13/9-2007

Ekspedition Østersøen 2007 II del
Ja så måtte vi af sted igen, vinden flovede ifølge vejrudsigten i 6 – 8 timer denne eftermiddag, men vi mente nok vi kunne få en dykkedag ud af det. Jeg havde som ekspeditionsleder (dvs. rigtig ekspeditionsleder er jeg ikke, for så havde jeg jo skrevet på engelsk) udpeget 2 mål på turen ca. 20 sømil sydsydøst af Simrishamn, to vrag med kun 300 meter imellem.

I mit arkiv har jeg en beretning, om en voldsom kollision mellem to dampere, i slutningen af 1800-tallet. Ulykken afstedkom, at den ene damper blev kløvet i 2 dele som sank hver for sig. Den anden damper var så beskadiget, at de ikke kunne undsætte eventuelt overlevende fra det synende skib og foruden det at de alle druknede, tog de også skibets identitet med sig i graven. Det sunkne skib blev på den måde et af de mange, som i ulykkestatistikkerne figurerer som: borteblevet på rejse mellem havn X og havn Y.

Da ulykken indtraf ”et sted sydøst af Sandhammeren”, kunne det være denne gamle - nu 2-delte -damper vi var på vej imod. Vind var der ikke meget af, men da vi kom klar af Sandhammeren stod der temmelig meget dønning fra vest, men da vi nåede positionerne var det ligesom det var aftaget noget. Vi sejlede lidt frem og tilbage mellem de to lodskud, for ved Humminbird-sonarens hjælp at forsøge at få et overblik og prøve om vi kunne se om det var 2 vrag, eller den knækkede damper. Det var ikke muligt, da de 47 meter er lige dybt nok for sonarens rækkevidde, vi kunne se de to objekter tydeligt på bunden, men ikke tydeligt nok til at kunne sige hvad det var.

Jeg vil her forsøge kort, at gengive første ekspeditionsholds dykkerrapport: De havde haft god sigt og vraget var et nyere stålskib på ca. 50 meters længde, stående kølret på bunden. Styrhuset var helt agter og var braset sammen. Ingen synlig last og eneste fund i området omkring styrhuset, var et defekt kompas. Ingen synlige tegn på, hvorfor skibet var sunket.

Næste vrag kan jeg fortælle mere om, idet jeg selv var på andet hold. Vraget var ligesom det foregående et nyere stålskib, vi havde også her rigtig god sigt og jeg kunne med stor sikkerhed identificere vraget, som værende af typen motortjalk. Vraget stod kølret på bunden, masten var ”lagt ned”, men udover styrbord side. Når jeg skriver ”lagt ned” er det fordi at denne skibstype har en mast som er hængslet omkring en meter over dækket, således at den kan lægges ned når broer passeres, ved flod og kanalsejlads rundt omkring i Europa. Skibstypen har to sænkekøle, en på hver side af skroget cirka midtskibs, som drejes ned i vandet ved sejlads i åbent hav, for at stabilisere det fladbundede fartøj. Af disse var det ene helt væk og det andet brækket næsten helt af, formentlig da vraget ramte bunden.

Også på dette vrag er styrhuset placeret helt agter og som på det foregående vrag braset sammen, idet det blot er lavet af tyndt træ. Mellem brædderne lå et helt kompas og et langt, tykt kobberrør med et knæk i den ene ende, formentlig skorstenen fra den lille glødehovedmotor som i sin tid drev det lille skib frem. Her var også glasskår og resterne af de trærammer, som har tjent som vinduer i det lille styrhus. I bagbord side var en kasse, som ved nærmere undersøgelse viste sig at være en sidelanterne, selve det røde kraftige glas var bygget ind i en trækasse og inde i denne var en rund glaslampe med kobber top og bund, samt petroleumsbrænder. Min søgen i styrbord side endte resultatløst, lanternen må være trawlet af sammen med det meste af styrhuset.

Vel oppe i båden igen, kunne vi konstatere at det stille vejr var aflyst, det blæste vel ikke mere end 5-6 m/sek, men denne vind fik hurtigt de i forvejen store dønninger til at virke truende, ja flere af dem ville endda op i båden til os og da Henrik efter kort tids sejlads var gennemblødt, fik jeg som stadig havde dragt på, endelig lov at sejle hans fine båd mens han krøb i læ.

Vi sejlede nu op lidt nordøst af Simrishamn, i håb om lidt læ og her ville vi så tage vores andet dyk, på et fint lille vrag vi fandt for et par år siden, som vi kalder ”Henriks ratvrag”. Vraget er en motorskonnert bygget i træ, dybden er 48 meter på bunden og vraget lodder 5 meter op, her var sigten ikke så god som vi var blevet vant til, vel ikke mere end 5-6 meter. Vi formoder at skibet var dansk og at det var et slags afholdsskib, da der kun findes mælkeflasker fra Åbenrå mejeri og mineralvandsflasker fra bryggeriet Stjernen (normalt finder vi kun ølflasker). Endvidere var der en flaske, med teksten Kopparbergets Falu Ättikafabrik AB, som Thomas mente var et middel mod hæmorider.

Ja man kan blive meget klogere, af at dykke på vrag og nu har jeg hermed - i tidens ånd - delt vores viden med alle jer læsere. Men inden længe vil vi igen drage på havet og tage udfordringerne op.

Hvad kan det ikke ende med af afsløringer, når vi også fremover fravrister havet dets hemmeligheder. Vi tager udfordringerne op, helt sikkert – med eller uden Kasper.

Allan Jensen (Ekspeditionsleder)

Med Speciel tak til:

Henrik Jensen (Deep Ekspeditionsdeltager, kaptajn + kaffebrygger) – siger aldrig nej til et godt dyk.
Thomas (Deep Ekspeditionsdeltager + kaffedrikker) – siger aldrig nej til et godt dyk.
Mark (Deep Ekspeditionsdeltager + øldrikker) – siger heller aldrig nej til et godt dyk.

PS: skrevet med en lille ;-)