Furesøen d. 8. september 2007.

Lørdag formiddag var Furesøen og dens rige krebsebestand igen målet for en lille visit. Vi kom, sådan lidt hver for sig, til Naturskolen, og kl. 10 var første mand i vandet. PPP ville supplere gårsdagens magre udbytte med lidt flere af søens lækkerier, Nicolaj ville også sikre en festmiddag, Lennart ville prøve sin nye dragt, og han ville også ha’ lidt til gryden. Sten skulle ikke noget specielt. Jeg selv skulle prøve lykken med mit nyerhvervede kamera (Manley’s gamle).

PPP var først i, og Nicolaj og Lennart kom i hurtigt efter, mens Sten og jeg gjorde os klar til sidst. Da vi var klar, og vi stod i vandkanten, satte min indblæsningsventil sig uhjælpeligt fast i åben position. Jeg bandede indvendigt, jeg kunne vælge mellem at blive blæst op, eller få vand ind. Efter en lille konference med Sten, og med manglende lyst til at tage udstyr og dragt af igen, gik jeg i vandet alligevel og håbede, at den forbandede ventil ville gi’ efter og lukke. Men det gjorde den ikke, den lækkede masser af vand ind i de samfulde femogfyrre minutter mit dyk varede. Indimellem blev vandet suppleret med et koldt blæs, når jeg var nødt til at klikke feederslangen på. Og én ulykke kommer jo sjældent alene, dybdemåleren på min ellers så trofaste dykkercomputer viste 0 meter indtil jeg kom dybere end 5-7 meter, men så fik jeg til gengæld ikke noget deko! Godt det ikke var en dag i Østersøen, hvor vi var sejlet langt ud og skulle lave dybe dyk i koldt vand!

Disse uheldige episoder gjorde mig nervøs for kameraet, for jeg havde jo selv lukket uv-huset. Jeg havde mere travlt med at se efter fugt/vand i huset, end med at lede efter motiver. Dykket var ikke så godt som sidst! Ingen store aborrer! Men jeg havde problemer med timingen, når jeg fotograferede, så de var nok ikke kommet med på billederne alligevel. Jeg tog dog billede af en enkelt aborre, et ca. 3 cm langt eksemplar, der lå i en ensom dødskamp.

Den lå stort set ubevægelig på ryggen, så den kunne jeg nå at få fokuseret på, selv om min egen muddersky var ved at overhale mig inden jeg fik trykket af. Mens jeg rodede rundt på og i bunden bemærkede jeg, at dammuslingerne manglede fast grund at sidde på. De små havde sat sig ovenpå de store for at slippe for mudderet og komme lidt op i vandet.

En halvkold vandfyldt dragt, en fattigere fauna end sidst og en lang kedelig svømmetur fik mig til at vende om og svømme ind. Sten var heldigvis kommet ind før mig, selvfølgelig, for han havde jo drukket kaffe før dykket, og han kunne hjælpe mig ud af min våde dragt. Der var mange liter lunkent søvand i min dragt og inderdragt. Jagtlykken havde det været så som så med! Sten havde ikke forsøgt sig, Nicolaj havde fyldt en halv pose, men Smeden var rystet, han havde kun fanget ganske få. PPP havde fået fyldt posen. Krebsene var meget mere skjult, end de plejer. Flere var gravet ned som fladfisk og ofte så man blot en muddersky, når man tilfældigt jog en krebs på flugt.

Jeg havde taget 3 store eksemplarer i videnskabens hellige navn. En måling af hovedskjoldet skulle vise, om krebsestørrelsen i Furesøen kunne overgå de krebs, der var nævnt i Lis’ artikel. En skydelære blev fundet frem og så blev poserne ellers rystet og de største krebs fundet frem. Furesøens krebs kunne nu ikke overgå de eksemplarer, der var nævnt i Lis’ materiale, men det var nu ikke altid den største krebs, der havde det længste hovedskjold. Åbenbart havde hannerne ”lidt bredere skuldre og kortere hoveder” (?). Den ”største” krebs målte 58 mm. Men, måske spiste vi rekorden i lørdags!

Herefter gik det hjemad lige så spredt, som vi kom, dog med Sten som sidste mand, for han skulle, som betroet medarbejder, låse porten efter os.

Kim R.