5/9-2007

”Ekspedition Østersøen 2007”
Ja overskriften overdriver vel nok en anelse, Havbasserne er dybest set et sammenrend af øldrikkende dykkere med hang til lange sejlture i små både. ”Ekspeditioner” lader vi normalt de mere selvhøjtidelige om, men vi er ikke mere forstokkede, end at også vi (ja selv jeg) udvikler os og forsøger at følge med tidens trend.

Vi har jo som bekendt overtaget en medarbejder, efter de seneste nedskæringer i et lille firma som hedder No Diving Limit, - eller noget i den retning. Ja rigtig gættet, jeg taler her om Kasper og foruden sine mange madpakker og sit altid smittende gode humør, har han erfaring fra sit tidligere virke som ekspeditionsdeltager. Det gør vi selvfølgelig alt for at udnytte til klubbens fordel og derfor forsøgte vi at højne denne turs niveau og derved opnå Kaspers anerkendelse, for herefter at kunne kalde os en rigtig ”ekspedition” (og mig selv ekspeditionsleder).

Nå, men ingen kom mere end ½ time for sent og der blev kun kørt forkert én gang på turen til Ystad. Herefter blev båden sat i vandet og pakket uden de store skænderier, et helt nyt toilet blev prøvet, bilerne parkeret og derefter sejlede vi af sted på den fredelige Østersø, i et vejr man kunne have ønsket sig i sin sommerferie. Ingen havde taget øl med og hvad mærkeligere var – ingen syntes at det var et problem.

Første stop var en position ca.13 sømil syd for Ystad, vi ledte en time og alt gik som Kasper var vant til fra sit gamle firma; vi fandt ikke vraget. Næste mål lå yderligere 6 sømil sydpå, det var varmt og en formiddagsøl havde været på sin plads, men ingen sagde noget.

Knap var gassen taget af motoren, før vraget viste sig på ekkoloddet. 46 meter til bunden og vraget loddede 4 – 5 meter op. 1 – 2 – klar – spring - nedad det gik, lidt ulden sigt de første 10 meter, men herefter klarede det op til meget meget god sigt. Vandet var kulsort, men den hvide line skinnede som sølv og stod klart og tydeligt mindst 10 meter frem foran mig, dette fortsatte helt til bunden og snart tonede vraget frem. Nogle torsk i størrelse XXL som lå på dækket, satte af sted i en muddersky og det ellers fine første indtryk af vraget, blev ødelagt. Inden ret mange sekunder var gået, sad loddet fast i en fiskeline da jeg trak i det, mine flaskeventiler i en anden og mine ben surret ind i en tredje fiskeline. Da jeg rakte efter kniven var den der ikke, men efter lidt fumlen fandt jeg den på indersiden af benet. Der var selvfølgelig ikke noget at grine ad, men det føltes ærlig talt lidt komisk, at når jeg strakte benet bøjede armen, jeg var simpelthen surret ind i liner. Efter lidt fægten rundt med kniven var jeg fri og fik trukket kæden med loddet op på vraget og gjort den fast. Nu var sigten ikke særlig god, men efter et par meters svømmen var vandet igen krystalklart og alting tonede tydeligt frem for mine øjne, som nu også havde vænnet sig til mørket.

Vraget er et ca. 25 meter lang trævrag med en glødehovedmotor i, lasten er almindelige røde mursten og efter vragets tilstand at dømme, har det ligget der i 60 – 70 år. Alle havde et godt dyk og der blev da også gjort lidt fund, men ikke noget vi blev meget klogere af.

Næste vrag lå kun knap 1½ sømil væk og også dette vrag viste sig på ekkoloddet med det samme, det var ikke ret stort og da vi skulle have et par timers overfladetid inden næste dyk, ledte vi også på et par andre positioner i nærheden, som dog viste sig ikke at være hjemme. Tilbage til det lille vrag og selvom det ved gud ikke var ret stort, skulle det jo for at understrege ”ekspeditionens” seriøsitet undersøges.

Også her var dybden 46 meter og sigten bedre end god, men vraget var meget ødelagt og det var svært at se nogen afgrænsning og hvad som var inde i vraget og hvad der var tømmer ude på havbunden. Et sted var der dog et stykke skibsside som stak en meter op og foruden resterne af noget meget tykt tovværk, lå her et helt komfur / kakkelovn eller noget i den stil, udført i kobber eller messing, med løvefødder og gesvejsninger. Meget flot som det lå her og lyste op; lysegrønt, mellem det sorte tømmer og mudderet. En meter fra komfuret lå også nogle ituslåede flasker af typen ”mallet”, som fortæller os at vraget er fra mellem slutningen af 1700-tallet og et stykke ind i 1800-tallet, men ellers var der intet andet end tømmer i et stort område.

Oppe igen og spise sin økologiske sandwich og drikke en cola light, det var faktisk på præcis dette tidspunkt jeg fik idéen til denne beretning; ingen øl, ingen platte kønsdiskriminerende jokes, kun seriøse dykkere med fint og næsten nyt udstyr, i færd med at forberede sig til dagens næste dyk, i rigtig fint vejr – det var lige til Discovery Channel.

Så gik det mod næste uprøvede vragposition, vi sejlede de cirka 5 sømil mod nordøst på et øjeblik og de som havde sprunget 2. dykket over var nu blevet utålmodige, for de havde efterhånden været temmelig længe i overfladen. Første hold var Kasper og Henrik og efter endt dyk, kunne de fortælle at det som gemte sig 44 meter under bølgerne, var en nyere coaster hvor styrhuset var faldet sammen og nogen havde pillet koøjerne ud. Mange års vragdykning har lært mig, at vi ikke oplever vragene ens og slet ikke efter det første dyk.

Thomas havde mere held med sine bestræbelser, på at identificere vraget. Hans analyse af vraget var meget anderledes og udbyttet af hans anstrengelser var håndgribeligt, hold 1 måtte til sidst bøje sig og anerkende at han havde ret og at – det havde de ikke.

Som sande ekspeditionsdeltagere, satte vi os om det runde bord efter endt dykning, tog vores mest pædagogiske mine på og brain-stormede os frem til følgende:

Vraget er en tysk forsyningspram på ca. 50 meters længde, formentlig et udtjent skib som er blevet brugt som pram. Lasten er fuld af krigsudrustning, bl.a. Mauser-rifler mod. 98, som er meget tærede.

Som jeg har set, at man altid skriver i slutningen af en rigtig ekspeditionsstatusrapport, vil også jeg skrive: ekspeditionen var en succes, 3 fundne vrag ud af 5 positioner er ikke dårligt og vi kommer helt sikkert igen!

Til sidst tog vi alle lige et ”slappe af og boble af dyk”, på S.S.Pan. Positionen er sluppet ud og fiskerne er begyndt at plastre vraget til i torskegarn. Synd og fortsætter dette, er det ikke længere noget godt begyndervrag. Både Ekspeditionslederen og manden med den megen ekspeditionserfaring, var nær endt som torsk på grund af disse næsten usynlige garn.

Allan Jensen (selvudnævnt Ekspeditionsleder)