vi ikke de eneste, der havde fået denne indlysende ide. Og flere kom til, bl. a. dem vi havde set ved Trykkerdammen.

Rene og jeg gjorde os klar i en fart og kom i vandet. Her håbede vi, at vi ikke ville blive sejlet ned af den gummibåd de andre havde med. Vi havde vanen tro glemt overfladebøjen, og for at sikre, at kun en ville blive ramt i tilfælde af en kollision, så dykkede vi sammen hver for sig. Vi undskylder adfærden over for dem, der skulle lære at gøre det rigtigt!

Vandet var meget uklart inde ved stranden, men heldigvis blev sigten ok, når man nåede ud på 2,5 – 3 meters dybde. Stenene var kun beklædt med blæretang helt inde ved kysten, alle andre sten var enten uden bevoksning eller beklædt med rødalger. Af synligt dyreliv var der stimer af mysider, små eremitkrebs, enkelte hundestejler og små sandkutlinger. Muslinger var der selvfølgelig også. Der var mange små søstjerner overalt i de røde alger. Der gik lang tid før jeg så den første krabbe, de var på den yderste kant af stenen ud mod sandbunden og der var ikke mange af dem. Men krabberne var i det amourøse hjørne, så ofte var der to sammen. Ikke en eneste fladfisk så jeg, ikke bare en lille bitte en! Det er første gang siden 1977!!!

Efter 3 kvarter, hvor jeg i mangel af bedre havde studeret strandkrabbernes adfærd, var min tålmodighed opbrugt, og jeg søgte mod stranden igen. Der havde været forbløffende lidt liv, og med den relativt gode sigt, der trods alt var (3-4 meter), så havde jeg vel ikke have overset det hele. Men inde i det uklare vand blev jeg mindet om, at ikke alle dyrene var døde og væk. En velvoksen brandmand kærtegnede hele mit ansigt med tentaklerne.

Op i regnvejr – hvor jeg blev bekræftet i vores fravalg af uddannelse i klubben. Godt jeg ikke skulle sidde og være overfladeberedskab på stranden i regnvejr!

Kim R. - Zzzzzzztranddykker